Psykoterapeut Kresten Kay

Frihed i parforholdet?

Frihed har mange sider og parforholdet er på en og samme gang en binding og frihed.

Men er alle aspekter af livet ikke det? Er der ikke også en bundethed i at være single? Måske handler det mest om perspektiv og interesse i at se parforholdet fra nye vinkler.

For en del år siden, i 2007, var jeg med til at lave en undersøgelse fra RUC om 35-årige mænds refleksioner om parforhold. Vi var en gruppe på tre mænd der med gejst ville finde ud af hvordan det stod til for de danske mænd i café latte segmentets parforhold.

Vi blev overraskede og jeg lærte vigtige ting om parforhold – også mit eget!

Medierne beskriver i høj grad singlelivet. Sex and the city og Friends er blot få af disse medieskabte virkeligheder der beskriver det søde singleliv og det besværlige parforhold. Vi troede at dette mediebillede ville skinne igennem i os mænds måde at gå ind i et parforhold. Vi mente at mange mænd ville føle sig bundet og ufri af parforholdet og længes efter en mere fri tilværelse hvor fester, løse bekendtskaber og hurtig sex står på dagordenen. Mænd der føler sig undertrykket af parforholdets snærende bånd og drømte om et andet liv.

Sådan er det ikke. Slet ikke. Samtlige mænd vi interviewede var godt tilfredse. Bevares, nogle gange tænkte de tilbage på de gode gamle dage hvor friheden var mere konkret og de kunne tage rygsækken på og drage ud verden uden en bekymring. Men de gode gamle dage er kun gode fordi de er overstået. Nu, hvor de er ”fanget” i parforhold og familieliv, karrierer og realkreditlån, synes de faktisk at de strammende bånd giver dem mere frihed, end det ubekymrede liv uden forpligtelse. Gennemgående for alle de mange historier vi hørte var, at det ikke overraskende, har været en proces. En proces hvor den ubekymrede tilværelse langsomt er blevet byttet ud med kærlighedsbekymringer og fællesskab med kæreste og eventuelle børn.

Historierne viser at mænd ganske rigtig føler sig fri i singlelivet og festerne. Men at denne frihed er forbundet med en længsel og en fornemmelse af manglende mening. Så den ubekymrede frihed er ufri fordi jagten på kvinder og fællesskab hele tiden er i bevidstheden. Drømmen om en mere rolig tilværelse.

Når valget om parforholdet er bevidst. Når de berømte horn er blevet løbet af, opstår der en rummelighed og en, med Erich Fromm’s udtryk, længsel efter moden kærlighed. Den kærlighed som er fundamentet for en ny frihed. En frihed der indebærer et fravær af længsel og ro til at holde sig hjemme fra kødmarkedet lørdag aften. En ro der indeholder fællesskab og nærvær. Fornemmelsen af at ’vi’ er langt større og mere frit end ’jeg’.

Det kræver naturligvis at man tør lade sin længsel blive mødt. At man er åben overfor fællesskabet og kan lade sit ’jeg’ hvile i perioder – for at udvikle ’vi’. Det er ikke nemt og det var der heller ingen af vores informanter der mente. Til gengæld var der en næsten enstemmig oplevelse af at gaven ved at lade ’jeg’ ligge var virkelig stor. Friheden fra ’jeg’ som kun findes i fællesskabet oplever mange mænd altså som en større frihed end den umiddelbare frihed der findes i det ”søde” singleliv som portrætteret i medierne. Et singleliv hvor du måske er fri til at gøre hvad du vil, men netop derfor ikke er fri fra ensomheden. Selv i singlelivet er du altså fanget og skismaet mellem frihed og bundethed er til stede.

Parforholdet kan altså være grundpillen i friheden. En frihed fra ensomhed og jeg’et. Hvis du vel at mærke tør se friheden anderledes end den konkrete frihed.

Afsluttende vil jeg citere en af vores informanter, hvor han rammer hovedet på sømmet:

” Det hænder enkelte gange for mig, at jeg føler mig lykkelig. Og det sker altså, når jeg spiser sovs og kartofler med familien omkring bordet. Altså, det er ikke de der vilde udskejelser. Det er sgu når jeg sidder og spiser grøn salat hvor der ikke sker en skid, og de sidder der, begge ungerne og min kone. Men det sælger jo ikke i Hollywood.”

Med andre ord – han føler sig fri i sin bundethed.

Læs hele rapporten her!

Alt godt
Kresten Kay

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Frihed i parforholdet? Mænds refleksioner om parforhold