Psykoterapeut Kresten Kay

Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness

For godt et år siden tog jeg alene et halvt år til Indien. I nogle år havde jeg arbejdet hårdt og intenst som psykoterapeut og havde brug for tid for mig selv.

Først troede jeg at jeg skulle arbejde i en ashram som terapeut, men efter blot nogle få uger her, stod det klart i mit indre at jeg måtte videre og at denne rejse ikke skulle handle om at arbejde. Rejsen var min og skulle bruges på mig selv.

Efter lidt flakken rundt i Indien og et længere ophold i en meditationsashram for Sahaj Marg – mere om det en anden gang (hold dig væk fra Sahaj Marg hvis du vil beholde din fri vilje!) – tog jeg et fly til Kathmandu.

Her er et kort uddrag af mine oplevelser:

—————————

Jeg er alene i Nepal, uden guidebog og kun med en adresse på et kloster skrevet på en krøllet serviet. Det er tidlig morgen og jeg har ikke rigtig fået sovet i nat. På grund af en falsk togbillet måtte jeg sove i lufthavnen i New Delhi – ikke videre komfortabelt. Men jeg er spændt på hvad livet vil bringe.

Kathmandu er stor og omgivelserne smukke. Omkranset af bjerge og med ren herlig luft. Solen skinner og der er kun små fine skyer på himlen. Alligevel er det køligt og jeg er glad for min hættetrøje som er det eneste overtøj jeg har med. Jeg er som sagt alene, har ingen kontanter på mig og ingen ide om hvad der venter mig i den næste måneds tid. Heldigvis ved jeg at klosteret ligger i nærheden af Lumbini, der hvor Buddha er født, og der er rig mulighed for at tage en lokal bus derhen Og så har jeg jo selvfølgelig en adresse på en krøllet serviet. Den lokale bus bliver naturligvis proppet til randen og jeg er den eneste turist. Jeg bliver anvist en plads uden rum til benene, men heldigvis ved et vindue så jeg kan se det magiske landskab glide forbi. Mine tanker går til klosteret og hvad der mon venter mig. I klosteret er der gratis undervisning i vipassana meditation som i de vestlige lande er bedre kendt som mindfulness. En meditationsform jeg ser frem til at dyrke mere intenst.

I forvejen har jeg ringet til klosteret. Forbindelsen var ringe og det eneste jeg kunne opfange midt i knitren fra den dårlige forbindelse var ” Just come”. Så det regner jeg med er i orden. Alligevel aner jeg jo ikke om det rent faktisk er i orden eller hvem jeg i det hele taget snakkede i telefonen med.

Jeg ved at i klosteret skal jeg meditere 18 timer i døgnet, være tavs og i det hele taget bure mig inde i mig selv. Jeg ved også at jeg kun vil have ti minutters samtale med en munk hver anden dag og at det ikke er tilladt at spise efter klokken 12 middag. Hvad jeg endnu ikke ved, men snart skal opdage, er at alt skal foregå i slowmotion. At jeg skal bevæge mig og spise i usandsynligt langsomt tempo og at alt hvad jeg foretager mig skal være med opmærksomhed – mindfulness.

Da jeg træder ind i klosteret med min støvede backpack og mine beskidte shorts syntes det hele lidt surrealistisk. Der er ingen til at tage imod mig og rundt omkring går mennesker i slowmotion uden at ænse min tilstedeværelse. En nepaleser peger på en dør og jeg tror at det er tegn til at jeg skal gå ind. Resultatet er at jeg uforvarende vandrer direkte ind på en nonnes private kammer, med backpack, beskidte sandaler og det hele. Hun er mildest talt ikke glad for at se mig i hendes kammer og jeg bliver med formanende ord (nonnerne må gerne tale) sendt ud og videre til en munk.

Munken, som faktisk er vesterlænding, viser mig rundt og giver instruktioner i meditation. Efter cirka en halv time bliver jeg overladt til mig selv. Jeg pakker ud i et fælles soverum, reder min seng og går i gang med at meditere. Alt sammen er ganske overvældende. Især at bevæge mig i slowmotion har jeg svært ved. Mine tanker kører rundt i hovedet og jeg aner ikke hvad fanden jeg har gang i og hvorfor jeg lige er endt her i Lumbini i et buddhistisk kloster. Jeg er ikke buddhist, men har siden teenageårene fundet østlig filosofi og i særdeleshed buddhisme interessant. Der er mange af tankerne bag buddhisme som skinner igennem i både den eksistentielle terapi og kognitiv terapi. Selvom de to terapiformer ellers er relativt uforenelige.

De første par timer er virkelig svære. Jeg savner allerede at tale og føler mig helt forkert ved at bevæge mig i slowmotion uden at være i kontakt med de andre mediterende. Om aftenen, efter aftentheen, går jeg – helt langsomt naturligvis – hen til munken og fortæller at jeg ikke tror at dette er for mig. Han kigger på mig og siger ”You just arrived, stay a bit longer” og det gør jeg så.

Dagene går og jeg bliver mere og mere urolig. De satans tanker vil ikke lade mig være. De dukker op konstant og fortæller mig alt muligt om alt muligt. Om mig selv, om hvad pokker der sker i mit liv når jeg ender i et kloster i Nepal, om mit selvværd, om min fremtid, om dagligdagen i Danmark, om min kæreste, om min sorg, om alt hvad der sker omkring mig. Tankerne bliver næsten et mareridt. Efter samtale med en nonne hvor hun forklarer mig om at være i krig med tankerne uden våben, tager jeg ganske langsomt kampen op. Prøver at se tankerne som hændelser der sker for mig i stedet for at identificere mig med dem. Det hjælper.

Alle tanker om verden er lige præcis det. Tanker. Ikke andet. De er ikke sandheden, men en måde at navigere i livet på. Jeg opdager hurtigt hvor meget tanker styrer vores liv. Hvordan de er foranderlige som alt andet. Hvor meget sandhed vi ligger i dem og hvor langt væk vi kommer fra nuet ved at give tankerne for megen magt. Tanker er mageløse og skaber forandringer, men de er ikke sandheden om livet.

Jeg begynder så småt at kunne bruge mine tanker som et redskab. Når de negative tanker kommer, ser jeg på dem og lader dem være. Ser hvordan de skaber frygt i mig og lader frygten være. Ser hvordan frygten skaber et sug i maven og træthed i kroppen og lader sug og træthed være. Sorg, træthed, tanker, glæde, frygt, angst – alt dette kommer og går. Alt sammen er foranderligt. Det glemmer tankerne tit og holder os fast i frygten eller sorgen.

Jeg begynder at bruge nogle af mine positive tanker som våben mod tankernes magt. Selvom det vidst ikke er helt efter bogen, så tillader jeg mig at tænke bevidst positivt engang imellem. Finde de positive sider frem og lade dem tage kampen op mod det negative. Det hjælper.

Det hjælper også at se at alt det negative er mine egne forestillinger om livet. De er ikke sandheden om hverken mig eller verden. De er blot min øjeblikkelige sandhed, men en sandhed som jeg også har magt til at ændre på. Når jeg bruger mine tanker som det de er – et redskab – og ikke opfatter dem som mit jeg.  Jeg begynder lige så stille at nyde roen og min selvvalgte isolation.

I starten har jeg meget brug for søvn og jeg syntes at de seks timer dagligt er alt for lidt. Men hurtigt bliver det faktisk for meget og jeg ender med kun at sove fire-fem timer dagligt. Resten af tiden bliver brugt på meditation. Alligevel er det rart at ligge mig i min seng hver aften. Selvom det jo ikke må blive for mageligt – i hvert fald ikke uden opmærksomhed.

Alt skal jeg meditere på. At spise, at gå, at tage et bad, at rengøre badeværelset og sågar at vaske tøj. Det betyder også at alting tager ufattelig lang tid og dagen føles faktisk ikke særlig lang.

Mit absolut ynglingstidspunkt på dagen er efter frokost. Dagen sidste måltid. Lige efter frokost går jeg om bag ved meditationshallen og vandrer langsomt rundt i bare tæer på græsset. De fleste dage skinner solen og jeg kan nyde strålerne, græsset om tæerne og livet på en hel ny og intens måde. Nogle gange så intenst at jeg græder. Med opmærksomhed – hvilket er helt ubeskriveligt.

Det slår mig at dette er virkelig personlig udvikling. At turde tage skridtet og se på mine forestillinger om udvikling, om meditation, om at gøre rent, om at spise, om at gå, om at sove – om at leve. Igennem mindfulnes undgår man at sidde fast i en forestilling. En forestilling om udvikling som måske er bedre end den forestilling du kommer fra, men som, trods alt, stadig er en forestilling. Sandheden er ikke psykoterapi, religion, healing, politik, sport, din krop, sproget eller følelserne. Det er alt sammen forestillinger og oplevelser som du kan bruge som vejviser, men som oftest tager magten over dig. Det lærer jeg nu. En indsigt jeg har haft i mange år, men som her i klosteret slår ud i fuld flor.

Nu kan jeg helt konkret mærke hvad disse forestillinger gør ved mig. Og se hvordan mennesker længes efter at trække andre ind i deres forestillingsverden, så deres forestilling bliver mere ”virkelig”. Tænk blot på alle de mennesker der gladeligt serverer sandheden for dig igennem politisk overbevisning, religion, new age, terapi, naturvidenskab og materialisme. Det kræver mod at se på ens forestillinger. Et mod som jeg åbenbart skal tage helt til Nepal for endelig at finde…

—————————–

Jeg vil i næste blogindlæg skrive mere om mine oplevelser med mindfulness og livet i klosteret. Læs med – hvis du vil.

Alt godt

Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Personlig udvikling, Nepal og Mindfulness