Psykoterapeut Diana Lindegaard

Til dig, der hjælper andre: Hvem hjælper dig?

Du arbejder med mennesker og er sikkert rigtig god til det, fordi du har hjerte for andre. Du hjælper på den måde, du har lært og du har en ide om, at der især er visse problematikker, du har særlig forståelse for: parforhold, familie, karriere, krop osv.

Du har sandsynligvis arbejdet med dig selv på netop de områder og derfor er det naturligt at dele dine erfaringer, din viden og ekspertise med andre. Derfor er du nu professionel hjælper.

Men med hånden på dit kærlige hjerte: Hvem hjælper dig, når du selv har behov for det? Og indser du det, når du rent faktisk har behovet?

Hvem hjælper dig med dine egne udfordringer? Er det blevet lettere for dig at hjælpe andre end at hjælpe dig selv? Og er du sikker på, at din hjælp til andre ikke er en projektion af din egen indre labyrint?

Vi kender det alle sammen ret godt; det er lettere at sige til andre, at de skal

·      motionere mere,

·      holde op med at ryge/spise sukker,

·      få en alvorlig snak med partneren,

·      søge et job, der giver mere mening eller

·      få styr på deres stress

…end at gøre det selv. Det er altid nemmere både at se og løse de andres problemer end det er at løse sine egne. Derfor bliver det også så snublende let at forfalde til hjælperrollen, hvor der nok bliver løst problemer (eller gør der?), det er bare ikke dine egne, der bliver løst.

Personligt fik jeg øjnene op for, hvorfor netop hjælperrollen er min foretrukne, da jeg for en del år siden til min store overraskelse opdagede, hvor den var opstået, nemlig i relationen til min mor. Det var første hjælperrolle, jeg havde. Siden spillede jeg rollen overfor til min bror, kæreste(r), veninder osv. Først da jeg selv fik børn og jeg i den anledning uundgåeligt gennemgik en større oprydning på de indre linjer – en oprydning, der stadig foregår – blev jeg opmærksom på, hvorfor det var så naturligt for mig at bruge min empati til at sætte mig ind i andres problemer og selvfølgelig interessere mig for at løse dem.

Da jeg gjorde denne overrumplende opdagelse, blev jeg i første omgang helt pas på hjælperrollen. Jeg indså, hvor opslidende, det havde været og at mine relationer på mange måder havde været dysfunktionelle, mens jeg i mit ærlige og kærlige forsøg på at hjælpe havde forsømt mig selv meget alvorligt. I næste runde indså jeg til gengæld, at netop min baggrund gjorde, at jeg gennem mange års træning var blevet ekspert netop i dét at hjælpe andre. Derefter kom hele øvelsen i at skille mit eget fra klientens. Jeg blev rigtig professionel.

Det er så fint og rigtigt at bruge sig selv i vores hjælp til andre. Men når der er tale om en projektion – at du spejler dine egne egenskaber og udfordringer over i klienten, så bliver faktisk hverken klienten eller du selv hjulpet. Klienten bliver ikke hjulpet, fordi du i realiteten har dit eget, der fylder i samtalen, også selvom det er maskeret som indsigt i klientens forhold. Du bliver heller ikke selv hjulpet, fordi du (sandsynligvis) ikke ser, at det i virkeligheden er dit eget, du forsøger at løse i samtalen med klienten.

Virker det genkendeligt? Det gør det i hvert fald for de coaches, jeg er så heldig at hjælpe netop med det personlige lederskab, hvor de løbende lærer at se og tage ansvar for, hvad der er deres eget og supervision, hvor de bl.a. lærer at tage udgangspunkt i klienten i stedet for i sig selv. Ofte kommer de med noget, der ligner tilfældige iagttagelser, men som viser sig at have en dybere betydning og visdom med sig. Meget meningsfuldt og smukt, når man som coach kan udvikle sig via selv i takt med, at klienten også bliver udviklet.

Vi har formentlig alle sammen lært på coachuddannelsen, at dét, der virker for mig selv ikke nødvendigvis virker for alle andre. Det er derfor vi via spørgsmål skal lede efter klientens egen løsning i stedet for at fortælle what to do. Når det er sagt, så kommer mange klienter faktisk for at få en vejviser, der også bygger på coachens erfaring for, hvad der virker. Derfor bliver de gode råd så nærliggende.

Må man så give gode råd og vejlede? I min optik må man gerne, så længe man forstår helt i dybden, hvilken banehalvdel, der er klientens og hvornår man tramper rundt i sit eget slørende mudder. Og så må man selvfølgelig dele ud af de universelle regler: at tage små skridt, at øve sig osv.

Det lyder lettere, end det er. For som med al selvudvikling kræver det enorm selvindsigt og træning at se og forstå de spejle, vi oplever i vores klienter og andre omgivelser i øvrigt. Og som du sikkert ved, er det især her, det til tider ville være rart med et par professionelle øjne udefra, der kan give perspektiver, der er usynlige, når man selv står med begge ben midt i coach-klient processen.

Jeg håber, at du allerede har en god og erfaren hjælper, der hjælper dig, når du har behov. Hvis ikke, så er det – måske – nu du skal finde én?

__________________________

Diana Lindegaard, Exam. Psykoterapeut MPF
Se mere på https://lifeship.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hjælp til coaches - men hvem hjælper dig? Læs med