Psykoterapeut Kresten Kay

Du er ikke (kun) unik!

I udviklingens tegn lader mange sig begejstre af tanken om at de er unikke og helt aldeles specielle. Og det er du naturligvis. Men heldigvis er det kun toppen af isbjerget.

I et samfund der forandres i fuld hast, ses fokus på individets unikke karakter ofte. Det er betegnelsen som mange lader sig forføre af i udviklingens cirkus. Men er denne udvikling god for menneskeheden og for samfundet?

Der er en hvis barnlighed over ønsket om at være speciel. Eller måske rettere – en hvis interessant udvikling der har en infantil karakter. Man kan argumentere for at ønsket om at være helt unik, stammer fra et håb om at blive elsket. Eller i hvert fald lagt mærke til. Hvis jeg er unik, hvis jeg skiller mig ud fra flokken, så vil jeg kunne mærke mit eget værd og andre vil opfatte mit liv som attråværdigt. Der kan være mange forbilleder for denne fantasi – Britney Spears, Dalai Lama, Superman eller Obama. Alle individer der på en eller anden måde stråler som diamanter i den postmoderne mudderpøl.

I selv samme åndedrag kommer det nok ikke som den helt store overraskelse at ensomhed og forladthed blomstrer i fuld flor. Og med disse, den tilhørende angst og stress. Jo mere man som individ kæmper indædt for at skille sig ud, des større bliver ensomheden og forladtheden. Jo mere ’jeg’ des mindre fornemmelse af fællesskab. Kampen du alligevel ikke kan vinde, da fællesskabet er en del af din retmæssige arv. 

Fællesskab og jeg'ets unikke egenskaber kan heldigvis gå hånd i hånd. Som toppen af isbjerget slet ikke ville være et isbjerg i sig selv. Slet ikke være i stand til at sænke Titanic hvis ikke umådelige kræfter lå under overfladen. På samme måde er oplevelsen af dig selv som helt og aldeles unik ikke i stand til at manøvrere rundt om individets ensomme forlis, uden fornemmelsen af fællesskab.

Oplevelsen af fællesskab opstår i en balanceret fornemmelse af IKKE at være unik. I hvert fald ikke KUN være unik. Hvis du vil undgå ensomhedens sjælsrystende angst, så lad din egen unikke væren blive en del af oplevelsen af fællesskabet, men ikke helheden af hvad du er.

Med andre ord, vil et samfund af helt og aldeles unikke mennesker slet ikke være et samfund. Det er lighederne mellem os der bringer samhørigheden frem. Og anerkendelsen af hinandens unikke karakter som krymmel på lagkagen.

Som psykoterapeut ved jeg hvor forløsende det kan være for et menneske at opdage at de ikke er de eneste i verden der kæmper med livet. At der er andre som dig der har vanskeligheder og oplever tilværelsens bagside. Her er det fællesskabet der bringer lindring – ikke individets krav på egenart. Smerten forværres blot ved ensomhedens greb.

Der er næsten 7 milliarder der er som dig. Du er ikke kun unik. Det gør både dig og os andre stærke.

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvor er det bare smukt, bare alle også medierne ville huske det. Tak for en meget smuk teskt og tanke Kresten. Den vil jeg fluks dele på min side. kærligst Flora

Kære Flora,

Tak! Det glæder mig at du kan lide mit indlæg. Engang imellem bliver jeg helt træt af al den fokus på unikke og specielle mennesker. Jeg føler mig ikke (kun) unik - heldigvis. Det skaber kærlighed og glæde. Modsat stræben efter at være anderledes for enhver pris.

Dejligt at du vil dele på din side - især da jeg ikke selv er på facebook :-)

Alt godt

Kresten

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Psykoterapeut Kresten Kay skriver om personlig udvikling og fællesskab