Psykoterapeut Kresten Kay

Personlig afvikling

Det undrer mig ofte at der er så stor fokus på personlig udvikling. Især taget i betragtning af at mange af retningerne indenfor personlig udvikling er inspireret af østlig filosofi og tænkning, hvori hovedbudskabet som oftest er stik modsat. Altså at afvikle det personlige drama – ikke udvikle det.

Det kan synes en smule som ordkløveri at tage dette op. Men i selve diskursen om personlig udvikling ligger der jo et særdeles hårdt pres på det prøvede individ om at udviklingen af personligheden er – ja – personlig. Som at slukke en ildebrand med ild. Et kampråb til det sårede ego om at finde nye veje at forvirre det stakkels menneske og gribe om personlig udvikling som det nye gemmested for grådighed og magtbegær. Derfor kunne man argumentere for at et begreb som personlig afvikling er mere rammende. Afvikling af personlige dramaer, håbet om betingelsesløs kærlighed, ønsket om særstatus, higen efter anerkendelse og respekt. Personlig afvikling der baner vejen for udvikling i fællesskab hvor personligheden blot er glasur på fællesskabet muffin.

Afvikling af et samfund af individer der blot bringer samfundet på randen af egoismens paradis og fællesskabets helvede. Afvikling af selvisk og selvfed iscenesættelse af individet som det højest ønskelige. Afvikling af personligheden for at genopdage menneskeheden. Ikke som en modsætning til personligheden, men som retningsgivende for den forvirrede udviklede personlighed.

Alt godt

Kresten  

 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Kresten, Lige præcis - god ide at vi begynder at bruge dette udtryk "Personlig afvikling" - Jeg er helt med på den. Måske om nogle år, dette bliver brugt i stedet. Selve udtrykket vil i sig selv skabe en ændring, et skift i samfundet. tak for indlægget. Kærligst Ivan (i afvikling) :)

__________________________

Charlotte Fruergaard, spirituel lærer, forfatter, yoga instruktør
founder Hjerteakademiet
Se mere på http://www.hjerteakademiet.com

Hej Ivan,

Tak for din kommentar - det glæder mig at jeg ikke er den eneste der er under afvikling :-)

Man kan jo håbe at begrebet personlig udvikling ligeledes er under afvikling. Der er jo intet personligt over udvikling, idet udvikling altid vil påvirke andre omkring dig. Påvirke dine omgivelser.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Kresten

 

Jeg nyder dine blogs hver gang.

 

Jeg tænker at begge begreber har sin relevans og sin betydning.

 

Personlig afvikling af den mere materielle verdensforståelse er ganske tiltrængt, som du også skriver.

Men jeg tænker at der i personlig udvikling netop også ligger en "udvikling væk fra det, som ikke længere er brugbart". I udviklingen ligger der et læringsaspekt og en udvidelse af livsforståelse, hvormed en selvbevidsthed og oplysning og livsudvikling finder sted.

 

Derfor foreslår jeg, at der nærmere kan tales om afvikling af det begrænsende og udvikling af det fremmende og nyskabende.

 

Dette er blot en refleksion som et led i værdsættelsen af dine refleksioner.

Kære Ann-Jeanett

Tak for din kommentar og varme ord. Det glæder mig at du kan lide mine indlæg.

Dine refleksioner over personlig udvikling og afvikling giver mening for mig. Gør nuancerne klarere. MEN jeg mener nu stadig ikke at udvikling er eller kan være personlig - vi påvirker jo andre omkring os igennem vores udvikling. Når jeg afvikler min personlige tendens til higen efter materialisme og individuel særstatus, så indvirker det på mine relationer. Som deres udvikling indvirker på mig!

Alle disse tanker jeg gør mig er jo netop ikke unikke. De er i særdeleshed påvirket af mennesker jeg har mødt, bøger jeg har læst og poesi der pusler i min bevidsthed. Det er der i mine øjne intet personligt ved :-)

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Hej Kresten Ja , jeg kan se du har ret. Afvikling / udvikling. Jeg har nu aldrig været i tvivl om når jeg har været på` udviklingskurser` har det været for at afvikle gamle vaner, tankemønster ,der er fremkommet af traumer/chok ,sådan at jeg kunne blive den person jeg `virkelig er ` dybest inde. Step by step .-). Og det vil jo også påvirke andre ....positivt, i den sidste ende .

 

 

Kære Sara,

Tak for dit indspark :-)

Min hovedpointe er blot at afviklingen er af det personlige og udvikling af fællesskabet og forståelses af det der binder os - ikke det der skiller mennesker fra hinanden. Den udvikling jeg før, i mangel af bedre, har kaldt Vi-udvikling.

Du har nok ganske ret i at de fleste oplever at afvikle vaner, tankemønstrer og lignende ved kurser i personlig udvikling - men hvorfor så kalde det personlig udvikling?

Når alt det er sagt er jeg jo meget dobbeltmoralsk. For på min hjemmeside bruger jeg også begrebet personlig udvikling - det sælger! og giver mig mulighed for at komme frem med mit budskab. Man må spille med for at ændre reglerne.

Alt godt til dig

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Måske markedet er ved at være modent for at udbyde kurser i selvafvikling og formørkelse.. ? ;o)

Det er jo en uhyre interessant udvikling, der har morderligt meget fart på. Jeg syntes at kunne spore at der er en stigende bevidsthed omkring dette; selvafvikling.

Jeg tænker så videre, at for at kommet til noget der ligner en personlig erkendelse af, at dette selv, eller ego om man vil, fylder for meget i det totale billede, kræver det en udviklet bevidsthed. I en eller anden form, er det for mig at se, nødvendigt at gå ind i materien og lave lidt personlig udviklingsarbejde, for overhovedet at kunne se hvad der er overflødigt, og hvad der er værd at beholde. Denne differentiering mellem skidt og kanel, må nødvendigvis foretages fra et dybere (eller højere) plan, end det man under normale omstændigheder driver rundt i.

For år tilbage talte man om selvrealisering. Realisering af sig selv kan jo fint foretages uden at inddrage et gran af selvrefleksion. Det kan gøre ubevidst, og med hovedet under armen, så at sige. Medførende egotrip og narcissisme.

Siden blev det selvudvikling, hvor den primære drivkraft har været at fixe sine personlige "psykiske" defekter eller uhensigtsmæssigheder. Men også denne bestræbelse tror jeg vil vise sig som en blindgyde. Fordi det dybest set er psykens kamp mod sig selv, en proces der vil være selvvedligeholdende, og blot fastholde den grundangst der forsøges at slippe af med. 

Jeg tror det handler om at vi slipper opmærksomheden på os selv som individer, og begynder at rette opmærksomheden imod noget uden for os selv, frem for hele tiden at være så blindt fokuserede på "hvordan vi har det med det". For det er jo dette narcissistiske paranoia der forhindrer os i at gøre det der bør gøres. I bred forstand.

Kære Søren,

Jeg glædes hver gang ved dine kommentarer og ser frem til et blogindlæg fra dig jeg kan kommentere på :-)

Kurser i formørkelse lyder som en skøn ide - jeg er med! Jeg kan se at Vicomten her på levlykkeligt er ekspert i rygetilvænning. Det er da et fantastisk skridt på vejen. Jeg har aldrig kunne få rigtig gang i de smøger!

Ja, der er bestemt brug for at dykke ned i materien og tage det grundlæggende personlige arbejde for at gøre det upersonligt. Som du skriver, for at træde et skridt væk fra "jeg mærker, jeg føler, mine grænser, mine behov, jeg, jeg, jeg, jeg, ...." Hvis dette skridt ikke tages frygter jeg luftkasteller og slet skjulte egoer der blot forfiner illusionens lænker (jf. Fromm).

Til gengæld har jeg lidt svært ved at håndtere en størrelse som udvikling af bevidsthed. Udvikling i hvilken retning og udfra hvilke kriterier? Hvem skal styre og hvem er i stand til at tage dette ansvar? Andre end bevidstheden selv der vil frem.

Årsagen til dette spørgsmål er at jeg gang på gang møder mennesker der påstår at de har en virkelig udviklet bevidsthed og gerne vil lære fra sig. Dem jeg personligt har mødt hvor jeg tænker at deres bevidsthed er et andet sted og mere nuanceret end min, har aldrig skiltet med det eller påstået at deres bevidsthed var mere udviklet end min. Så der er en fare for at udvikling af bevidsthed ligeledes falder i egos fælde ved at udviklingen bliver en salgsvare som enhver kan sælge.

Måske er det netop et tegn på den udviklede bevidsthed at den ikke længere behøver at reklamere med sig selv som udviklet?

Eller hvad?

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

De Damer og Herrer,

 

Det forekommer mig mere tit end ofte at optikken både på begreberne personlig udvikling eller selv-udvikling i vor tid bliver defineret og diskuteret uhyre snævert – ligeledes den blot antagonistiske afstandstagen. ”Personlig” angår sjældent Personligheden, ”selv” angår sjældent Selvet med stort. Personligheden bliver reduceret til ”ego’et” – altså selvet med lille. Kierkegaards filosofi skærer lige ned igennem dette brændpunkt.

 

I "Enten-Eller" taler Kierkegaard næsten helt moderne om "Tidens Opløsthed".  Æstetiker A forklarer: "Vor Tid har tabt alle substantielle Bestemmelser af Familie, Stat, Slægt; den maa ganske overlade det enkelte Individ til sig selv, saaledes, at dette i strængeste Forstand bliver sin egen Skaber". Og det er netop det, at vi selv bliver vores egen Skaber af værdier og meningen med livet som udgør problemet – accentueret igen i vor tid. På den måde var det nemmere at finde en identitet i de ”gode gamle dage”; da samfundets normer og muligheder for livsudfoldelse var mere fastlagte og begrænsede.

Kierkegaard fandt ud af, at når man rejser gennem livet uden kompas, får man følgeskab af nogle uheldige rejsekammerater: Angst og tvivl. Det han kom frem til var, at angsten og fortvivlelsen kommer, når man vil være en anden, end den man er. 

Kierkegaard lagde mærke til, at så snart han bare begyndte at tænke og reflektere over mulighederne for hvad han skulle stille op med sit liv, blev han opslugt af uro, angst og fortvivlelse. Det spørgsmål han i virkeligheden søgte svaret på, var: "Hvordan kommer jeg til at leve i overensstemmelse med mig selv og min natur?".

Angsten og fortvivlelsen er følelser, som kommer, når mennesket ikke lever i overensstemmelse med sin indre natur.  For dem bliver angsten et psykologisk lynnedslag. Angsten er en grundfølelse der som Søren påpeger er kommet for at blive, og som viser sig hver gang vi ikke er os selv. For angst betyder i virkeligheden; at ængstes for sig Selv (med stort). Angsten kommer for eksempel hvis du tænker på at du ikke er god nok, og derfor hellere vil være en anden, end den du er. Det kunne lyde som om angsten er noget negativt, men ikke nødvendigvis. Den er også noget positivt. For netop i angsten oplever vi friheden til at vælge os selv, og får dermed muligheden for at leve i sand væren. Så kan man diskutere, om det er frihed? 

Umiddelbart ville man måske mene at frihed er  - ikke at være tvunget til at være den, du er, men derimod at kunne vælge at være den, du gerne vil være – meget lig det coaching industrien prædiker. Men sådan er det ikke.  At vælge dig Selv som den du er, er den eneste mulighed friheden giver os - hvis du altså ikke hellere vil være en anden end den du er og forblive i angsten og fortvivlelsen. Din natur er din personlighed. Din personlighed sætter en naturlig grænse for om du har det godt med dig selv  - og dermed andre.

"Saaledes", siger Kierkegaard, "er selv den rigeste Personlighed Intet, før han har valgt sig selv, og paa den anden Side er hvad man maatte kalde den fattigste Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det".

PS: A pro pos rygetilvænning så fornægter jeg ikke smøgerne, især ikke de hjemmerullede, men fortrinsvis indvier jeg nu i piberygningens glæder – også for Damer.

Vær hilset

Vicomten

  __________________________

Vicomten

Personlig udvikling handler for mig at se om at gøre jeget stærkt. Et sted har jeg lært, at det kræver et veludviklet jeg at turde give slip på det, og hvis man tror på, at det er rigtigt, så giver det ret god mening at arbejde med personlig udvikling. Det kræver et godt fodfæste at turde kaste sig ud i intet, og jeg tror, det er det, der er en del af forklaringen på, at der er så meget fokus på netop personlig udvikling. Som - naturligvis - ikke kan foregå adskilt fra andre, fordi alt er forbundet. Men som alligevel på samme tid ER en individuel proces, på visse planer.

Jeg tror, der ligger et stort menneskeligt udviklingsarbejde og venter for alle, og mennesker er forskellige steder henne med de opgaver der skal udføres i dette arbejde. Nogen er i gang med personlig udvikling, andre med åndelig udvikling (som kan siges, til gengæld at handle om at opløse jeget) - det fungerer altsammen side om side, og alt er nødvendige dele i en lang bevidstgørelsesproces.

Når man tænker på den ubevidsthed der har hersket i mennesker altid, så synes jeg næsten, at et hvert skridt hen imod noget andet, hvor famlende og klodset det så end måtte se ud, er en positiv ting. Hvis man giver tid, vil også dette blive raffineret og forfinet. Det første hjul var også firkantet :-)

Venligst

Birgitte Asmussen

 

Personlig afvikling? hmmm,....... måske består "kunsten" i, at opdage, at der i virkeligheden ikke er noget at afvikle ;-) mvh martin

 

Måske lever vi bare i en skizofren tidsalder hvor vores private forestillingsverden er underlagt mulighedernes fortvivlelse? Hvor også personlig udvikling lover at kunne give os et andet og rigere liv – være en anden end den jeg er. De fleste har det skidt med at tænke at det hele nok ikke kan være anderledes; at intet grundlæggende vil ændre sig, så man lige så godt kan lade være med at prøve.

 

Er det ikke som om vores private liv er blevet mere og mere fyldt med fantasier om og forsøg på at udleve parallelle verdener, bare for en stund, mens vi samtidig ukritisk accepterer rammen for hvor hvilke ting der overhovedet kan lade sig gøre?

 

Måske smitter meget af den stigende tendens til at drømme sig væk, flere spiller Lotto, computerspil, der er sjove hypnose programmer på TV3 (” Hold da kæft – det gjorde jeg bar ik!”), drømmen om at blive opdaget osv., også af på personlig udvikling, så jagten på finde ”indre skattekister” bare bliver en åndelig materialisme – mens den politiske og samfundsmæssige forestillingskraft samtidig virker som den nærmest er helt udslukt.

 

Er det sådan vores samtid skal forstås? Hver for sig har vi hovedet fuld af mulige verdener, der paradoksalt nok binder os til den virkelighed vi faktisk lever i, samtidig med at vi kollektivt er ude af stand til at forestille at noget nyt kan ske. ”Lev det liv du drømmer om” og ” alt er muligt” som man siger om den amerikanske drøm. Måske betyder det samtidig at intet er muligt: ”anything goes – anything stays”.

 

I forlængelse af Vicomtens Kierkegaard citater, har jeg også lyst til at komme med et: ” at vorde er bevægelse fra stedet, men at vorde sig selv er en bevægelse på stedet”.

 

Er det ikke netop sådan i dag; som om vi hele tiden er på vej væk?

Varme weekendhilsner
Frk. Fortuna

 

 

 

__________________________

Frk. Fortuna

Kære Vicomten,

Tak for din berigende kommentar. Jeg tror du har ganske ret i forhold til frihed. Og jeg væmmes ved den kollektive illusion om at 'jeg' kan være det jeg gerne vil - uden hensyn til virkelighedens begrænsninger og muligheder.

Fromm beskriver friheden som enten 'frihed fra' eller 'frihed til' - en væsentlig forskel idet frihed fra eksempelvis smerte eller lidelse ikke er det samme som jeg er fri til alt hvad jeg ønsker. Ligeldes er Sartre inde på noget af det samme når han påpeger at mennesket er dømt til frihed - vel at mærke frihed til altid at forholde os til vores omstændigheder. Ikke frihed til at flyve hvis jeg bare vil det. Hvilket jo ganske simpelt kan være et problem i nogen former for "personlig udvikling" at klienten bildes ind at de kan flyve - hvis bare de er stærke nok. Og hvis ikke, er det klientens skyld. Ikke den misforståede frihed.

Så når du pointerer at frihed er i forhold til at blive den man er, giver jeg dig ret. Tilblivelsesprocessen - at vorde konkret.

Du må forresten gerne give lyd ved næste workshop i piberygning.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kære Birgitte,

Tak for din kommentar. Lærerigt og stof til eftertanke.

Jeg forstår dog stadig ikke hvordan udviklingen på visse planer er personlig? At tage "personligt" ansvar handler vel ligeså meget om forholdet til andre mennesker som om dig. Personligt lyder i mine ører som afskåret fra helheden. En overbevisning som jeg mener skaber mere og mere ensomhed og større og større angst.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Tak for et godt indlæg Jeg går også ind for afvikling. Emotioner og følelser tilhører sindet. Vi skal afvikle sindet, så vi kommer ind til kernen, sjælen.

Hej Otto,

Tak for din kommentar. Det glæder mig at du kan lide indlægget. Om vi kommer ind til sjælen skal jeg ikke kunne sige. Måske. Jeg tror dog at den evige søgen efter en konstant (en kerne) kan være en fare. Måske er det eneste konstante at alt forandres?

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Psykoterapeut Kresten Kay skriver om personlig udvikling - og afvikling