Hvis man vil nyde regnbuen, må man først nyde regnen

Hvor går man hen, hvis en vej ender blindt?

Der er et væld af ting man kan foretage sig, hvis ruten pludseligt er blokeret, hvis man møder et STOP skilt eller en stigning, som man ikke har kræfter til at udfordre. Man kan sætte sig ned, med armene over kors og surmule, græde sine salte tårer eller forbande valget af rute langt væk.

”Hvorfor gik jeg dog også den vej? Jeg må jo være idiot, for hvad troede jeg lige selv? ”

Hvis man sætter sig med en forventning om at nedadvendte mundvige og skældsord åbner vejen op, skal man samtidigt forberede sig på at sidde i lang tid. Det svarer til at stå foran havet, med armene i siden, alt mens man forsøger at skælde ud indtil bølgerne ruller den anden vej. Det kommer ikke til at ske. Man bruger sin energi. Det svarer til at hælde brændstof på en bil uden hjul. Fartøjet rører sig ikke ud af flækken, til gengæld får motoren lov til at sluge den ene imaginære kilometer efter den anden. Man kommer heller ikke langt, hvis man rider på en død hest.

Man kan vende rundt, gå tilbage og finde en anden rute. En GPS kan vælge alternative ruter, den forudser hvor man møder vejarbejde, hvor man skal fragtes med færge og hvor endestationen er. Man behøver dog ikke vælge en endelig destination, man kan sætte en markør, så man har noget at sigte efter. Og skulle man igen møde en mur, kan man vende tilbage til korsvejen, kigge på kortet og plotte kursen ind igen. Det er værd at overveje, præcis hvor meget man har lyst til at investere af sig selv, for enhver rejse koster, det samme gør sig gældende hvis man bliver siddende. Det koster, først og fremmest, tid og dén er ikke ubegrænset. På et tidspunkt møder alle den sidste mur, der hvor man endegyldigt forlader alle ideer. Man løber tør for liv, så at sige og der bliver ikke taget hensyn til hvor meget man har surmulet, lidt eller haft ondt af sig selv.

Smerte er uundgåelig, lidelse er valgfri

Succes er ikke betinget af at vælge den rigtige rute i første hug, det handler om ikke at give op, blive ved med at lede efter den rigtige dør, hvis det er dét man vil. Thomas Edison måtte gå tilbage til tegnebordet over ti tusinde gange, før han endelig fandt vejen til en funktionsdygtig glødepære. Han havde muligheden for at smide hele læsset ud af vinduet, sætte sig i en stol og forbande det hele langt væk. Det gjorde han bare ikke. Han blev spurgt om hvorfor han ikke gav op efter at have fejlet så mange gange.

”Jeg har ikke fejlet, jeg har blot fundet ti tusinde måder som ikke virker. ”

Han nægtede at anerkende muren som en endegyldig stopklods, det var en imaginær barriere, han vidste ideen ville fungere, men var bare ikke klar over hvordan ruten dertil tog sig ud. I bund og grund handler det om hvor man placerer sin tro.

Det er ingen skam at sætte sig ned, tage skoene af og pleje fødderne, hvis ruten har været hård. Når man bevæger sig, vil man møde modstand: Luft, tyngdekraft og forhindringer.

Mennesker, dyr og planter kræver næring. Ingen hest kan løbe i det uendelige, der skal vand og foder til, pleje og hvile.

Man kan lære meget, hvis man lytter til de som allerede har taget turen, hvis man læser deres logbøger og lytter til deres ord. Man behøver ikke følge deres fodspor, endsige vælge samme rute, man kan lade sig inspirere, hente tanker op fra dybet. Det er alt sammen noget man kan foretage sig, mens man ikke foretager sig noget. Forberedelse er nødvendigt, hvis man skal bevæge sig. En maratonløber kan ikke bare rejse sig fra tre års stilstand på sofaen og derefter løbe som om ingen træning var påkrævet. Man kan ikke plukke en blomst som endnu ikke er spiret.

Uanset hvad, vil man være nødt til at træffe et valg. Stilstand er et valg, bevægelse er et valg. At gøre ingenting, er et valg. Der er tusinde døre man kan vælge, det er ikke alle som vil åbne sig, nogen vil binde og andre vil slå ud og vælte en omkuld. En komfortzone kan være mange ting, den kan bare ikke udvikle, nære eller fremelske succes. Et imaginært hus holder ikke regnen ude, man kan ikke gemme sig bag mure som ikke eksisterer. Ganske som en kejser ikke kan spankulere ned af gaden, nøgen, alt mens han forventer at folk beundrer det ikkeeksisterende tøj.

Hvis vejen ender blindt, må man træffe sit valg. Vil man gå tilbage, finde den vej som åbner sig? Vil man give op? smide håndklædet og drømme sig en ny drøm eller vil man pege fingre og forbande verden for sin urimelighed?
Succes er arbejde: Det er at luge ukrudt og fjerne senegræs, kultivere de ideer man ønsker at se blomstre. Ingen er nogensinde kommet sovende i mål. Handling bliver til forvandling.

”Hvis man vil nyde regnbuen, må man først nyde regnen. ” – Paulo Coelho 

Lasse Løager

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Succes og modgang. Læs mere