Psykoterapeut Kresten Kay

Lever du for din kærestes opmærksomhed

Hullet i maven. Det store tomme rum der gør ondt og slider på selvværdet. Den tomhed der måske har fulgt dig siden barnsben og som kun kortvarigt er blevet lindret af en kærestes opmærksomhed. Det tomrum kan en kæreste aldrig udfylde helt. Desværre.

Det eneste tidspunkt i ens liv hvor man med rette kan forvente betingelsesløs kærlighed er som barn fra ens forældre. Det får de færreste desværre. Derefter er toget så at sige kørt og du vil løbe panden ind i en mur, hvis du søger at få denne betingelsesløse kærlighed fra venner, kæreste eller familie. Voksen og moden kærlighed er ikke betingelsesløs – hvordan kan den være det?

Problemet i parforholdet er at din kæreste også har brug for opmærksomhed. Og ro – fra dig! Det skaber balance i forholdet og lighed mellem to voksne mennesker der kan stå på egne ben. Ellers er risikoen at forholdet svinger mellem et ulideligt helvede hvor du eller din kæreste kræver udelt opmærksomheden og himlen hvor du eller din kæreste får den.

Heldigvis er tomrummet i maven bestemt ikke umuligt at fylde. Men det er din opgave at give dig selv betingelsesløs kærlighed og anerkendelse. Din opgave er langsomt at fylde hullet med små dele af kærlighed fra venner, familie, kæreste, husdyr, kollegaer og hvor du ellers støder på den. For derefter at samle al denne kærlighed i dig selv. Du kan få brikker til puslespillet fra andre, men det er dig der skal samle det. Og der er ingen der kan give dig samtlige brikker.

Hvis du formår at give slip på kravet om din kærestes udelte opmærksomhed – ja – så vil dit forhold blomstre. At leve for den andens opmærksomhed er at fortsætte det mønster som dine forældre har påtvunget dig. At du skal være noget bestemt eller gøre noget bestemt for at blive set. Start med at se dig selv. Så er det ikke så smertefuldt når din kæreste med mellemrum ikke ser dig.

Hvis du først har mistet dig selv i forholdet er det en dobbelt smerte hvis din kæreste forlader dig. Fordi du jo både skal forholde dig til at have mistet fornemmelsen af dig selv og din retning, samtidig med at du skal sørge over tabet af kæresten. Men hvis du i parforholdet ser dig selv, giver dig selv omsorg, så vil tabet af en kæreste ”blot” være at miste ham eller hende.

Så når du lever for din egen opmærksomhed, og tager imod din kærestes som en gave når den er der, så fyldes tomrummet langsomt. Men det kræver tålmodighed og mod.

Alt godt

Kresten Kay, psykoterapeut

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Kresten!

Tak for dette indlæg som satte en del tanker i gang! Og en masse andre gode indlæg.

Jeg er ganske enig i at vi skal tage imod kærestens opmærksomhed som en gave. Men derimod mener jeg ikke at vi (kun) skal leve for vores egen. Det lader til, ifølge en del nyere forskning, at vi er programmeret til at leve i parforhold, og derfor mener jeg at vi skal "være der" 120% for hinanden.

Har med glæde læst "Attached" af Amir Levine og Rachel Heller om de 3 tilknytningsteorier, og ser den sikre (secure) tilknytning netop som den der er baseret på at være der for den anden ubetinget.

Jeg har selv været i flere forhold hvor jeg netop var der ubetinget for den anden, men hvor det ikke virkede, men det hænger nok mere sammen med at de ikke var den rigtige partner, ud fra et tilknytnings teori perspektiv.

I bogen Attached blev jeg også opmærksom på "Dependency Paradox", en teori der bla. indvolverer John Bowlby og Mary Ainsworths teorier om tilknytning, og i bund og grund siger: "at vi kun er så trængende (needy) som vores uopfyldte behov" og at "Accepting Dependence Promotes Independence"

- derfor mener jeg mener det handler om at være der for kæresten og samtidigt at vide at kæresten er der for mig. Det skaber grobund for et godt forhold med udvikling, hvor vi samtidigt kan blive mere selvstændige, så længe vi har en sund og tryg base. Se artiklen i Scientific American og en mere uddybende pdf om emnet hvis du har lyst:

www.scientificamerican.com/article.cfm 

community.themindgym.com/pdf/academic-prize/Feeney%202007%20JPSP.pdf

Jeg skal helt sikkert finde mig en and type (tilknytning) kæreste næste gang :O)

Håber mit indlæg giver mening :O)      
Ha en god sommer og bliv ved med at skrive de inspirerende indlæg!

Hilsen
Claus

Kære Claus,

Tusind tak for din relevante og inspirerende kommentar.

Du har ret. At give opmærksomhed til ens kæreste er naturligvis et uomgåeligt præmis for et godt parforhold. 

Jeg håber ikke at mit indlæg har givet grobund for at jeg skulle tænke anderledes.

Men håbet om at opmærksomheden fra din kæreste kan fylde hele det tomme hul i maven er utopisk og i mine øjne barnligt. Min kæreste fylder noget af dette hul, ligesom mine forældre, familie og venner gør det. Og der er stadig en rest af hullet tilbage. Måske er det mere et eksistentielt hul i maven - hvem ved?

Dine tanker om at vi er programmeret til at være i fællesskab og parforhold, er ganske rammende. Det mener jeg også vi er. 'Jeg' er mere 'mig' i fællesskab i 'vi', end i ensomhed.

Tak for henvisninger til læsning - skønt!

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Hej Kresten

Tak for dette spændende emne, som jeg tit har tænkt over, dog fra en lidt anden vinkel: Nemlig om vi selv - uden andre mennesker - kan opfylde tomrummet?

Meget coaching går ud på, at vi netop skal opfylde tomrummet selv. Ja noget coaching mener, at vi aldrig kan få kærlighed fra andre, medmindre vi giver den til os selv først. Og jeg er enig i dette, set ud fra den pointe, at vi tiltrækker og skaber sunde forhold, når vi elsker os selv først.

Men spørgsmålet er, om der ikke er en slags kærlighed, som vi kun kan få fra andre, som vi ikke kan give os selv?: Det uopfordrede knus, det uopfordrede spørgsmål om, hvordan vi har det, følelsen af at blive holdt om i "skeen" når vi sover (Når vi ved at det ikke kun er fordi den anden sover fint nok sådan), det uopfordrede kærtegn.

Kan vi nogensinde få samme følelse af at holde om os selv? Ved at give os selv kærlighed i tanker og aktiviteter? Jeg tror det ikke. Jeg tvivler på, at vi kan gøre det helt alene. Som babyer får vi den jo også udefra.

Og i dit indlæg skriver du jo netop også, at vi skal "samle ind" fra andre først og herefter samle det sammen selv. Ikke at vi skal starte med at give os selv et knus. Så er du enig i, at der er en slags opmærksomhed og kærlighed, som vi ikke kan give os selv? 

Ellers er jeg helt enig i alt, hvad du skriver. Og tak for at nuancere min forståelse af, hvorfor det tog mig lang tid om at komme mig over et kort forhold, jeg havde en gang. Netop fordi jeg ikke var tro mod mig selv i det!

Kære Pernille,

Tak for din kommentar.

Jeg mener nu godt man kan få følelsen af at holde om sig selv - det kan jeg i hvert fald.

Jeg tror ikke at kærlighed kommer hverken udefra eller indefra. Hele den opdeling mener jeg er forfejlet, da "jeg" jo netop kun er et "jeg" fordi jeg er sammen med andre. Så kærligheden opstår i relationen. I første omgang forhåbentlig i relationen mellem mor og barn. Senere mellem andre betydningsfulde mennesker. Naturligvis kan vi få kærlighed fra andre uden at give den til sig selv! Spørgsmålet er blot om vi er parate og åbne overfor at modtage denne kærlighed. En åbenhed der unægtelig bliver nemmere hvis kærligheden til en selv er til stede. Men ved kærlighed til ens selv er der jo stadig tale om en relation - relationen til dig selv. Netop dette, at jeg kan forholde mig til mig selv, er en kvalitet ved mennesket som er temmelig unikt. Som Kierkegaard skrev - mennesket er et forhold der forholder sig til sig selv.

Jeg tror at de allerfleste mennesker har mødt kærlighed i deres liv. Det kan være at der skal ledes lidt efter den, men kærligheden kan jo komme i korte øjeblikke fra en lære, en bedsteforældre eller andre. Denne kærlighed kan så senere hen erindres og bruges som vejledning i kærligheden til en selv.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Opmærksomhed - Lever du for din kærestes opmærksomhed? Læs mere