Psykoterapeut Kresten Kay

Selv-indvikling

Markedet for selvudvikling er stort og broget. Det bugner af tilbud af forskellig art og du kan helt sikkert få svaret på alt mellem himmel og jord. Selvudviklingen er i fokus og nærmest et must for det postmoderne menneske der tager sig selv alvorligt.

Men hvornår bliver selvudviklingen en blindgyde?

Mange mennesker der går selvudviklingens vej starter af en bestemt årsag. De er af en eller anden grund ikke tilfredse med deres liv og kan mærke at der for alt i verden skal ske en ændring. De fleste selvudviklere kan nok nikke genkendende til forskellen mellem rammer og indhold. At de savner mere indhold i deres rammer. At der skal være fokus på ’væren’ snarere end de ydre værdier.

Jeg synes dette skift i perspektiv er uvurderligt og nødvendigt. Spørgsmålet er blot hvor ofte skiftet rent faktisk sker?

Eksempel:

Kresten kan mærke at han altid har længtes efter et eller andet ubeskriveligt som kan gøre hans liv fuldendt. En længsel efter mere selvværd og kærlighed. Jobbet som postbud og familiemiddage er ikke nær nok. Igennem selvhjælpslitteraturen har han fundet ud af at han gerne vil være et 100 % autentisk menneske i kontakt med sit hjerte. Derfor starter han på en uddannelse til Reiki-healer. Efter de par dage sådan et kursus tager, er han glad. Underviseren er sød og omsorgfuld. Men snart forsvinder glæden da han stadig ikke føler at han er hel og autentisk.

Kresten opsøger nu en numerolog, da en bekendt har fortalt hvor fantastisk forvandlende et nyt navn er. Numerologen kommer frem til at Kresten skal hedde Albert og det kun er det første navn af flere – da Kresten åbenbart er et rigtig skidt navn kombineret med Krestens fødselsdag. Det er en virkelig dygtig numerolog synes Albert. Meget autentisk og i kontakt med sit hjerte. Måske han også selv en dag skulle være numerolog? 

Nu træder Reiki-healeren Albert ud i verden. Med sit nye autentiske selv. Hurtigt opdager Albert dog at han stadig kæmper med de samme problemer. At han stadig har lavt selvværd og endnu ikke er et ’helt menneske’. Albert møder problemer, da det er svært at få kunder som nystartet Reiki-healer. Samtidig møder han modstand i sin vennekreds og familie, da de ikke forstår hvorfor han nu hedder Albert og er healer. Alberts selvværd daler igen og han er faktisk lidt forvirret over forandringerne.

Nå – men vejen mod det 100 % autentiske menneske slutter ikke. Albert opsøger derfor en clairvoyant som fortæller ham at hans afdøde morfar giver ham kærlighed og savner ham. Albert er glad, da han jo netop savner kærlighed. Clairvoyanten må være virkelig god. Hun kan jo beskrive morfaderen helt præcist og er meget nærværende. Albert føler virkelig kærligheden i den session. Så nu vil Reiki-healeren Albert også være clairvoyant. Det tager tid og penge, men er det værd. Under hele kurset føler Albert nærvær, omsorg og kærlighed. Med de andre studerende kan han mærke fællesskab og det er dejligt. Han glider længere væk fra familien og arbejdet som postbud synes latterligt.

Den clairvoyante Reiki-healer Mogenz (Albert har været endnu et smut forbi numerologen) har dog stadig svært ved at finde kunder og få hverdagen til at fungere. Det er ikke nemt at finde et job med god løn som clairvoyant healer og hans forrige job som postbud har han sagt op. Det var jo ikke en del af hans autentiske selv. Ikke hans drøm.

At udleve drømmen! Det er det der mangler! Så Mogenz opsøger en psykoterapeut der kan vise ham vejen. Psykoterapeuten er nærværende og kærlig. Helt sikkert dygtig og med mange fine uddannelser bag sig. Mogenz er fascineret af ham og ønsker at opnå det han kan. Ligesom han var med healeren, numerologen og clairvoyanten. Han vil utrolig gerne have en uddannelse til psykoterapeut. Desværre slår pengene ikke til og han må vente.

Mogenz er gledet væk fra sin familie, væk fra venner og det fundament han havde i sit liv. Rammerne er ændret betydeligt. De rammer som han fra start ikke brød sig om. Men det lave selvværd er der jo stadig og han føler sig mere forvirret end autentisk. Men når han får penge til den psykoterapeutuddannelse – ja – så skal han nok blive lykkelig og fuldent!

Krestens projekt om selvudvikling er endt med den clairvoyante Reiki-healer Mogenz’ indtog i selv-indvikling.

Hans mål om at skifte fokus fra rammerne til indhold er løbet ud i sandet.

Hvordan skete det?

I hans opvækst har han lært at rammerne er det vigtigste. Derfor søger han hele tiden den perfekte ramme. Den ramme der kan overbevise ham om at hans indhold er lige præcis som det skal være. Rammen fandtes ikke i Reiki, ej heller i Numerologi, Clairvoyance eller Psykoterapi. Alligevel nød han det jo undervejs og de var alle så kærlige, omsorgsfulde og nærværende. Måske er det lige præcis det Mogenz mangler. Kærlighed, omsorg og nærvær. Med sig selv og sit indhold. I stedet for at konstant skifte rammerne ud.

Jeg vil på ingen måde dømme hverken Reiki, Numerologi eller Clairvoyance. Men Psykoterapi er trods alt min metier og derfor kan jeg vel med ro i sindet dømme dette en smule. En god psykoterapeut ville opdage at Mogenz’ fokus blot bragte ham længere væk fra sig selv og forsøge at gøre ham opmærksom på dette. Det er ikke metoderne den er gal med – det er perspektivet. 

I mit arbejde møder jeg flere og flere selv-indviklere. Mennesker der stræber efter SVARET. Det svar der måske findes om det næste hjørne, eller det næste igen. Og hvis det ikke er der – ja – så må det jo være om det næste.

Før du lærer at give dig selv det nærvær, den kærlighed og omsorg, du mangler, er du uden gps i selvudviklingens Univers. Du kan simpelthen ikke finde vej og Universet er som bekendt uendeligt. At lære at tage imod indholdet frem for rammerne er et stort skridt. Kærligheden og nærværet var der jo allerede hos Reiki-healeren – men Krestens fokus var på metoden.

Ved at have fokus på det nærvær du får udover metoden, opnår du måske ikke at finde ind til dit autentiske selv (hvad det så end er?). Men du opnår at få kærlighed og omsorg til den du rent faktisk er. Lige nu og her. Ikke det du kan blive eller de titler du kan smykke dig med. Og måske er det det mest autentiske du kan? At værne om dig selv. Lige her og nu. 

Så kan du bagefter kaste dig ud i selvudviklingens endeløse Univers, med sikkerhed for at din indre gps aldrig løber tør for strøm.

Alt godt.

Kresten Kay, Psykoterapeut     

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Selvudvikling bliver ofte til selv-indvikling. Læs hvorfor