Syngende samtale

I de autentiske og dybe samtaler, som af og til opstår mellem to elskende, oplever vi hinanden på et dybere og rigere plan end i den almindelige hverdagskonversation. Vi oplever allesammen disse samtaler af og til, om ikke andet så i forelskelsesfasen. Og for tit de stunder som vi mindes som de allerbedste. 

Når vi taler sammen på dette dybe niveau, begynder ordene nogle gange at miste betydning. Ikke fordi ordene bliver meningsløse, men de er ikke det vigtigste i samtalen - det væsentlige er klangen af den andens stemme, og de to stemmers fælles harmoni og udveksling. For klangen af stemmer som er frie, åbne og nysgerrige er samtidigt klangen af det autentiske menneske og den autentiske kommunikation - og det autentiske møde er det, vi hele tiden søger efter i samværet med andre.

Efterhånden som samværet bliver dagligdag, bliver det autentiske pakket lidt længere væk. Der kan blive længere mellem de autentiske møder og samtaler, og man kan føle at alt hvad der skulle siges allerede er blevet sagt. Det skyldes at man er udgået for ord, og en af de mulige veje til autentisk samvær kan være ordløs kommunikation: Syngende samtale.  

Der er en hel masse måder man kan synge sammen på, her er et enkelt forslag: Sæt jer tæt overfor hinanden, så I stadig sidder bekvemt. En pude på gulvet er fint, ellers sid på stole. Ansigterne skal være i nogenlunde samme højde. 

Start begge med at synge lange toner med lukket mund: mmmmmm. Det er såmænd det hele. Syng ikke højere end at du kan høre din partner hele tiden, og hav hele tiden opmærksomhed på hvordan han/hun lyder. Når der er gået lidt tid, åbnes munden så det bliver til nnnnnnnn. Leg lidt med tungen, så n'ets klang ændres. 

Når I er klar, åbner I munden og synger lange toner på en vokal. Først oooo, så uuuuu - og så er der frit valg på hele vokalhylden. Aaaaaaooooeeeeiyyyyyyeeeeeééé´åååååååå. Bare et tilfældigt eksempel.

Det centrale er hele tiden at lytte efter den anden, og samtidigt hele tiden synge det som du selv har lyst til. Du skal ikke svare på din partner, ikke følge eller imitere - men måske blive inspireret til nye lyde. Og du skal ikke overdøve din partner, og slet ikke overdøve dig selv. Man overdøver sig selv når man synger noget som man ikke står inde for, ikke har autentisk energi til. Så bliver det til en ren egopræstation, og det er en sårbar tilstand som er det præcist modsatte af hvad vi søger i den syngende samtale.

Der findes flere steder hvor man kan deltage i fælles toníng, humming eller sangmeditation. Det kan være fint at opsøge disse steder for inspiration, og måske få hjælp til at få banket lidt af rusten af stemmebåndet, hvis det ikke er vant til syngende udvekslinger. 

 Enjoy! 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Syngende samtale