Farvel og tak

Hvis der ikke findes en vej, må man skabe den. Den sætning rungede i hukommelsen og skabte en form for seismisk støj i systemet. Det var vanskeligt at få fingrene til at lystre, få muskulaturen i fingrene til at trykke venstre museknap ned og sende den første tekst i omløb. For hvem i alverden troede jeg lige jeg var?

En gut med et arret fjæs og en blakket fortid, en rakker som kom trillende ind fra intetheden med en lurvet vogn, lasede bukser og et smil på læberne.

Kunne jeg skrive om det Lykkelige Liv, når jeg ikke engang selv følte mig lykkelig? Bagerst i sindet rumsterede tankerne rundt, som overvægtige rotter på loftet, de larmede og krævede opmærksomhed. Den første blog blev sendt i omløb, alt mens jeg sad med tilbageholdt åndedræt og betragtede skærmen. Hvad havde jeg gang i?

Jagten på kærlighed har været et centralt tema i mit liv, derfor var det også naturligt at det flød over i det skrevne univers.

Den er aldrig blevet taget for givet og det var svært at nærme sig noget der lignede, for der hvor jeg kommer fra, gør omsorg ondt. ”Du må forstå, jeg gør det fordi jeg elsker dig” – Slaget med bæltet føltes som alt andet end kærlighed. I kølvandet kom hemmelighederne, løgnene og den ramsaltede stilhed. Den form for mellemrum som indeholder syre, som ætser sig ned i selvværdet og opløser de ståsteder man kunne tænke sig at have skabt.

Den omvendte Narcissus boede under min hud, det var en skygge som løb bag øjnene, som lærte mig at hade hver en kvadratmillimeter af mit væsen. Indefra og ud. Alt blev kommenteret og nedgjort. Tånegle, knæ, fingre, næse, ar, ører, hår, behåring, stemme, måde at stå på, tanker, håb, drømme og meget andet. Kommentatoren gik med uanset hvor jeg var. Det var svært ikke at drukne i det spejlbillede, falde forlæns ind i sin egen foragt og forlade alt.

Det lykkedes sådan set ikke, for jeg skulle dø før der skete nyt. Døden har været mere end en birolle i mit liv. Første gang jeg stiftede bekendtskab med Den Sidste Skygge, var i barndommen, da min far blev sejlet ud på den anden side af horisonten. Næste møde var da min bedste ven blev tryllet væk og taget i Vorherres favn. Tredje møde var da dødsenglen pustede livet ud af min mors kræftplagede krop.

I en alder af 26 havde jeg en veterans erfaringer og da mors kiste ramte gravens bund, følte jeg livskraften forlade mig. En spiseforstyrrelse havde stjålet min kropsvægt og efterladt min sjæl i noget som lignede en omvandrende cykel. Julenat, cirka en måned efter hendes død, forsøgte jeg at skænke mig selv til døden. Det lykkedes ikke og i stedet for at vælge vejen ned i mørket, valgte jeg den sti som den nat blev synlig. Den som løber mellem stjernerne.

Tre år efter den skæbnesvangre nat mødte jeg igen Døden. En arbejdsulykke betød at den kappeklædte igen fik adgang til mit lille privatteater og uden videre præsentation, sprang manden med leen ind og afleverede sine replikker.

”Jeg kan tage dig med nu, vi kan sammen forlade alt, du vil aldrig mere behøve at lide. Du skal bare acceptere mig, nu, så slukker jeg lyset endegyldigt. Omvendt, kan du også forlade mørket og rejse dig op i lys. Alt det du har båret på, er alt sammen noget du har valgt at tage med til dette nu. Tidligere øjeblikke akkumuleres og udgør dit nu, de bliver til summen af alt. Men kun i det omfang du vil… ”
Smerten skar resten af lyden over, den blev overdøvende og sådan var det i flere år efter. Der skulle gå syv lange år før end jeg trak vejret på en ordentlig måde igen.

En dag brød jeg begrænsningen. Det gjorde ondt, helt af helvede til. Det kostede kvalme, opkast, næseblod og koldsved. Det var en ubrydelig mur som blev brudt ned. Jeg stod midt i et paradoks og forsøgte at holde balancen. Min krop var slået itu, smerten flængede nuet og tankerne slog kolbøtter. Ikke desto mindre fandtes der små, grønne oaser. Åndehuller hvor lungerne kunne fyldes helt op, hvor vejrtrækningen fandt et roligt leje. ”Lige nu, ” hviskede jeg til mig selv, er der ikke noget i vejen.
Tænk hvis man kan skride fra alt det pis som de sagde, tænk hvis man bare kunne forlade hele lortet og lade fortid være fortid, tænkte jeg. Tænk hvis…

Alt under vor himmel har sin tid

Min tid som skribent på denne side, hvor det lykkelige liv er i fokus, er således kommet til sin afslutning. Undervejs har jeg erfaret at det lykkelige liv er en forunderlig størrelse og i virkeligheden bør sigtekornet nok indstilles efter det harmoniske liv. Det har været lærerigt, sjovt og spændende at opholde sig her, læse med fra sidelinjen og lære nyt. Dalai Lama sagde engang at man skal betragte alle (Og alt) som sin læremester. Det gælder også smerte i alle afskygninger.

Det har været en hård nød at knække, den med smerten, den med minderne og dén med PTSD. Især fordi jeg havde forventet at Vorherre ville nedstige, siddende på en enhjørning, alt imens manna ville regne ned over mig, hvis det skulle lykkedes mig at finde fred. Det viste sig at jeg ikke skulle lede efter en endestation, et fast fikspunkt på himmelen.Lykken er frit flydende, den er i bevægelse, den skifter farve og form. Den forandrer sig og det må man acceptere, hvis man vil løbe sammen med den.

I løbet af de seneste par måneder er der sket en lille ændring i forhold til administration af tid og opgaver. Dermed har jeg ikke haft det fornødne overskud til at drøne i blogosfæren og berette om ting fra nær og fjern. Den første blog var svær at sende ud i æteren, den (foreløbigt) sidste er en anden størrelse. Det er ikke svært at trykke Send og gøre ordene tilgængelige.
Man skal lytte til sin egen stemme, kigge på vejviserne og forsøge at traske den vej som hjertet, eller livslysten om man vil, dikterer. Kræfterne bruges på nogle større projekter og fritid vil jeg, i et anfald af berusende egoisme, vælge at bruge på mig selv. For når man selv er præcis hvor man skal være, hvis man er i harmoni, så at sige, vil duften af dette være lykke. Et harmonisk menneske kan udtrykke sine følelser, rumme dem og være med dem, uden at det løber over og rammer andre. Det er et pejlemærke, en flamme at sigte efter. 

 Tak til alle som har læst med. 


__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Om at tage afsked og åbne døre