Psykoterapeut Kresten Kay

Buddhistisk marxisme – Kapitalismen og Jeg’ets død

I går aftes så jeg et interessant tv-program om nymarxisme og hvordan marxismen stadig er relevant i dag. Ja – måske mere end nogensinde. Mest fordi det aldrig har været prøvet af – end ikke i Sovjetunionen eller Cuba, selvom disse stater bryster sig af kommunismen. Og menneskeheden trænger gevaldigt til et alternativ til kapitalens ulidelige magt.

Programmet og tankerne om marxismen fik mig til at tænke tilbage til min ungdoms rebelske kommunistiske indstilling og hvordan denne stille og rolig gled over i en mere holistisk indstilling til verden. En indstilling der først og fremmest var (og er) inspireret af buddhismen. Tanker om hvordan marxismen og den rene kommunisme er forenelige med buddhismen i en sådan grad, at disse er sammenfaldende langt hen af vejen. Hvordan marxismen er materiens svar på buddhismens åndelighed.

Hvordan skal det nu forstås? Er et af kommunismens slagord ikke at ” Religion er opium for folket”? Ganske rigtigt, men buddhismen skiller sig jo netop ud fra andre religioner i sin mangel på en guddom og i sin åbne og fordomsfrie undersøgelse af det menneskelige liv. Således som marxismen og kommunismen gør. Og lad nu være med at tænke på Sovjetunionen, Østtyskland og Berlinmuren. Disse har intet med kommunisme at gøre og da slet ikke marxisme, men pyntede sig blot i lånte fjer.

En kongstanke i buddhismen er at af-identificere sig med tingene – med genstandene i verden – for at kunne gennemskue og udvikle sig selv. Og måske endda opdage at der intet selv er, men det er en anden historie. Grunden er, at vi som mennesker har en udpræget tendens til at give tingene mere værdi end de egentlig har og dermed, så at sige, binder os til materien. En tendens der medfører lidelse og smerte, fordi ting altid er forgængelige og vi mister dem. Dette forsøger det uoplyste menneske så at råde bod på ved at akkumulere flere og flere genstande – kapitalismen er født.

Pudsigt nok har den samme tanke kongelig status i marxismen, blot beskrevet med andre ord -  varefetischisme og forbrugermentalitet. Marx beskrev hvordan vi tillægger tingene – genstandene i verden – mere værdi end de i bund og grund har og at dette er hovedårsagen til kapitalismens fremmarch. Vejen ud af dette er at gennemskue mekanismen og fratage genstande deres uvirkelige værdi. Dette gøres ved ikke at give liv til genstande, men snarere se dem for hvad de er. Således at falske behov ikke opstår og vi kan mærke hvad vi egentlig har behov for og ikke hvad kapitalen propper ned i halsen på os. Dette minder uhyggelig meget om buddhismens tilgang til verden, omend der i marxismen ikke er en afskrivelse af jeg’et. Dette bliver dog underlagt fællesskabets behov og udvikling.

Disse aspekter finder jeg ganske interessante. Kapitalismen anser mennesker som skibe der mødes i natten. Marxismen ser skibe, men opfordrer til at være opmærksom på det ocean der forbinder skibene. Buddhismen ser kun oceanet.

Det pudsige er at kapitalismen indbefatter sin egen død. Kapitalismen antager at forbrug er væsentlig for menneskets udvikling. Men et enkelt og overordentlig vigtigt aspekt af udvikling er ikke et forbrug i gængs forstand. Det forsvinder ikke og vil i sidste ende gøre op med kapitalismens barnlige søgen efter ressourceophobning. Med mindre vi har smadret vores smukke planet inden da.

Dette aspekt er viden. Viden forsvinder ikke. Viden er en vigtig grundsten i al udvikling, samfundsmæssigt som individuelt. ”Kend dig selv” som der stod skrevet over indgangen til de græske templer og de har ret - viden om dig selv og verden er udgangspunktet for udvikling. Hvis du køber en vare, eksempelvis en fladskærm, så forsvinder denne på et tidspunkt. Din fladskærm går i stykker og du må bruge flere surt opsparede penge på at købe en ny. Sælgeren mister en faldskærm, men får kapital. Anderledes er det med viden. Hvis jeg uddeler af min viden, så mister jeg ikke selv denne viden. Selvom jeg måske tager penge for at dele ud af min viden. Der går ikke noget tabt i mig ved at dele min viden. Viden akkumuleres uden at dette medfører videns forgængelighed. Mon ikke al denne viden på et tidspunkt vil vende vores bevidsthed mod fællesskabet og gennemskue ”genstandenes” egentlige natur. Således at vi i fællesskab kan ændre menneskehedens kurs og undgå at kapitalen skal styre vores behov, vores tanker og vores liv. På samme måde som at buddhismen anser at mennesket igennem intens observering kan gennemskue at ”jeg’et” blot er en illusion og at verdens ting ikke har den værdi vi tilskriver dem.

Buddhismen og marxismen kan altså siges at have flere aspekter til fælles. Mon et buddhistisk samfund i virkeligheden ikke vil ligne et marxistisk? Hvor alle har ret og mulighed for at udleve deres indre. En verden og et samfund hvor det ikke blot er de få der har adgang til ressourcerne, men hvor vi alle ved intens observering af os selv, indser at vi ikke er noget uden andre og at ressourceophobning blot er et forhutlet forsøg på at undgå det uundgåelige – altings forandring. Ting forgår - Kapitalismen og jeg'et dør -  men viden akkumuleres.


Alt godt

Kresten Kay, Psykoterapeut

 

__________________________

Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Buddhistisk marxisme. Psykoterapeut Kresten Kay om kapitalismen og Jeg’ets død