Psykoterapeut Kresten Kay

Klienten var ikke parat!

Det er et udtryk, eller undskyldning om man vil, jeg ofte hører når en terapeut har sagt farvel til en klient efter ganske få terapisessioner.

En undskyldning der findes i mange udformninger, men alle sammen handler om at det er klienten der ikke evner at se indad og tage sig selv alvorligt. Er det nu så simpelt?

Den amerikanske psykiater og eksistentielle psykoterapeut Irwin D. Yalom beskriver i sin bog Terapiens Essens, hvordan man som god psykoterapeut må være villig til at opfinde en ny metode til hver ny klient. Hans argument er at alle mennesker er forskellige, trods at der er universelle temaer vi alle forholder os til. Derfor må man som psykoterapeut være villig til at lade metoderne ligge, bruge dem intuitivt for at møde klienten i vedkommendes livsverden.

Dermed ikke sagt at metoder ikke har deres berettigelse, det har de bestemt. Men ikke som andet en redskaber terapeuten kan gøre brug af. I mit daglige arbejde er den påfaldende hvor meget bedre kontakten til klienten og det autentiske møde blomstrer, jo mere jeg tør lade teorier og metoder hvile. Velvidende at jeg kan hive dem op af værkstøjskassen, hvis der er behov for det.

I den eksistentielle terapi forsøger terapeuten altid at møde klienten der hvor klienten er. Og dermed at opfinde en ny metode til hver klient. Eller i hvert fald tilpasse metoden til den enkelte klient. Således er eksistentiel terapi en åben og undersøgende terapiform, der ikke definerer klienten ud fra diagnoser, teorier eller terapeutens forudfattede overbevisninger. Som udgangspunkt mener jeg at enhver terapeut der tør lade metode og teori være blot dette og ikke sandheder om livet, er rigtig godt på vej.

At tilskrive sig en enkelt metode og konsekvent vedholde denne, tror jeg ikke gavner den terapeutiske proces. En sådan holdning griber ikke om den utryghed og usikkerhed som livet uvægerligt indebærer. Det er min klare opfattelse er der ikke findes nemme løsninger på livsopgaven og at man blot stikker blår i øjnene på klienter ved at mene dette. 

Derfor vil jeg gerne slå et slag for at klienter søger terapeuter der ikke giver nemme svar og quick fix til et bedre liv. Til at opsøge de terapeuter der tør se livets utryghed i øjnene og ikke lader sig falde bagover i et spind af universelle sandheder. I mine øjne handler terapi ikke om hurtige løsninger eller nemme svar – det tilhører pseudoterapiens verden.

Jeg er enig med Yalom. En god terapeut må opfinde en ny terapiform til hver ny klient. Med en grundlæggende sikkerhed i at rygsækken indeholder de terapeutiske teorier og metoder der kan hjælpe når terapien er låst fast.

Når jeg hører udtalelser som ”Klienten var ikke parat til udvikling” undrer jeg mig.

Spørgsmålet er om det ikke snarere er terapeuten der ikke er parat til udvikling.

Alt godt

Kresten 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Klienten var ikke parat! Læs Psykoterapeut Kresten Kay på Levlykkeligt.dk