Psykoterapeut Kresten Kay

Selvudviklingens ensomme stoppested - stopper du her?

Alle mennesker kommer fra et ’vi’. Det første ‘vi’ som du er en del af er sammen med din moder. Allerede i maven er der jo ingen diskussion om relationen og hvor meget din moders beslutninger påvirker dig. Dette ’vi’ danner grundlaget for vores videre færd i relationernes verden. De relationer som vi alligevel aldrig kan gøre os helt fri af.

Det første ’vi’ er oftest karakteriseret ved at være symbiotisk, delvist usundt og i særdeleshed ubevidst. Du vælger jo ikke dette ’vi’ – det er der bare som en naturlighed fra start.

Hele selvudviklingsprocessen starter når du opdager at livet kan se anderledes ud. Når længslen efter kærlighed og omsorg presser på og du mærker nødvendigheden af at bryde med det ’vi’ du kommer fra. Pludselig fremstår ’JEG’ som en mulighed. Et ’jeg’ der skal passes og plejes. Et ’jeg’ der gerne må tage imod, få kærlighed og tage hånd om egne behov og ønsker. Et ’jeg’ der måske er bedre til at tage vare på sig selv end det oprindelige ’vi’.

Dette ’jeg’ er kraftfuldt. Nogle vil måske endda kalde det for magisk, guddommeligt eller fortryllende. Det giver en fornemmelse af at eksistere i ordets egentlige forstand – at træde frem. Dette ’jeg’ der kan slå i bordet, holde fast i meninger og udføre planer og ideer. Hvilken sød drøm. Men der er en risiko for at ’jeg’ bliver selvudviklingens ensomme holdeplads.

’Vi’, fællesskabet, er en naturlig del af livet. Et ensidigt fokus på ’jeg’ bringer dig længere og længere væk fra en væsentlig del af det at være menneske. Og oftest bliver disse selvudviklede jeg’er panisk bange for at indgå i et ’vi’. Selvom ’jeg’ nogle gange bryster sig af at være kærlig, medmenneskelig og i kontakt med universet. Det er stadig ensomt. Og i udpræget grad egoistisk selvom dette ‘jeg’ ofte påkalder sig manglende ego. 

Hvorfor nu det? Hvorfor denne angst for at deltage i fællesskabet? Denne angst for at sætte egne behov og ønsker til side – så ’vi’ kan udvikle sig.

Udviklingen fra det ubevidste på forhåndsgivet ’vi’ til ’jeg’, medfører en lykkefølelse som er svær at give slip på. Et misbrug om man vil. ’Jeg’ eksisterer, godt nok ensomt og netop som en eksistens der træder væk fra fællesskabet og skaber – sig selv. Derfor er ethvert forsøg på at nærme sig et bevidst ’vi’ farligt. Forstået på den måde, at dette bevidste ’vi’ minder jeg’et om det ubevidste ’vi’ og jeg’et føler sig truet. Det er det jo sådan set også. For ’jeg’ må ofre og brænde en del af sine personlige ønsker og behov på det bevidste fælleskabs bål. Det bål der i høj grad flammer af samhørig eksistens. Ikke for ’jeg’, men for det bevidste ’vi’ der kan rumme og acceptere ’jeg’.

Udviklingen kommer kort skitseret til at se således ud:

Ubevidst Vi – JEG – Bevidst Vi

Så det ensomme stoppested i selvudviklingen er et nødvendigt stop mod større vi-udvikling. Men dit ’jeg’ skal overtales, tages i hånden og forsikres om at det ikke forsvinder ved at indgå i et bevidst ’vi’.

Hvis du ikke tør dette – ja – så er ensomheden en stor risiko. Gaven er at ’jeg’ eksisterer, men prisen er at ’vi’ aldrig for lov at blomstre og i en større sammenhæng – fælles eksistens.

Hvis du derimod kaster dig ind i den angst ‘jeg’ indeholder – så vil du mærke ‘vi’ og den fælles udvikling vil bringe nærvær til både ‘jeg’ og andre.

Alt godt

Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvudviklingens ensomme stoppested - stopper du her?