Psykoterapeut Kresten Kay

Kan du få for meget terapi?

Det korte svar er – JA!

Et stort rungende JA. Årsagen er i mine øjne todelt og skal findes både hos terapeuten og hos klienten.

Selve ordet terapi kommer fra det græske therapiuen – det frit oversat betyder noget i stil med ’hjælp til at finde balance’. Med dette i baghovedet må det være en terapeuts opgave at hjælpe klienten til at finde balance i sig selv. Det være sig i den indre virkelighed og i omgangen med andre mennesker. I samme tråd må det være enhver terapeuts opgave at gøre sig selv overflødig når tid er. Altså ved kontinuerligt at skubbe ansvaret for klientens liv tilbage til klienten. Det giver sig selv at der efterfølgende kan opstå livssituationer hvor klienten igen har brug for terapi, men terapeuten må være bevidst om at gøre sig selv undværlig på sigt. Ellers er der tale om et afhængighedsforhold der måske gavner terapeutens misopfattede selvværd, men ikke klientens.

Det er der desværre en del terapeuter der har svært ved. De svælger så at sige i den opmærksomhed som man som terapeut OGSÅ får som gave i terapien. Ikke en opmærksomhed på egne problemer, men en status som problemløser og orakel. Det er en fortryllende rolle, som i mine øjne er skadelig for klientens udvikling. En rolle som er så svær at påpege uden at folk føler sig trådt på eller angrebet. Det er immervæk en stor problematik som jeg mener, bør adresseres. Hvis du som klient er så uheldig at komme i kløerne op en sådan terapeut, er du i fare for at få for megen terapi. Symptomerne er at du som klient bliver mere og mere afhængig af samtalerne med terapeuten. At du i terapien ikke føler dig mere og mere sikker på dig selv, men til gengæld mere og mere sikker på at din terapeut har nøglen til lykke og fred. Et terapiforløb uden opmærksomhed på dette har intet med therapiuen at gøre. Tværtimod gør terapeuten sig til genstand for klientens balance og hjælper ikke klienten med at finde egen balance. I grelle tilfælde kan dette stå på i årevis – ja årtier. Selvfølgelig er det god økonomisk sans fra terapeutens side, men ikke for klienten.

Som klient er risikoen stor hvis du shopper mellem terapeuter. Hvis du i lange perioder skifter terapeuter som andre skifter sokker og ikke indgår i en dybere terapeutisk relation. Årsagen hertil er ofte en lang søgen efter svar. Svar som mange terapeuter gerne serverer og som måske ikke altid virker. Svar som gerne skulle skabe balance i dit liv, men ikke gør det da de er påduttet udefra. Når en terapeuts svar ikke virker er det jo nærliggende at opsøge en anden terapeut osv. osv. Til sidst kan du ende med at blive mere forvirret af alle svarene end afbalanceret.

Med alt dette in mente, er der alligevel mennesker der har brug for tæt ved livsvarig terapi. Mennesker hvis opvækst og generelle livssituation gør den terapeutiske relation uundværlig i lange perioder. Her kan man, i mine øjne, ikke tale om for megen terapi. Grænsen er flydende – og det må være op til den enkelte at vurdere.

Desværre hviler det langt hen af vejen på klientens skuldrer at vurdere om en terapeut, psykolog, coach eller underviser er kompetent. Man kan dog selv være opmærksom på om ens terapeut er med eller modspiller i at gøre sig selv uafhængig. Hvis du som klient tilhører gruppen af shopper i den terapeutiske labyrint, var det måske på tide at ændre adfærd – og opsøge en terapeut der er behjælpelig med dette.

Alt godt

Kresten

 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kommer til at tænke på en advarsel en underviser kom med, i den den sidste time på det sidste modul, på min egen uddannelse:

Pas nu på derude. I vil få SÅ mange positive projektioner, at det vil stige jer til hovedet... og I bliver afhængige af dem!  :)

Hej Søren,

Det lyder som en klog underviser! Tak for kommentaren. Ved dine kommentarer sidder jeg tit tilbage og tænker - Ja, hvor kan det siges enkelt! Og overvejer hvorfor f... jeg altid skal bruge så mange ord :-)

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Hej Kresten

Det med de mange ord er mig bestemt velkendt, og det er vigtigt at få luft for dem en gang imellem. :o) Men der er en forskel på at være aktiv deltagende i en ordrig udveksling, og stå på sidelinjen og betragte. Som betrager er det nemmere at koge suppen ned til en fond.

Jeg tænker det lidt i forlængelse af det udemærkede oplæg du skrev om nærvær kontra metode. Af alle de forskellige metoder jeg er blevet præsenteret for gennem min egen uddannelse (ID academy), syntes der at være en lige linje tilbage til det samme punkt. Et punkt der skal rammes, i relationen mellem terapeut og klient, for at nogen metode vil have en effekt hos klienten. Med den erkendelse in mente, mener jeg at metoden er sekundær men ikke uvæsentlig.

Ligesom de mange ord i en tekst dækker over en bagvedliggende essens, uden at en tekstanalyse (metoden) vil kunne afdække den tilnærmelsesvist.

Der er en højere enhed bag ved det hele, der ikke kan italesættes, men kun opleves og sanses. Det bedste begreb jeg kan sætte på denne højere enhed er meningsfylde. Men det er heller ikke fuldt dækkende.

I terapien er mine egen rettesnor at følge energien. At være uhyre opmærksom på subtile stemningsskift i relationen. Oplever jeg en kuldegysning eller en lille energirejsning, er der "noget". Dette noget kan enten fastfryses og få lov at stå en tid, eller det kan forfølges metodisk eller intuitivt. Er jeg for fokuseret på metoden, mister jeg forbindelsen til sanseapparatet, og vigtige informationer risikerer at gå tabt.

 

Kommer til at tænke på det Japanske ord Shu-Ha-Ri, der beskriver niveauer af læring. Det kan groft oversættes til:

shu - Lær metoden  (Slavearbejde og udenadslære  phyyy!)

Ha - Vær metoden  (Glem det hele, men brug det.  Ahhhh!)

Ri - Bryd metoden (Kreativitet og improvisation.  Jubii!)


Det blev til en masse ord, i den rækkefølge de kom ;o)

kh Søren

Hej Søren,

Jeg mener, som dig, at metoder er sekundære, men ikke ligegyldige.

Det punkt du nævner, den enhed der ikke kan italesættes, er hvad jeg også oplever. Fornemmelser, at bruge sine egne følelser og krop som et parameter i terapien , er for mig altafgørende for relationen. I den eksistentielle terapi vil man kalde dette væren; velvidende at ligeså snart man prøver at tale om det - ja - så er man i gøren istedet.

For nogle uger siden, i en god diskussion med studerende på Psykoterapeutisk Institut, var der en elev der sagde til mig "Kresten, vi skal jo kunne metoderne, før vi kan give slip på dem!" Og hvor har hun ret! Jeg måtte ydmygt krybe tilbage i mine hule og huske hvordan jeg selv havde det, da jeg startede min uddannelse... Det er det samme budskab jeg får ud af Shu-Ha-Ri. Tak for den.

Jeg kender flere terapeuter uddannet fra ID Acadamy og har stor respekt for dem og deres tilgang til terapi.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Som terapeut tror jeg man skal passe morderligt på med at lytte til sine følelser. Følelser har en tendens til at være forurenet. Contaminated by echoes from the past, and the mind, så at sige. Som tanken er forurenet af følelserne.

Sansningen tror jeg derimod er den reneste informationskilde vi kan få kontakt til...

Jeg kan varmt anbefale at kigge nærmere på en fyr der hedder David Bohm. En teoretisk fysiker der i bogen "On Dialog", redegør for hvordan tanker og følelser interagere, og påvirker vores realitetssans. Vores tankeproces har en indbyget fejl som vi ikke er opmærksomme på, postulerer han. Og den fejl spejles i de fleste af de problemer og paradokser vi oplever og ser i den verden vi som mennesker skaber. I relationer, i samfundssystemer og på globalt plan.

Bogen er renset for både psykologisk og akademisk teoretiseren, men mere et resultat af en uovertruffen evne til at reflekterer fra dybet.

Og på det sansemæssige plan kan jeg anbefale Body Essense ved Henrik Juul. En sand mester og virituos udi i næværet og sansningens ædle kunst.

De har begge været til stor inspiration og læring for mig. 

 

Point taken :-)

Dejligt med inspiration til ny viden. Følelser er også forkert udtrykt. Det er faktisk ret svært at beskrive, sansning - ja - måske.

Både tanker og følelser er, som du skriver, forurenet af fortiden. Jeg prøver at skelne mellem situationen og det situationen gør ved mig.

/ Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Kan du få for meget terapi? Blog af Kresten Kay på Levlykkeligt.dk