Psykoterapeut Kresten Kay

Hvad tænker du om dine tanker?

Vores tanker har magt. Utrolig meget magt. Tanker påvirker os næsten hele tiden og er udgangspunktet for mange beslutninger i vores dagligdag.

De allerfleste mennesker identificerer sig med deres tanker. En stor del mener endda at de hovedsagligt ER deres tanker. Tanker der er forvirrende, modsatrettede, negative, destruktive og mange gange temmelig brutale.

Og så er der alle de tanker vi hårdnakket prøver at glemme. De tanker der trænger sig på om moral og etik som ikke sjældent er i direkte konflikt med det samfund der omgiver os. Hvem kan eksempelvis påstå at etikken i industrilandbrug ikke strider mod deres opfattelse af et godt liv for vores kvæg? Men som alligevel ved næste måltid vælger at sætte tænderne i et stykke kød fra netop denne industri?

Et lille ganske uskyldigt forsøg kan afsløre hvad tanker (også) er. Prøv bevidst at sætte dig det mål at du ikke vil tænke en tanke i de næste - lad os sige - tre minutter.

Hvordan gik det?

De allerfleste mennesker vil indenfor de første ti sekunder alligevel have tænkt en tanke. Hvad siger dette om tankerne? Er det ’dig’ der tænker dem, eller tænker de sig selv? Du havde jo besluttet ikke at tænke. Så hvorfor tænkte du så alligevel?

Langt de fleste tanker hænder blot for os. På samme måde som synsindtryk, smagsindtryk og de øvrige sansers indtryk. Du kan ikke uden videre vælge dem fra.

Næsten alle mennesker har forsøgt at stoppe negative tanker om sig selv ved at tænke ”Det er sidste gang jeg tænker, at jeg ikke er noget værd!”. Fem minutter efter, når opmærksomheden ikke længere er rettet mod tankerne, ja, så dukker tanken om ens manglende værdi op igen. Og man føler sig endnu mindre værd, fordi det ikke lykkedes at stoppe tankerne.   

For godt et år siden opholdt jeg mig en lille måned i et buddhistisk kloster i Nepal. I stilhed og med omkring 18 timers meditation dagligt. Den første uges tid fløj mine tanke rundt. Fortalte mig alt muligt om alt muligt og prøvede desperat at kategorisere og forstå verden omkring mig – og mig selv i denne verden. Denne evne er prisværdig. Tankerne er et ganske fint redskab til at navigere i verden og tage overvejede beslutninger.

Men mere er de heller ikke. De er ikke ’mig’. De er i langt den overvejende del af tiden simpelthen noget der hænder for ’mig’. Efter den første uge i klosteret slappede tankerne mere og mere af. Fordi jeg blev opmærksom på dem som hændelser og fordi jeg tillod mig selv blot at se på dem. Det tror jeg er den eneste måde at håndtere negative tanker – at se på dem, være bevidste om dem og langsomt tage magten fra dem.  

At tanker hænder og at man kan få øje på dette, er et stort trin i retningen af at bruge tanker som redskab i stedet for at være styret af dem. Når du ikke længere, helt, er i tankernes vold, kan du bruge tankerne som det redskab de er og langsomt forfine deres brugbarhed.

I mit arbejde som psykoterapeut er det en konstant udfordring at undersøge og spørge ind til de negative og urealistiske tanker der styrer de fleste menneskers liv. Tanker som ’jeg er ikke noget værd’, ’andre mennesker kan ikke lide mig’, ’jeg er for tyk’. ’jeg er dum’, ’jeg eksisterer kun for at hjælpe andre’, ’jeg ER mine tanker’ osv. osv.

Tanker der alle er ekstremt styrende for hvordan vi opfatter os selv og vores omverden. Naturligvis er vi vores tanker, eller rettere, vi er OGSÅ vores tanker. Eller måske er vi blot det ubeskrivelige X der oplever tanker, følelser og sanseindtryk.

Med andre ord - du kan kun i ganske begrænset omfang vælge hvilke tanker du vil tænke. Men du har altid muligheden for at vælge hvordan du vil forholde dig til de tanker du tænker. De tanker der alligevel hænder for dig. Og dermed muligheden for at forholde dig til dem som hændelser. At forholde sig til tankerne åbner langsomt døren for at du tålmodigt kan tage magten fra de tanker som påvirker dig i en negativ retning.

Med gode tanker til alle

Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvad tænker du om dine tanker?