Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Kresten Kay

Flere af mine erfaringer med mindfulness og livet i et buddhistisk kloster i Nepal.

Hvis du ikke har læst de første to indlæg om mine oplevelser i Nepal, kan du læse første del her og anden del her.

———————

Ugerne går i klosteret og jeg følger med. Dagene glider ud i hinanden, uden at jeg ligger mærke til det. Et par gange om ugen skal jeg gøre rent på mændenes badeværelse. Selvfølgelig under meditation. Det gør mig faktisk glad at gøre rent. Et afbræk fra den daglige rytme i klosteret. Tænk at jeg skulle nyde at gøre rent på den måde og bruge så lang tid på det.

Rengøring af badeværelset starter altid med at feje ganske forsigtigt. Så myrer og andet kryb ikke lider overlast. De skal forsigtigt bæres ud inden den egentlige rengøring går i gang. Respekten for alt liv er en væsentlig del af hverdagen i klosteret, så naturligvis er alle måltider vegetariske.

Måltiderne i sig selv er noget af en oplevelse. Tit er der et opslag på døren udenfor spisesalen, hvor der står navne på lokale nepalesere der har doneret penge til dagens måltider. Nepalesere der helt sikkert ikke har mange penge, men som sætter en ære i at hjælpe de mediterende og støtte op om klosteret. Vi er omkring 20 mediterende og maden serveres for alle samtidig. Inklusiv klosterets enlige munk og tre nonner.

Jeg lærer virkelig tålmodighed ved disse måltider. Tyve mennesker der venter i køen foran mig. Tyve mennesker der alle bevæger sig i slowmotion – helt bogstaveligt. Så det tager sin tid at komme frem til maden, sulten melder sig naturligvis, men foran mig er der et langt måltid hvor alle mundfulde skal tygges og synkes med opmærksomhed. Alt imens sulten knurrer i min mave. I starten generede det langsomme tempo mig og provokerede min angst. Nu synes tempoet rart, opmærksomt og behageligt. Jeg håber jeg kan tage det med mig hjem til Danmark.

Jeg har det skidt. Min krop er varm og kræfterne svækket. Jeg har problemer med at holde koncentrationen og være opmærksom. Jeg sveder og verden svimler for mig. Med andre ord – jeg er blevet syg. Sygdommen er kommet snigende og alligevel har jeg jo været ekstrem opmærksom på min krop. Men jeg har blot troet at oplevelserne i min krop, varmen og trætheden var en del af meditationen. Nu kan jeg mærke at sygdom virkelig har indfundet sig. Jeg kan ikke holde de gående meditationer ud og må sidde ned det meste af tiden og meditere.

Det viser sig at min værelseskammerat er læge. Han hvisker til mig, at han har spurgt en af nonnerne om lov til at tage en lille snak med mig om mine symptomer. Min værelseskammerat tager min temperatur og spørger mig om hvordan jeg har det. Det er underligt pludselig at tale med et andet menneske end munken og nonnerne og så om så jordnære ting som sygdom. Heldigvis har jeg ikke dårlig mave eller for høj feber. Så lægen giver mig påbud om at holde øje med min temperatur tre gange om dagen og give ham besked hvis den stiger. Jeg siger tak og kan mærke en varm kærlig fornemmelse indeni. Her blandt alle de mediterende der ikke ænser hinanden har han alligevel været bekymret for mig og tager sig af mig. Den nærhed og kærlighed der er i dette lille møde er velkomment og dejligt. Han låner mig en dypkoger så jeg kan varme vand til et bad. Ja – det har jeg måske glemt at nævne, men der er ikke varmt vand i hanerne, så alle bad er kolde.

Jeg varmer en spand vand og tager for første gang i flere uger et varmt bad. Det er simpelthen ubeskriveligt dejligt. Med en lille plastickop hælder jeg det varme vand over min krop. Intensiteten ved feberen og det varme vand er en ny oplevelse. En opmærksomhed på vandets bevægelse over mig som er anderledes og forfriskende.

På grund af sygdom får jeg omsorgsfuldt besked fra en nonne at jeg helst skal holde mig på mit værelse for ikke at smitte de andre. Jeg får også besked på at jeg skal forsøge at meditere igennem sygdommen. Meditere på hvad der sker i kroppen. Jeg gør som de siger og sætter mig på værelset på min meditationsskammel, velvidende at jeg sandsynligvis skal sidde her i et par dage. Kun afbrudt af måltider og fire timers søvn om natten. Det er ikke en ubehagelig tanke. Faktisk rar og betryggende her midt i sygdommen.

Det bliver frokost og jeg bevæger mig langsomt over til spisesalen. Jeg tager som sædvanlig min mad og sætter mig på min plads. En nonne kommer over til mig. I hånden har hun en kop kogende vand og en lille pakke. ”Drink this” siger hun ”It will help”. Jeg tager pakken og studerer den. Al teksten på pakken er på nepalesisk og jeg har ingen anelse om hvad den indeholder. Men de vil jo sandsynligvis blot hjælpe mig, så jeg åbner pakken og rører indholdet ud i det kogende vand.

Smagen er bitter, men ikke ubehagelig. Den giver en varm fornemmelse i min hals og i min mave. Jeg er taknemlig for både lægen og nonnernes kærlige omsorg – ikke så meget i ord, som i deres opmærksomhed uden at jeg har været bevidst om den. De bekymrer sig om mit helbred og vil mig det bedste. Jeg kender dem jo overhovedet ikke. Tænk hvis vi mennesker i Danmark havde den samme indstilling overfor mennesker vi ikke kender og ville hjælpe dem uden fordomme eller tanker om gengældelse.

Dagen efter har jeg det lidt bedre. Jeg er stadig syg og kan se frem til endnu en hel dag med meditation på værelset. Det skræmmer mig ikke. At meditere på min sygdom er også at distancere mig en smule til den. Jeg ligger blot mærke til hvordan feberen bevæger sig i min krop og hvordan hele mit system bearbejder svagheden. Det er faktisk interessant, jeg har aldrig oplevet min krop på den måde. Igennem dagen falder feberen og jeg håber at jeg i morgen kan deltage i den gående meditation.

Jeg lærer meget. Sygdom, svaghed, sårbarhed og negative tanker, er en del af livet for de allerfleste mennesker. Også for mig. Men ved at lade være med at identificere mig med sygdommen, så kan jeg observere og endda nyde oplevelserne i min krop. Det er forunderligt hvor stor kraft opmærksomhed uden identifikation har. Min svaghed her i klosteret har vist mig andre menneskers kærlige omsorg og det er som om at jeg er meget mere opmærksom og glad ved det end før. Måske fordi jeg ikke forventede eller krævede den. Hvert et omsorgsfuldt blik eller ord tager jeg som en gave og det varmer helt ind i mit indre. Tænk at kærlighed også kan føles sådan. At jeg, når jeg ikke forventer og kræver omsorg, bliver langt mere modtagelig for det jeg får. Mine tanker går til mit parforhold i Danmark og hvordan mange parforhold fungerer. Det er næsten som om vi aldrig kan få nok opmærksomhed og kærlighed. Tænk hvis jeg kunne mærke det jeg mærker nu i mit parforhold derhjemme – at tage imod kærlighed som en gave – ikke tage den for givet.

Nonnerne og min værelseskammerats omsorg er på ingen måde omklamrende. De giver mig præcis det jeg har brug for. Ikke mere. Og de stoler på min dømmekræft og vilje. De tvinger mig ikke til at modtage omsorg eller til at være taknemmelig. Deres kærlige gerninger er uden beregning. Hvilken mageløs oplevelse. Jeg takker min krop for at være syg og vise mig ydmyghed og kærlighed.

Det er morgen. Feberen er forsvundet og jeg er rask igen. Parat til den sidste uges tid i klosteret...

————————–

I mit næste indlæg vil jeg fortælle om den sidste del af mit ophold i klosteret og om hvordan det var at komme tilbage til den ”virkelige” verden.

Følg med – hvis du vil.

Alt godt

Kresten Kay

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk