Klangoplevelser ved Anne Viese

Angstens og frygtens ansigt

Frygten får os til at handle. Frygten kan også lamme os, så kroppen lukker af og vi får lyst til at sove.  Frygt skaber trusler, vold og flugt. Flugt fra sig selv. 

Jeg vil gerne give dig indblik i to menneskers liv, hvilke omhandler frygtens ansigt. Begge kvinder besøger mig jævnligt i min klinik. Læs deres oplevelser af bla frygtens spil:

“Jeg kender frygtens spil. - jeg har aldrig kendt til andet. Men vreden er blevet mit våben. I mine øjne er alt, der minder om frygtens ansigt onde inden i. Derfor kan jeg ikke invitere nogen ind. Selv mine børn kommer ikke længere end til min dørtærskel. Jeg holder dem ude. Det gør jeg fordi angsten, uroen og frygten har overtaget mit liv. 

Jeg er ikke i stand til at være nogen nær. For nærhed er i mit sind blevet lig med vold, trusler, magt og angst. Når nærhed giver mig frygt, giver afstand tryghed. Ingen kan røre mig - heller ikke fysisk. Jeg tager ingen ind. Jeg er som en isdronningen som passer på mit slot!” (Bente 71 år)

 

En anden lidt yngre kvinde udtrykker sig om angsten ansigt:

“Alle skal blive væk eller gøre som hun siger, de skal. Den person min mor holder allermest af, er ikke mig. Og det er jeg glad for. For den hun kærer mest for er fanget i hendes net. Hun har gjort ham inhabil, invalid og lammet - ude af stand til at tage ansvar for sit liv. Ude af stand til at blive voksen. 

Hun hjælper ham, hvis han klynker. Mig nøjes hun med at manipulere med sin vrede. Magt og kontrol er blevet hendes våben. Vreden forklædt som had og magtmisbrug. Hun bruger ord og magt til at styre mig med. Hun fratager mig min svaghed og styrke, min blidhed og kærlighed, min åbenhed og nysgerrighed. 

Hendes energi er tung, tynger mig ned i knæ. Så jeg må tigge og bede om hjælp. Hjælp som hun ikke giver mig. Jeg ligger ned. Det sidste hun mangler er at give mig dødsstødet. Jeg har intet at tabe. Hun har taget alt fra mig. Min mand, mit barn og mine venner. 

Hun vender dem mod mig. Bruger dem som våben. Små ord er nok. Når bare hun bruger dem varsomt og med snilde, så opdager ingen den manipulation, der sker lidt efter lidt. 

Men nu er hendes kæledække bortrejst og hun kan ikke mødes med ham ansigt til ansigt. Han kan lettere fortælle en usandhed - skærme sig mod hende. Nu har hun tid - ekstra tid til mig. Den tid bruger hun i samværet med mit barn. Mit barn bliver skydeskiven og indgangen til mig. 

Hun eksporterer den angst og frygt hun ikke længere ønsker. Og jeg tager imod. For jeg har ikke lært andet. 

Men hvornår slutter det? Er det når hun har taget min sjæl, mit liv fra mig. Og har hun ikke allerede gjort det? Eller hvad mere ønsker hun? 

En ting ved jeg ved jeg og det er, at jeg oplever at jeg mister fodfæstet, hver gang jeg blot ser skyggen af hende foran min hoveddør, når hun står tålmodigt og tripper. Åbner jeg ikke døren i løbet af få sekunder borer hun sin nøgle i nøglehullet og river døren op til mit hjem. Hun haster ind, krænker mig med sine magt begærlige ord og tvinger mig til at sige ja. Også selvom jeg ikke mener, at jeg bør sige ja til, at hun passer mit nu næsten voksne barn. Men jeg føler ikke at jeg kan  andet. Jeg bliver træt. Min krop vil sove. Mine øjne lukker sig i og selvom jeg normalt er urolig døgnets 24 timer, indtræffer en ro så stor. Jeg har lyst til at lade mine knæ falde under mig. Jeg har lyst til at give op. Sove. Forsvinde bort. Men jeg gør det ikke. For slipper jeg hende af syne eller flakker mit blik, truer hun mig med ord, der er skarpere end den skarpeste kokke forskærer kniv og med sine ord får hun altid, hvad hun ønsker. Tilintetgører mig. Hun gør mig til intet. Jeg er intet. 

Oftest kan jeg ikke mærke mig selv. Når folk spørger mig hvad jeg ønsker mig, ved jeg det ikke. Når jeg spørger mig selv om jeg vil holde Jul alene hjerhjemme eller på en solbeskinnet ø, ved jeg ikke hvad der er bedst. Jeg kan ikke mærke mig selv. Og når nogle spørger mig hvad mine behov er, ved jeg det faktisk ikke. Når jeg en sjælden gang opsøger en behandler og hun spørger mig, hvordan jeg har det eller havde det efter den forrige behandling, ja så svarer jeg med: det ved jeg ikke eller det husker jeg ikke. For det er sandheden. Jeg ved det ikke, for jeg mærker ingenting. Hun siger, behandleren siger, at jeg har fjernet mig fra min bevidsthed - jeg er trådt ud af min energi. Jeg træder ud af min krop, når det bliver svært. Behandleren hjælper mig med at huske på min krop. Vi tager et skridt af gangen. Hun siger ”se din krop for dit indre blik, se farven lysblå der pakker dig ind med sølvblå lysende energi, der giver dig din styrke tilbage.“ Sans og oplev dine arme, dine ben og dit hoved. Vi tager et skridt af gangen. For bliver det for meget, lukker min krop og mit sind i og jeg falder i søvn under behandlingen. 

 

Hun siger jeg er nået langt og jeg stoler blindt på hende, for jeg tør ikke andet. Jeg glæder mig altid til næste gang, for jeg tror hun kan hjælpe mig til at lære mig selv at kende, så jeg ikke havner i magtmisbrugerens favntag. Jeg nærer et håb for, at jeg en dag er så stærkt, at jeg kan kæmpe - tage kampen op og vinde mit barn tilbage fra den mor, der siger hun gør det bedste hun kan for at hjælpe. Men i mit hoved er hendes hjælp ingen hjælp. I mit hoved er hendes liv magtbegær og alt hvad der kommer efter i kølvandet heraf.“ (Lone 44 år)

 

Angsten og frygten stresser kroppen og når grænsen er nået for hvad man kan rumme, står kroppen af. Man mister følelsen af at have en krop. Man kan ikke mærke sig selv, føle sig selv eller sit behov. Når man ikke længere kan mærke sig selv - forsvinder man langsomt bort. Folk begynder at teste grænserne. Men når man ikke føler sig selv, mærker man heller ikke sine grænser. Herfra bliver det let for omgivelserne at skride til grænseløs handling. Men hvordan sætter man bremsen i, hvis man er midt i orkanens øje og gerne vil ud, men er bange for at miste sig selv. Hvis ikke allerede det er sket? Når man har mistet sig selv, hvad gør man så?

 

Mit bud er: Søg aktiviteter, hvor du kan mærke din krop. Visualisér din krop, se din krops indre med guidede meditationer og dyrk dig selv i en periode. Opsøg en behandler der kan hjælpe dig blidt og nænsomt tilbage til dig selv. Find en behandlingsform der giver dig tryghed og ro til at lade din indre kerne vokse og styrkes. En langsom vej er somregel den bedste. Med en rolig og nærværende terapeut eller behandler hjælper du din bevidsthed tilbage i kroppen. Processen tilbage til dig selv giver dig følelsen af at komme “hjem”.

Søger du flere råd eller står du selv i sådan en position, så kontakt mig gerne på nedenstående oplysninger. 

Venlige hilsner

Anne Viese

Stress behandler/coach, Reiki healer, klangmassør og samtaleterapeut. 

AnneViese@icloud.com

__________________________

Klangoplevelser ved Anne Viese
www.klang-oplevelser.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Angstens og frygtens ansigt. Læs mere