Ledelsescoach og Talentudvikler Diana Lindegaard

Livskvalitet lige nu

Det er så banalt - men banalt betyder egentlig bare, at det er relevant for alle eller ihvertfald de fleste. 

Vores livskvalitet afhænger af øjnene, der ser og ikke mindst, hvad de øjne fokuserer på. 

Både i private og professionelle sammenhænge lægger jeg ofte mærke til, at vi mennesker ganske automatisk har øjnene stift rettet mod dét, vi ikke vil have. Dét (eller dem), vi hader. Dét, vi frygter. Eller dét, vi er kede af. 

Det er logisk, at vi er udstyret med alle følelser for at gøre brug af alle følelser. Summen af alle følelser udgør et helt liv. Ikke desto mindre længes vi samtidig efter det gode liv med de positive følelser. 

De fleste ting, vi drømmer om og gør, er motiveret af et iboende ønske om at invitere de gode følelser ind i vores liv. 

En fin øvelse i at invitere gode følelser af glæde og kærlighed ind i livet lige nu og her er at nævne fem (eller flere) ting, du er taknemmelig for i dit liv. 

Jeg har ligget på et tæppe i græsset i dag. Øjnene lukket. I starten var det lidt overordnet, hvad jeg kunne komme i tanke om: 

Jeg er taknemmelig for

mit liv

mine unger

mine venskaber

Efterhånden eksploderede min taknemmelighedsfølelse og listen voksede som en gren, der deler sig i det uendelige. 

Jeg er taknemmelig for:

Naturen

Min krop, som arbejder uophørligt og loyalt for at holde mig i balance, og som bærer den vildeste visdom og de mest finurlige processer i sig

Mine ben, der bærer mig ud i naturen

Mine fingre, der kan trylle en tekst ud af tastaturet

Mine arme, der har båret mine børn og som nu bærer indkøbsposer

Mine øjne, der nyder skovens majestætiske scenarier

Fuglene, der synger og mine ører, der kan høre det

Min hund, der minder mig om den sande betydning af ubetinget kærlighed

Mine katte, der med deres plads i fødekæden demonstrerer en spændvidde, der kan virke uacceptabel; at de på samme tid kan være de mest elskelige og kærlige væsner og rumme drabelige kræfter, der skånselsløst afslutter andre dyrs liv. 

Min hjerne, der kan lære alt og som klassificerer, arkiverer og bearbejder alt. 

Mine sanser, der kan forføre mig til handlinger, jeg ellers ikke ville foretage

Mine blomster i bede, krukker og vaser, der minder mig om vedholdenhed, livsglæde og det faktum, at alt vokser mod lyset

Mit arbejdsliv, der forener opsamlede erfaringer i en rød tråd, som er et af mine bidrag til verden

Alle mennesker i mit felt, der deres egen måde lærer mig mere om tilværelsen og om, hvem jeg selv er

...og sådan kan jeg blive ved. Der er uophørligt nye forgreninger. Og mere taknemmelighed. Og mere følelse af livskvalitet, lige her og nu. 

Din tur - luk øjnene og tænk på mindst 5 ting, du er taknemmelig for. 

__________________________

Diana Lindegaard, Ledelsescoach og Talentudvikler
Se mere på http://leadship.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Livskvalitet lige nu og her