Psykoterapeut Kresten Kay

Når Mindfulness bliver til Mindfoolness

Der skrives så meget om mindfulness. Om at være mindful i parforhold, børneopdragelse, arbejdssituationer og hvad ved jeg? Er det så nemt?

Nu underviser jeg i mindfulness og er stor tilhænger af meditation som et middel til indsigt i sig selv. Velvidende at trods en enkelt og nem teknik, er udførelsen uendelig svær. Med et hurtigt blik udover det danske mindfulness landskab er der et væld af tilbud. Meditationsaftener, kortere kurser, bøger og cd’er om mindfulness.  Også længere kurser hvor du skal meditere i en HEL TIME om dagen – og bagefter kan kalde dig mindfulness instruktør. Det er lang tid at sætte af hver eneste dag, vil nogen måske mene. Det kan jeg da ikke i min travle hverdag - kan mindre ikke gøre det? Og nu har jeg jo taget det kursus i weekenden og har læst den rigtig fine bog om meditation! Jeg kan sige alle de rigtige ord og forklare stolpe op og stolpe ned om fordelene ved midfulness.

Her tror jeg kæden hopper af og mindfulness bliver ren mindfoolness. Mindfulness er ikke et lille tidsfordriv du kan bruge efter forgodtbefindende eller blive dygtig til ved at tage et tre timers kursus – som jeg eksempelvis udbyder – men kun ved gentagende øvelse dagligt. Hele tiden. Altid.

Jeg har mediteret det meste af mit liv. Fra jeg var tretten år og frem til nu. Ikke hver dag, men i perioder næsten hver dag. I de senere år er det så blevet en fast del af min dagligdag. Både igennem formel og uformel meditation. For et par år siden opholdt jeg mig en lille måned i et buddhistisk kloster i Nepal, hvor jeg mediterede 18-20 timer i døgnet efter vipassana metoden. Den metode der ligger til grund for hele mindfulness begrebet. Efter denne måned sagde min lærer til mig ”Kresten, nu har du fået en forsmag. Kom tilbage og vær hos os i et halvt år, så kan du virkelig lære at meditere!”

Og jeg som troede at en måneds konstant meditation var rigtig længe og at jeg var kommet langt. Det sætter den hele time om dagen lidt i perspektiv. Men måske er det derfor at buddhistiske munke ikke bare mediterer ti minutter hver anden dag, men mediterer i årevis, ja, årtier.

Mindfulness er ikke noget du kan læse dig til. Det er ikke en tilstand du kan arbejde med ved blot at tage et enkelt kursus en weekend, eller 20 minutter på arbejdspladsen hver anden uge. Alt dette er fint og meget givende, men også som at prøve at spise menukortet på en restaurant i stedet for at vente på at maden kommer. Menukortet kan være flot og gøre sulten i maven større – men du må tålmodigt vente på at tjeneren serverer lækkerierne for at få den fulde oplevelse af måltidet. Mindfulness kræver tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed.

Uden tålmodighed og gentagende praksis i hverdagen bliver du snydt af et fint begreb og østens vise ord aflejret i vestens materialisme. Mindfulness er blevet til mindfoolness og ’the monkey mind’ har vundet. Du spiser et menukort og prøver at overbevise dig selv om den fine gastronomiske oplevelse.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Meget smuk artikel Kresten ! Meget dejligt at læse artiklen .Jeg kan mærke den langt ind i mit hjerte. Hvis jeg skal være helt ærlig ..så har jeg nogen gange tænkt over når jeg lige så det ord Mindfulness her der alle vegne ..hvad det egentlig betyder det ord . Kunne godt ligne ordet (mindfoolness). Det er egentlig først nu at jeg ser ..hvad det virkelig dækker vipassana metoden Det gør det hele mere enkelt og ligetil ..for mig. Ja tålmodighed ..at tåle modet! Der skal mod til at vedkende sig selv dybest inde.

Kære Sara,

Tak for din positive kommentar. Det glæder mig at du kan lide mit indlæg!

Ja - mindfulness bliver brugt i et væld rundt omkring. Som en god ven, der er konsulent i erhvervslivet, sagde til mig - "Du skal bare sætte innovativ og mindfulness sammen, så kan du tjene mange penge. Skidt med at ingen ved hvad det betyder, men innovativ mindfulness vil ALLE ha!"

Og det kan han jo have ret i :-)

Fint lille ordspil med tålmodighed. Jeg har tit tænkt, på ganske lommefilosofisk vis, at det må betyde at kunne tåle hvordan man er til mode. Altså kunne tåle sit eget sind. Men det er blot lidt ordleg.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Mindfulness og Mindfoolness. Læs mere