Terapeutiske kvaliteter - hvad er vigtigst?
27/11/2011 (3755 hits)
De fleste vil nok mene at evner som autenticitet, kontakt og omsorg er kvaliteter en psykoterapeut skal mestre. Det er i hvert fald min holdning. Desværre bliver mange psykoterapeuter forledt til at forestille sig at metoden er vigtigere end mødet med klienten. At den terapeutiske situation handler mere om metode end om væren.
Med det eksistentielle udgangspunkt som jeg tilskriver mig , er det magtpåliggende at metoden aldrig må gå forud for klienten. Fra min side vil jeg mene at man altid som klient eller som kommende psykoterapeutstuderende, skal være på vagt hvis en terapeut fokuserer for ensidigt på en enkelt metode. Med det i mente, mener jeg alligevel ikke at en decideret eklektisk fremgang er at foretrække. Der skal være genklang i de grundlæggende værdier – og det kan til nøds være en metode.
Det er min klare holdning at man som en god psykoterapeut der hviler i sit fag, kan metoderne, men trykker på en pauseknap for at møde klienten – der hvor klienten er og ikke der hvor metoden synes at klienten skal være.
Jeg vil altid argumentere for at den vigtigste kvalitet for en psykoterapeut er væren, i stedet for gøren. At møde klienten der hvor klienten er og turde være der sammen med vedkommende. Metoder falder inden for gøren-kategorien og er fra mit synspunkt underordnet værenskvaliteten. Hvis du som terapeut gerne vil være autentisk, skal du ikke se din klient igennem metoden, men igennem menneskeheden i dig. Hvis du som klient vil have et autentisk møde med din terapeut, skal du søge en terapeut der ser dig og ikke prøver at presse dig ind i en teoretisk ramme eller metode.
Alt godt
Kresten
__________________________
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerHej Kresten
Umiddelbart bliver jeg optaget af dine tanker omkring metode. Når jeg som klient vælger en terapeut, forholder jeg mig helt naturligt til metoden. Jeg er f.eks. bevidst om, hvorvidt jeg ønsker en kognitiv eller oplevelsesorienteret tilgang. Jeg har ligeledes en forventning om, at terapeuten er velbevandret i det, han/hun præsentere som sit fundament. Om det er en, to eller tre metoder er mindre afgørende. Jeg vil til enhver tid foretrække, at terapeuten som udgangspunkt har fået en grundig uddannelse og træning i én metode, fremfor en overfladisk introduktion af flere. Det giver mig tryghed til at sætte mig i klientstolen med tillid til terapeutens faglighed.
Samtidig undrer jeg mig over det sammenstød jeg oplever mellem din mening om vigtigheden af en vifte af metoder fremfor én og så dine tanker vedr. væren fremfor gøren. Jeg er ikke sikker på, jeg kan se hvad du mener, det ene har med det andet at gøre. Et ensidigt fokus på metode fremfor autencitet og væren i terapien hænger da ikke nødvendigvis sammen med, hvor 'bred' terapeutens faglighed er? Er en faglig bredde fremfor dybde en garant for værenskvalitet?
Netop værenskvaliteten ser jeg også som afgørende for den terapeutiske proces. Den teoretiske ramme understøtter terapeutens forståelse af klienten - terapeutens nærvær og autencitet (væren) understøtter kontakten i terapirummet. Det er nok nærmere, når terapeuten ikke til fulde har integreret det teoretiske og metodiske som en naturlig og umiddelbar del af sin tilstedeværelse, at autencitet og nærvær får ringe kår - uanset hvor få eller hvor mange metoder, terapeuten har i rygsækken. Og det kan man nok ikke få indblik i på andre måder end at sidde overfor terapeuten og opleve, hvordan hun/han er tilstede som menneske.
God søndag
Lotte
Hej Lotte,
__________________________Inderligt tak for din kommentar - jeg tror denne retning i diskussionen er langt mere givende.
Med din kendskab til terapi er jeg overbevist om at du ville vælge terapeut efter metode. Desværre ser verdenen anderledes ud for mennesker der ikke har kendskab til terapi på forhånd, men som står med psyken i postkassen.
Hvis du har brækket benet tager du på hospitalet, hvis tanden er knækket til tandlægen. Men hvis der er problemer med psyken er der et stort og briget udvalg at finde rundt i. Heldigvis - da samarbejdet mellem alle disse metoder og tilgange i mine øjne er vejen frem. Lige som kendskab til de forskellige metoder er det. Så du som terapeut kan henvise til anden faglighed hvis din klient ville gavne mere af anden form for terapi.
I mine øjne er det fundamentalt at man som psykoterapeut, dels har den grundlæggende viden på plads eksempelvis igennem universitetsuddannelse eller anden uddannelse med mennesker, dels at man har kendskab til det terapeutiske felt i helhed. Som jeg skriver, mener jeg ikke at en decideret eklektisk tilgang er at foretrække - men merviden hos psykoterapeuten om forskellige retninger gør at man ikke på forhånd er låst i håndtering af terapien.
Jeg står heldigvis ikke alene med denne holdning - eksempelvis er det et ufravigeligt krav fra European Association for Psychotherapy at man som medlem hele tiden hoder sig opdateret ved kurser og uddannelse i forskellige terapeutiske retninger - og ikke blot den du som terapeut finder bedst.
Autenticitet og væren er for mig forskellige begreber. Og jeg vil helst ikke påtvinge min væren en metodisk ramme - det er menneskelivet simpelthen for komplekst og fantastisk til! Autenticitet for mig handler om at jeg er tilstede, nærværende og står inde for de ting jeg siger i terapien. Eller at jeg er villig til at vise min usikkerhed og anerkende fejl fra min side.
Væren er i mine øjne forudgående for gøren. Forudgående for kategorier og fordomme. Den væren som Buber beskriver ved Jeg-Du forhold. Her er der ikke plads til teori eller metode. Men teori og metode er væsentlige parametrer at trække på som redskaber i terapien.
Hvad er det der virker i den terapeutiske relation? Yalom siger at det er selve relationen og ikke metoden der virker - jeg er meget tilbøjelig til at give ham ret.
En ensporet metodisk tilgang er i mine øjne det samme som at sidde inde med sandheden - og det mener jeg ikke er gavnligt i en terapeutisk realtion.
Alt godt
Kresten
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk
Det er jeg også - tilbøjelig til, delvist ihvertfald, at give Yalom ret. Uden relationen vil metoden ikke have megen indvirkning - omvendt kan man sige, at uden metoden får relationen ingen retning, og det forbliver en relation, ikke terapi.
Hvordan hænger det så sammen med dine krav om universitetsgrader o.lign. udover den 4-årige terapeutuddannelse, at det er selve relationen der virker? Hvilke dele af terapeuten påvirker relationen - viden eller menneskelige egenskaber? Jeg vil mene, at det er de menneskelige egenskaber. Vil du mene, at disse menneskelige egenskaber tilegnes via de uddannelser du omtaler?
En merviden hos terapeuten er så absolut nødvendig - og den merviden bliver da også efter min bedste overbevisning fordret på de fleste psykoterapeutuddannelser, brede som dybe - og jeg mener, at den merviden er bedst anvendt til at kende og erkende sine begrænsninger som terapeut end til at favne så bredt, at graden af viden og kompetencer går tabt i sit forsøg på at kunne det hele. Hvis terapeuten gør sig klart, hvornår en opgave ligger udenfor hans/hendes kompetenceområde, så vil kvaliteten af den leverede terapi være velbevaret. Jeg mener ikke, at nogen terapeut kan eller skal kunne møde alle mennesker, arbejde inden for alle områder og behandle alle problematikker.
Nu ser jeg ikke nødvendigvis alle de forskellige metoder som modstridende sandheder om mennesket - men som forskellige indgange til det samme menneske. Nogle indgange er lettere tilgængelige end andre hos et specifikt menneske, og selvfølgelig er det vigtigt, at klienten får den type terapi, der er mest hensigtsmæssigt og brugbar for vedkommende. Det er glædeligt, hvis en terapeut har udvidet sit arbejdsområde ved at fordybe sig i flere metoder og derved kan benytte flere tilgange. Jeg lægger vægt på ordet 'fordyber', da jeg mener det er det, der let kan gå tabt i den brede almene psykoterapeutuddannelsen. At forvente, at en given terapeut - uanset bredde i den 4-årige uddannelse eller efterfølgende kurser og workshops - kan stille sig lige kompetent ved alle indgangene til et menneske ville i mine øjne være både indbildsk og utopisk. Til gengæld finder jeg det afgørende, at terapeuten arbejder inden for den del af psykoterapien, som falder ham/hende både rigtigt og naturligt. Det handler altså ikke om 'én sandhed' eller hvilken terapi der er 'rigtig' - men om hvilken terapi, der er rigtig for terapeuten at udøve.
At specialisere sig i netop den metode/retning, er ikke nødvendigvis et udtryk for manglende merviden, men måske ligefrem et tegn på selvindsigt og en tydelig identitet som psykoterapeut. Grundlæggende er vi vist ikke særlig uenige i det, men vi står nok lidt forskelligt ifht. krav om terapeuters uddannelse udover de 4 års terapeutuddannelse. Jeg finder det både snobbet, begrænsende og ekskluderende at kræve en specifik videreuddannelse udover terapeutuddannelsen - hvis den merviden du mener, disse uddannelser giver, er nødvendig for faget, så burde den være indeholdt i terapeutuddannelsen, ikke i terapeutens fortid - den kan man ikke kvalitetssikre. Hvor bliver terapeutens menneskelige og relationelle egenskaber af i de krav? Lad os hellere øge seriøsiteten og kravene på de terapeutiske uddannelser og sikre, at de terapeuter, der bliver udklækket fra institutterne, rent faktisk indeholder alle nødvendige aspekter.
Mht. psykoterapeutiske uddannelser, så ser jeg en stor fordel i at gå i dybden med én retning og skabe et solidt fundament at bevæge sig ud fra - og senere udbygge sin faglighed med metoder og tilgange, der naturligt viser sig relevante for den enkelte terapeut.
Lotte
Hej Lotte,
__________________________Som udgangspunkt er det relationen der heler. Men arbejdet som terapeut er også at facilitere denne relation. Det gør man blandt andet ved at være velbevandret i de grundlæggende teorier - ikke for at prale eller være snobbet - men for at kunne eliminere egne barrierer i forhold til relationen. Hvis man som terapeut i sin klinik møder klienter med stærke pesonlighedsforstyrrelser, skizofreni, eller lignende, må du kende tegnene, kende teorier og vide at sende vedkommende i den rigtige retning. En psykotisk klient gavner ikke af oplevelsesorienteret psykoterapi - ikke før psykosen er taget fra i styrke. Og jeg vil mene at det er en rigtig dårlig ide at holde på disse klienter uden anden faglighed. Således er det naturligt at man som terapeut har psykiater, læger mm. man kan henvise til.
Jeg tror ikke nødvendigvis at man bliver en bedre terapeuet af mere uddannelse. Men jo mere uddannelse, des mere minimeres risikoen for at terapeuten forledes til at tro for meget om sig selv og sine evner. Ja - jeg mener at menneskelige egenskaber kan forøges ved uddannelse - hvorfor ellers læse til psykoterapeut? Det er ikke alle forundt at være født en i gode og sunde rammer - nogle må arbejde for det. Både igennem personligt følelsesmæssigt arbejde, merviden og psykoedukation.
Det er klart at der en en risiko for at balancens mistes hvis man som terapeut prøver at kunne det hele. Og hvis uddannelsen prøver at lærer en alt om alt. Det giver jeg dig helt ret i. Det er netop balancen jeg finder interessant. Balancen mellem metoder og virkelighed. Balancen mellem vi og jeg. Balancen i relatioenen.
For mit vedkommende mener jeg at menneskelivet generelt handler mere om entropi end utopi. Og at man som terapeut må kunne veksle mellem de to, da begge er relevante i udviklingen. Både/og istedet for enten/eller.
Det er høje krav at stille til kommende klienter at de skal være bevidste om hvilken metode de vil gøre brug af rent terapeutisk. Til gengæld mener jeg det er et væsentligt krav at man som terapeut kan se ud over egen næsetip og henvise til andre. Eksempelvis arbejder jeg ud fra den eksistentielle forståelsesramme, men har i mit netværk kognitive terapeuter, kropsterapeuter, psykiatere og lignende, som jeg kan henvise til. Ja - det handler om hvilken retning der er bedst for terapeuten at udøve, det giver jeg dig helt ret i.
Angående terapeutiske uddannelser ser vi forskelligt på det. Kald det snobbet - det er ok - jeg tænker på klienternes tarv, ikke mit eget. Alle psykoterapeutiske uddannelser er at sammenligne med efteruddannelser. Det vil sige, en uddannelse du bygger oven på din allerede færdiggjorte grunduddannelse. Derfor kan man også kun blive optaget i Dansk Psykoterapeutforening hvis du har en mellemlang vidergående uddannelse af medmenneskelig karakter (eller på anden måde kan godtgøre for at besidde tilsvarende viden). Altså er mit udgangspunkt ikke at uddannelsen til terapeut skal dække alt - men at man som studerende må have en hvis portion forudgående viden og erfaringer før du starter uddannelsen - og i særdeleshed om psykologiske teorier. Ellers ender det netop med ensidighed til skade for faget.
Det er derfor i mine øjne en problematik at de private psykoterapeutiske uddannelser er... private. Samtidig med at det giver mulighed for rigtig mange mennesker at dygtiggøre sig på det terapeutiske område uden al den forudgående viden. Det ser jeg som både positivt og negativt. Positivt fordi en privat uddannelse har flere muligheder for dynamik og nytænkning - negativt fordi det dybest set handler om penge og uddannelsessteder derfor lemper på kravene til optagelse.
Sagt med andre ord har jeg intet at udsætte på dybdegående uddannelser af påforhånd godt uddannede mennesker. Intet negativt at sige om at gå i dybden med en metode, så længe vedkommende har balasten i orden.
Hvis du er interesseret kan du læse mere om mine tanker om dette emne ved at kigge på de artikler (ikke blogindlæg) jeg har skrevet her til levlykkeligt.
Håber det var svar nok.
Kresten
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk
Grundlæggende er en terapeut ikke andet end en mere erfaren klient...
Det handler jo også om at ha' været der, og gået vej selv.
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk