Psykoterapeut Kresten Kay

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness Del 4

 Flere af mine erfaringer med mindfulness og livet i et buddhistisk kloster i Nepal. Dette er fjerde og sidste indlæg om disse oplevelser. 


Du kan læse første del her, anden del her og tredje del her.

——————–

Det er min sidste uge i klosteret. Tiden er gået hurtigere end forventet. Jeg har været igennem et smertehelvede i min ryg, sygdom og udsættelse for min egen indre storm af negative tanker. Nu er jeg rolig, afslappet og tilfreds med det simple liv i klosteret.

Det er tidlig morgen. Klokken er fem og jeg går rundt i dagens første gående meditation. Luften er kold og jeg har to tæpper omkring mig for at holde varmen. Egentlig ved jeg ikke rigtig hvad jeg ligner. En af nonnerne har lånt mig en fleecejakke, så jeg kan holde mig varm og undgå mere sygdom. Det er sødt af hende, men jakken er lilla, med lang hætte som ikke passer mig og udskåret til en kvinde. Min talje bliver herligt trukket op og jeg kan ikke lade være med at grine lidt af mig selv. Her denne morgen i klosteret, iført kort lilla fleecejakke med et tæppe omkring mig som en kjole og et andet over skuldrene. Heldigvis har min forfængelighed ikke været i spil siden den første uge og jeg kan med et smil konstatere at observationen af den pudsige situation ikke tænder den igen.

Senere på dagen, efter frokost, går jeg ind på mit soveværelse. Min værelseskammerat, lægen, er ved at pakke sine ting. Selvom det ikke er tilladt, spørger jeg ham hviskende om han mon er på vej væk. Det viser sig at han blot skal flytte over i et andet hus, et lille hus hvor man kan bo alene. Det er et privilegium for mediterende der skal være i klosteret i længere tid. Nogle mediterende er der i mange måneder og har brug for roen alene. Jeg takker ham endnu engang for hjælpen da jeg var syg og han siger, at jeg altid kan låne hans dypkoger når jeg skal have et varmt bad. Jeg skal bare give ham en seddel ved et måltid, så vil han ligge den frem. Det er den eneste tilladte måde at kommunikere om småting – ved at ligge sedler. Også hvis man skal have fat i en af nonnerne, så ligger man en seddel og venter.

Afskeden med min værelseskammerat sætter gang i flere følelser end jeg regnede med. Han har jo på en eller anden måde været vidne til min proces i de sidste uger og har også støttet mig. Jeg er faktisk ked af at han skal flytte, selvom han jo stadig vil være i klosteret. Fornemmelsen af afsked er så ren og klar som aldrig før. Den er ikke blandet med andre følelser eller tilknytninger. Den er hvad den er – afsked. Det er som om jeg fornemmer disse følelser og deres virkning på mig på en ny og renere måde. Gad vide om han mærker det samme? Det finder jeg sandsynligvis aldrig ud af. Faktisk aner jeg jo slet ikke hvad han hedder.

Dagene går deres gang. I den sidste tid har jeg fået et interview med enten munken eller en nonne hver dag. For at støtte op om meditationsprocessen. Det er herligt at få flere instruktioner og udviklingen går hurtigt. De indsigter som munken har fablet om flere gange, oplever jeg på egen krop og kan se deres virkelighed. Det er næsten magisk og alligevel så naturligt som at trække vejret. At trække vejret er jo også udgangspunktet for hver eneste meditation. Jeg har observeret min vejrtrækning i det uendelige og lagt mærke til at der ikke er en eneste vejrtrækning der ikke har sit særpræg. De er unikke og en vejrtrækning lever sit eget liv. Ja – de ligner hinanden til forveksling, men med opmærksomhed kan jeg observere de små forskelle i muskulaturens bevægelser, i dybden, i fornemmelsen af den kolde luft ind af næseborene og den varme luft ud igen. Og observere hvordan jeg altid kan vende tilbage til åndedrættet når tankerne kommer. Vejrtrækning er liv. Simpelthen. Alligevel er der så få mennesker der er opmærksomme på den store indflydelse det at trække vejret har på vores velbefindende.

Da jeg ankom til klosteret troede jeg at den ene store indsigt efter den anden ville dukke op. At jeg ville se verden anderledes. Det gør jeg også. Men langt mere jordnært end før. Langt mere opmærksom på det der er lige her og nu. Som min vejrtrækning, der følger mig hvert eneste sekund i mit liv. Jeg kan mærke en længsel efter at komme tilbage til Danmark og leve et helt almindeligt liv. Et liv med arbejde, familie, kæreste, kapitalpension, månedsløn og tryghed. Se – det er en helt ny fornemmelse. I mange år har jeg gjort mit for at slippe for al denne almindelighed og nu – ja – nu vil jeg faktisk dette rolige liv. Bytte min længsel efter eventyr, udvikling og mageløse oplevelser ud med en fornemmelse af sammenhæng, ro og balance. Måske er dette rent faktisk den sande udvikling. En vekselvirkning mellem udfordringer og ro. Hverdagen i Danmark, indkøbene i Netto, de så ofte ulidelige familiesammenkomster og skænderier på arbejdspladsen – de er alle sammen muligheder for at udvikle mig. Ligeså meget som livet i et kloster. Det handler blot om perspektiv og opmærksomhed.

Jeg har i mange år haft en drøm om at tage væk fra det hele. Sidde på en bjergtop og lade livet passere forbi, mens jeg søgte i mit indre. Nu, hvor jeg har prøvet isolationen og meditationen i et buddhistisk kloster, vil jeg rigtig gerne tage roen med mig tilbage til Danmark. Lade hverdagen opsuge mig, uden at jeg forsvinder, og være taknemmelig og lykkelig for de gaver hver eneste dag præsentere mig for. Ikke fordi jeg aldrig vil tage på eventyr igen. Det vil jeg helt sikkert. Men ikke som en flugt fra min hverdag. Hvad er alt udviklingen værd hvis jeg ikke kan omsætte den til kærlighed i min hverdag? Hvad er denne evige kamps mening, hvis ikke det også er for at kunne smile til buschaufføren eller den stressede kassedame i Netto?

Hverdagen og dagligdagens problematikker er der hvor den personlige udvikling virkelig bliver sat på prøve. Samlivet med medmennesker omkring dig, mennesker på gaden, dine kollegaer, din familie og din kæreste. Det er så nemt at være ”selvudviklet” i lotusstilling sammen med andre mediterende – men mange gange så svært når den stressede hverdag melder sig.

Det er min sidste dag i klosteret. I morgen tidlig skal jeg med bil til grænsen mod Indien. I dag har jeg lov til at tage en tur væk fra klosteret, for at vænne mig lidt til verdenen udenfor igen. Jeg pakker ganske langsomt min rygsæk og har planer om at vandre til det sted hvor Buddha blev født. Det ligger kun nogle få kilometer væk. Min mobiltelefon, som har været slukket i over tre uger, tager jeg også med. Så kan jeg lige sende et livstegn til Danmark. Sidste gang jeg gav lyd til dem derhjemme, var en kort mail hvor der blot stod at jeg tog i kloster og ville give livstegn fra mig om fire uger, så de vil nok gerne høre fra mig nu. På den anden side af klosterets mure behøver jeg ikke længere bevæge mig i slowmotion, det er faktisk meningen at jeg skal bevæge mig helt normalt for at få fornemmelsen af hvordan livet udenfor fungerer.

De første skridt er næsten magiske. Jeg griner med det samme og lader min latter få fuld luft. De hurtige skridt føles som om jeg løber, svæver hen over jorden og sender et mylder af indtryk igennem min krop. Det er ubeskriveligt dejligt og forunderligt. Udenfor klosterets mure, er der andre mennesker. Mennesker der taler sammen, råber, griner og laver sjov. Jeg observerer dem med undren og ligger mærke til at jeg på en og samme tid er ligesom dem og kan observere dem. En flok unge nepalesere kommer larmende og fornøjede hen til mig. De vil gerne have taget et foto med en vesterlænding og jeg er udset som den ”heldige”. Jeg bliver en smule overrasket, men siger ja. En efter en står de sammen med mig, holder om mig og får taget et foto. Det er næsten for voldsomt for mine sanser. At mærke et andet, endda fremmed, menneskes arm omkring mig. At tage del i de jokes der ryger igennem luften og se deres begejstring over samværet. En begejstring som jeg deler. Deres glæde er smittende. Da de er gået, er jeg træt. Så mange indtryk på så kort tid og jeg er ikke mere end 500 meter fra klosteret. Det trækker i mig for bare at vende om, gå tilbage til klosteret og det simple liv i stilhed. Samtidig vil jeg jo gerne tilbage til verden og min hverdag i Danmark, så jeg vandrer videre mod Lumbini og Buddhas fødselssted.

Ved Buddhas fødested, som egentlig er den eneste attraktion i Lumbini, er der ikke mange mennesker. Men alligevel nok til at jeg føler at det er en smule for meget. På vej derhen står små boder ved vejkanten, der selvfølgelig sælger Buddhafigurer og alt andet der bare lugter lidt af Buddhisme. Sælgerne prøver gang på gang at hive mig hen til boderne og jeg kigger da også lidt, samtidig med at jeg ikke lader mig rive med i deres salgstaler og iver. Det er rart at være del af situationen uden at lade mig forvirre. Ved selve hovedattraktionen er der ikke meget at se. En enkel bygning hvori en udgravning findes. Her er stille, roligt og harmoniske. Rundt omkring sidder mennesker og meditere. Alle træerne er pyntet med buddhistiske bedeflag i mange farver. Der er nok flere tusinde flag og jeg falder i staver over farvernes mønster og bevægelse. Sidder i flere timer bare og kigger. Jeg har det godt, roligt og der er stille i mit indre. Verden udenfor templet skræmmer mig ikke mere og jeg kan distancere mig fra alle indtrykkene og nyde det simple.

Efter tre-fire timer udenfor klosteret er jeg parat til at komme tilbage. På vejen mod klosteret kan jeg ikke dy mig for at købe en buddhastatue, som et minde om mit ophold. Sælgeren fortæller mig at den helt sikkert er meget gammel og forlanger en forfærdelig høj pris, set med nepalesiske øjne, men efter en smule diskussion om prisen køber jeg den alligevel. Jeg tror ikke på at den er gammel, det er også ligegyldigt, den er flot og inspirerende og vil minde mig om denne tid.

Tilbage i klosteret begynder jeg straks at bevæge mig i slowmotion og meditere. Det er dejligt at vende tilbage til denne tilstand og jeg nyder det. Om eftermiddagen er det tid til min sidste samtale med munken. Jeg møder ham i en lille sal som er indrettet til disse samtaler. Vi gennemgår meditationsprocessen og hvad jeg har lært i de små fire uger jeg har været her. Det er ikke så lidt, tænker jeg, og er allerede ved at vende tilbage til en oplevelse af selvtilfredshed. Munken kigger på mig og siger ”Now you have a taste of the path, but you have just begun. Come back and stay for half a year – You are more than welcome!”

Så meget for min egen oplevelse af at være kommet langt. Min selvtilfredshed kravler tilbage i sin hule og jeg bliver varm og glad indeni. Munken giver mig et venskabeligt håndtryk og vi siger farvel. Han har været min ven i de sidste uger og jeg kommer sandsynligvis til at tænke på ham ofte i fremtiden.

Det sidste af dagen føles som et langt farvel. Det er sidste gang i denne omgang at jeg skal drikke aftenthe i meditation, at jeg skal vandre i slowmotion til Dharma-talk kl. 17 og at jeg skal gå i bare tæer i græsset bag spisesalen. Det er sørgeligt og alligevel med en god varm taknemmelighed i maven. Jeg kom for at få tid og ro til mig selv. Det fik jeg.

Det er morgen og om få timer skal jeg med bil til grænsen. Vejret er disset, fugtigt og køligt. Efter morgenmad skal jeg meditere en sidste gang i siddende position. Min taske er pakket og jeg er parat til at komme ud i verden igen. Den sidste meditation er behagelig afslappet. Der er lyst og klart i mit indre og en fornemmelse af styrke. Mit åndedræt er afslappet og afbalanceret.

Mine tanker går til processen og meditationen i klosteret. Jeg kom for at finde ro og indsigt. Måske endda for at se en eller anden form for lys. Det gjorde jeg også, men i en helt anden retning end jeg regnede med. Lyset er min hverdag i Danmark. Kærligheden i de små dagligdags begivenheder og mit arbejde som psykoterapeut. Jeg behøver ikke længere tage til den anden side af jorden og bure mig inde for at finde retningen i mit liv. Det er måske ikke en farverig indsigt der lyser af åndelig udvikling som portrætteret i den spirituelle litteratur. Men for mig er det en fornemmelse af tryghed og ro i mit indre. At udviklingen ikke længere er væk fra hverdagens trummerum, men snarere på grund af hverdagen og de kærlige mennesker jeg kender og holder af i Danmark.

En personlig udvikling der i mine øjne bringer mig tættere på det fællesskab menneskeheden er. At vi er fælles om udviklingen og ingen kan udvikle sig selv uden at fællesskabet ændres. Vi mennesker er afhængige af hinanden og enhver anden opfattelse bringer os længere og længere væk fra helheden. Den udvikling der ikke længere handler om min personlige Selv-udvikling, men menneskehedens Vi-udvikling. Et ansvar for fællesskabet som de mennesker jeg har mødt i klosteret tager som en naturlighed og uden at kræve gengæld.

Det kan lade sig gøre, det ved jeg, men det kommer til at være en kamp i det postmoderne vestlige samfund, hvor individet hyldes som det højeste opnåelige. Et samfund hvor personlig udvikling oftest handler om MIG, MIG, MIG og hvor fællesskabet bliver glemt. Det er vigtigt at kende sig selv, for at vide hvad man siger farvel til i fællesskabets ånd. Men ligeså vigtigt at give slip på sig selv engang imellem. Med min holistiske livsholdning vil jeg påstå at helheden ikke kan defineres ud fra de enkelte dele. At helheden, sammenhængen mellem os mennesker, har en kraft og kærlighed der er langt større end det enkelte menneske alene. At styrken i den personlige udvikling først kommer virkelig til udtryk i Vi-udviklingen. I religionernes verden bliver der talt så meget om at elske Gud. I den personlige udvikling og terapi om at finde sin kerne og elske denne. Hvorfor ikke starte mere simpelt? Med at elske det der er lige foran dig. De mennesker der er omkring dig, ligeså vel som dig selv. Som den du er lige nu og her. Ikke den du kan blive eller tror du skal være. Men den du er, med fejl mangler, sygdom, negative tanker, sårbarhed, frygt, styrke og energi. Alt sammen kan du se på med kærlige øjne.

Efter den sidste meditation tager jeg min rygsæk på, træder ned i mine støvede sandaler og hvisker farvel til nonnerne. De smiler og jeg kan mærke deres kærlige udstråling. Jeg går i ganske normalt tempo hen mod porten, nu hvor jeg ikke længere er mediterende, må jeg gerne gå normalt. Udenfor venter en bil der skal køre mig de tyve kilometer til grænsen. Jeg er den eneste passager, så min isolation kan vare lidt endnu. Jeg ved at ligeså snart jeg krydser grænsen til Indien står jeg midt i menneskemylder og at min rejse videre sandsynligvis bliver i en jeep fyldt til randen, helt bogstaveligt, med mennesker både under mig og ovenpå mig. Det har jeg prøvet mange gange før og det er faktisk en rar fornemmelse at ligge den danske vane med at have plads omkring sig på hylden og deltage i den indiske hverdags kropslige nærhed. Den halve times kørsel til grænsen er fredelig. Når jeg kommer til Indien, skal jeg med tog til New Delhi og derfra med fly til Goa. I Goa skal det bare være ren strandferie, sol og badning. Måske drikke en kold øl i skyggen af en palme – langsomt og med opmærksomhed – naturligvis.

Jeg kigger ud af vinduet, ser klosteret igennem disen og er taknemmelig over den tid jeg har haft her.

———————–

Det var sidste indlæg om mine oplevelser med mindfulness i Nepal. Efter jeg er kommet hjem er meget ændret. Men jeg holder stadig fast i roen fra klosteret, meditation og nye perspektiver på personlig udvikling der inkluderer fællesskabet. Måske er udvikling slet ikke personlig, måske er det et fælles anliggende som kun kan give mening i fællesskabet. Din selv-udvikling påvirker andre, ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, så hvordan kan den være personlig?

Tak fordi du læste med. 

Alt godt

Kresten Kay __________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness Del 4