Psykoterapeut Kresten Kay

The secret of ‘The Secret’


Jeg ved at jeg sandsynligvis kommer til at træde nogle over fødderne med dette blogindlæg – på forhånd undskyld!

’The Secret’ har efterhånden i flere år været på manges læber og har hjulpet rigtig mange mennesker til et liv med fokus på det positive og lykkebringende i deres liv. Det er jo alt sammen rigtig rigtig fint. Ingen tvivl om det. Positive tanker kan få os langt – virkelig langt.

Men da jeg forleden overhørte en samtale hvor ’The Secret’ blev omtalt som en spirituel og åndelig vej, skurede det noget i mine ører. Efter lidt refleksion gik det op for mig hvad det var der skurede.

Set fra mit synspunkt går det for vidt når man kalder ’The Secret’ spirituelt arbejde og åndelig udvikling. Det er højest et værktøj til at gavne dit ego!

Hvorfor nu det?

’The Secret’ baserer sig på 'The Laws of Attraction' således at du kan få Universet til at arbejde for dig og bruge energien til positiv indflydelse i dit eget liv. Kan man tænke sig noget mere egoistisk? At få hele Universet til at arbejde for dig!?

Hvis, og udtrykkeligt hvis, der er en universel kraft der gennemstrømmer alt, er det min ydmyge holdning at jeg ikke ved bedre eller mere end denne. Derfor er det i mine øjne først et spirituelt arbejde når jeg stiller mig til rådighed for denne kraft. Ikke når jeg prøver at manipulere med den, således at JEG kan få det som JEG ønsker.

The secret of ’The Secret’ er således, at den er en gave til ego’et forklædt i en pseudospirituel indpakning.

Hvor mange gange har jeg ikke set tilbage på mit liv og været virkelig lykkelig for at jeg ikke har fået det jeg ønskede mig? Alt det som verdenen ikke har givet mig og som jeg har lært af… ved ikke at få det. De ønsker jeg havde som barn, som teenager, i starten af tyverne – tænk hvis det var blevet virkelighed! Hvilket mareridt.

I al beskedenhed er jeg ganske glad for at Universet ikke giver mig det jeg ønsker, men til gengæld i al overflod giver mig det jeg har behov for. Af godt og ondt.

Med andre ord – Sæt pris på det du får og lær af det du ikke får. Universet ved forhåbentlig hvad det har gang i! Under alle omstændigheder er jeg overbevist om at den universelle kraft (hvis den findes) ved bedre end mig og mine ønsker.

Der er naturligvis også den mulighed at jeg ikke har forstået en brik af ’The Secret’, og at det faktisk er hemmeligheden bag dette blogindlæg.

Med ønsker til alle om en søndag hvor I IKKE får det I ønsker - men til gengæld får lige præcis det I har behov for.

Alt godt.

Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
The secret of ‘The Secret’