Kunsten at sige Nej!

Vidste du, at nej er en hel og afsluttet sætning? Med punktum efter? Sådan: ”Nej.” Det vidste jeg heller ikke. Jeg troede, at nej var det første ord i en alenlang forklaring på, hvorfor jeg sagde nej, og en endnu længere undskyldning for, at jeg overhovedet kunne finde på at sige nej.

Opdragelse

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke helt kunne finde ud af at sige nej, er min opdragelse. Jeg er opdraget til at være en sød pige, der hjælper alle, der har brug for det. Det er sådan en slags eksistensberettigelse for kvinderne i min familie.

Hvis nogen beder mig om hjælp, så er det uhøflig at sige nej. Og jeg skal jo være høflig. Ellers er det ingen, der kan lide mig.

Hvis nogen beder mig om hjælp, så er det egoistisk at sige nej. Og jeg må ikke være egoistisk. Jeg må ikke sætte mig selv og mine behov før alle andre menneskers.

 

Konsekvens

Konsekvensen af denne form for opdragelse, var, at jeg det meste af mit liv prøvede at gøre alle mennesker omkring mig tilfredse, og at gætte mig til ethvert behov, de havde, så jeg kunne dække det.

Det eneste, jeg fik ud af det, var stress og en evig følelse af utilfredshed med mig selv. Uden at vide, hvad jeg skulle sætte i stedet for.

Jeg var en fantastisk medarbejder, og fik en imponerende karriere, for jeg er rigtig god til at afsøge en organisations og en ledelses behov, og så gå i gang med at dække dem. Og jeg arbejdede meget, for min egne behov var jo mindre vigtige end virksomhedens.

 

Vendepunktet

Jeg opdagede det faktisk først selv, den dag en anden person spurgte mig: ”Hvad ville du egentlig gerne, hvis du selv kunne bestemme? Hvis du nu havde alle muligheder i verden til rådighed?” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.

Det irriterede mig, at jeg, der ellers var rimeligt kvik og selvstændig tænkende på andre områder, ikke kunne svare på, hvad mine egne behov var, og hvad jeg gerne ville med mit liv. 

Så jeg gik i tænkeboks. Jeg talte med andre mennesker om, hvad de gjorde, og hvorfor de gjorde det, jeg opsøgte alle mulige og umulige situationer, for at finde ud af, hvad jeg kunne lide, og hvad jeg ikke kunne lide. Jeg søgte efter rollemodeller, og stille og roligt stykkede jeg et billede sammen af, hvordan jeg gerne ville være, hvad jeg gerne ville lave, og hvad mit bidrag til verden skulle være.

 

Det nødvendige nej!

Jeg kom meget hurtigt i et dilemma mellem at følge min egne mål og ønsker - eller opfylde andres behov, for verden havde ikke ændret sig, medens jeg tænkte mig om. Og så blev jeg altså nødt til at lære at sige nej. Jeg syntes, at det var temmeligt ubehageligt, men der var ikke rigtigt andre muligheder.

 

Sig nej! – Det tekniske

Og hvordan siger man så nej?

Jeg startede med at sige nej til nogle ting, og fandt ud af, at jeg brugte flere minutter på derefter at forsvare mit nej, forklare mit nej og undskylde mit nej. I en sådan grad, at en del mennesker begyndte at kigge sært på mig og skele til deres armbåndsur. 

Som næste skridt forsøgte jeg at sige: ”Det skal jeg lige tænke over”, hver gang nogen spurgte mig om noget. Så gik jeg hjem, og forsøgte at finde ud af, om det var noget jeg ville, om det overhovedet var mit ansvar, og så stykke et høfligt nej eller ja sammen, som jeg så kunne gå tilbage med. Det gav mig en tryghed - og en masse øvelse.

Så blev jeg så kæk, at jeg i en periode forsøgte at sige nej til alle forslag og forespørgsler – bare som en øvelse. Hvis jeg senere fandt ud af, at jeg gerne ville noget af det, jeg var blevet spurgt om, så gik jeg tilbage og sagde, at jeg havde tænkt over det, og at jeg gerne ville alligevel. Det var meget nemmere at sige nej, og derefter fortryde, end det var at sige ja, og derefter fortryde.

Til sidst var jeg klar til at øve mig på at sige nej, når det var det, der føltes bedst, uden forklaringer, uden usikkerhed og uden skyldfølelse - helst. Det vil sige, jeg sagde nej, og så skyndte jeg mig at lukke munden! Til min store overraskelse, så var reaktionen på et nej af den type stort set altid denne: ”OK.” Langt de fleste accepterede uden nogen som helst negativ reaktion mit nej, der var faktisk nogle, der begyndte at rose mig for, at det var rart, at jeg svarede så klart og direkte.

Min udfordring var ofte min egen tanke: ”Hvad nu hvis det så ikke bliver gjort?”. Og langsomt begyndte jeg at sige til mig selv, at hvis ingen gjorde det, så var det nok ikke så vigtigt alligevel.

 

Sig nej – Det kunstneriske indtryk

Det, jeg øver mig på nu, er det kunstneriske indtryk af mine nej. Sige det kort, sige det med et smil, sige det bestemt, sige det med humor, sige det med kærlighed, sige det på måder, der afvæbner eller står op for sig selv.

Jo bedre, jeg kender mig selv, og ved, hvad jeg vil med mit liv, jo lettere er det at vide, hvad jeg vil sige nej til, og jo mere jeg øver mig, jo nemmere og ubesværet kommer mine nej. Og jo mere ærlige er mine ja blevet.

Det har ikke været nemt, men det har været det hele værd: I dag lever jeg mit liv fuldstændigt efter mine egne ønsker og behov. Og hvis jeg kan finde ud af det, så kan du også.

Hav en forrygende dag!

Alexa Peary, Executive Coach.

Vil du have min e-bog med et enkelt redskab, der kan hjælpe dig til at få kontrol over din stress, så skriv dig op på min mailliste her.

__________________________

Alexa Peary
Mentor, Formidler & Executive Coach
Besøg http://kend-din-psykopat.dk/ og http://www.peary.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kunsten at sige Nej! Læs hvordan på Levlykkeligt.dk