Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut Kresten Kay

På baggrund af den diskussion der i øjeblikket florerer i medierne om brugen af antidepressiv medicin og hvordan læger og psykiatere udskriver uden nærmere omtanke, vil jeg meget gerne have indspark fra jer andre om hvordan man kan forholde sig når situationen er en smule mere kompleks.

Forestil dig følgende:

--------------

Du er en 35-årig kvinde, enlig med tre børn. Fædrene, for der er flere, har for længst sagt at de ikke vil have noget med dig eller børnene at gøre og har for resten også givet dig en ordentlig omgang tæsk med mellemrum. To af børnene lider af ADHD og det har været en lang sej kamp mod systemet for at få den rette hjælp. Da staten ikke giver tilskud til medicin før den rette behandling er fundet og det er ikke sket endnu, er kassekreditten helt i bund og regningerne hober sig op, fordi du selv skal betale al medicin til dine børn.

Du står uden arbejde, da ufaglærte job ikke længere er nemme at få og du aldrig har taget en uddannelse. Det lå ikke i kortene i din familie og du har også lidt svært ved at læse. For resten har du slet ikke overskud til at arbejde, da børnenes problematikker fylder uendeligt meget. Alligevel sender kommunen dig i det ene aktiveringsprojekt efter det andet og presser dig til at søge jobs. Hvis du ikke tager imod disse aktiveringer får du ingen kontanthjælp. Du bliver dårligere og dårligere og det går udover dine børn.

Efter en samtale med din læge giver han dig en henvisning til en psykolog. Men det koster 378 kroner for første gang, og 312 kroner for de efterfølgende samtaler, selvom du har henvisning. Det er der på ingen måde råd til, da alle pengene skal gå til børnenes medicin og der jo også helst skal mad på bordet hver dag. Lægen siger at han kan give dig en henvisning til en psykiater, men der er mere end tre måneders ventetid og du har det jo rigtig rigtig skidt lige nu. Familieopbakning er der ingen af og du har faktisk heller ikke lyst til at tale med din far der igennem hele opvæksten har tæsket dig gul og blå.

En mulighed for at få fred er en sygemelding, siger lægen. Men trods sygemelding er kommunen hurtigt efter dig og vil have dig på aktivering for langtidssygemeldte – ellers mister du din kontanthjælp. Du er snart ved at knække sammen. Børnene får større og større problemer og hverdagen er faktisk slet ikke til at overskue. I forvejen er du disponeret til at få depression og angst, da det ligger til familien.

I Ekstra Bladet læser du at meditation og terapi er godt mod stress, angst og depression. Din angst fylder efterhånden mere og mere, så du overvejer muligheden seriøst. Ønsker det brændende. Men det koster penge. Penge som jo er afsat til børnenes ve og vel. I avisen læser du også at lykkepiller ikke er lykken og at mange terapeuter, psykologer og andre eksperter fraråder brugen af dem. De taler om at hele samfundet må ændres så depression, stress og angst kan undgås. Du har bare ikke tid til at vente på en samfundsændring. Du har det jo dårligt lige her og nu. De taler også om at du skal trække vejret dybt, tænke gode tanker og se positivt på din situation – men hvad er det lige der er så positivt? spørger du dig selv.

Terapeuter, diverse coach’s, meditationslærer og psykologer, slår på tromme for at du skal have støtte og ikke medicin. Men det koster. Desuden er tid ikke lige noget du har, da der skal gøres hovedrent hver dag for blot at følge nogenlunde med i to børn med ADHD’s rod. I det hele taget er din verden ved at falde sammen.

Lægen foreslår at du kan få antidepressiv medicin, så du kan få mere overskud til at klare de ting der presser sig på, klare hverdagen og have mere ro til at tage dig af dine børn og leve op til samfundets krav om aktivering.

Hvad gør du?

--------------

Diskussionen om antidepressiv medicin er ikke enkel. Der er mange faktorer i spil og nogle mennesker er presset i en grad af samfundet, opvæksten og økonomien, at det er den eneste reelle mulighed for blot at se lidt lyst på tilværelsen. Det er ikke optimalt – det kan vi hurtige blive enige om – men man må spille de kort man har. Det nytter ingenting at stå på sidelinjen og kaste med sten. Det kræver samarbejde og forståelse for hinandens positioner at komme videre. 

Eksemplet ovenover er ikke grebet ud af fantasien, om end det er opdigtet. Det er faktisk situationen for mange, mange mennesker i Danmark. Men oftest ses disse mennesker ikke i de private behandleres verden – da de jo ikke har råd, tid eller overskud til at opsøge hjælp.

Det er så nemt at være oprørt over samfundstendenser og retninger. Så nemt at komme med løsninger. Den enkelte der står med psyken i postkassen har bare ikke altid mulighed for udnytte disse løsninger. Kampen skal ikke udkæmpes af dem der har det rigtig skidt i forvejen. Og de skal ikke stigmatiseres mere ved at de ikke optimale - men til gengæld mulige - løsninger bliver affærdiget som et dårligt valg.

I min optik er der ingen tvivl om at der sker en overmedicinering og at samfundet nødvendigvis må lærer af dette. At vi må ændre vores syn på lykke, arbejde og værdier – ellers ender det et sted hvor ingen længere kan følge med.

Min egen holdning er at jeg ikke dømmer eller beslutter for en klient om de skal have medicin. Jeg taler med dem åbent om det og lader klienten i samråd med mig, lægen og eventuelt psykiater tage beslutninger om hvad der skal ske. En præmis for at gå i terapi hos mig hvis du er på antidepressiv medicin er at du har regelmæssig kontakt til din læge eller psykiater og at der er en plan med hvor lang tid medicineringen skal stå på og hvordan der skal trappes ned. Og så vil jeg naturligvis meget gerne deltage i denne proces. Det mener jeg er den mest ansvarlige måde at håndtere situationen på og en måde hvor alle kan få deres perspektiv med – i respekt for klientens ønsker og overvejelser.

Jeg vil meget gerne høre fra andre om hvordan man kan håndtere det ovenstående eksempel uden at hælde til medicin som en nødløsning - er det muligt? 

Spil ind og lad os inspirere hinanden! 

Alt godt

Kresten Kay

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk