Få det rigtige job - så brug denne Tjekliste

Du er i chok over dit nye job. Du kom gennem nåleøjet og blev valgt ud blandt hundredevis af ansøgere. Nu sidder du på det nye job, omgivet af dine nye kollegaer og din nye chef – og har mest af alt lyst til at sige op. Forventningerne er langt fra blevet indfriet, og du kan se, at det næppe kommer til at ske.

 Hvad skete der? Hvad gik galt? Og hvordan kommer du videre?

 Befinder du dig i en jobmæssig situation der gør, at du mest af alt har lyst til at tage benene på nakken og løbe skrigende væk, er det højest sandsynligt fordi du er gået på kompromis med nogle forhold og nogle detaljer som ikke er til gavn for dig og din almindelige trivsel på jobbet.

 Måske har du være jobsøgende gennem længere tid, og det kan være en både ensom og opslidende proces, især fordi du ikke ved hvornår din søgen er slut. Hvad enten du er i job eller er mellem job men leder efter et nyt, risiker du at blive så mør, at du begynder at gå på kompromis med dig selv og dine ønsker og krav til det nye job og din nye arbejdsplads.

 Du bliver måske usikker på, om du kræver for meget i løn. Næste gang du kommer til en jobsamtale, skærer du derfor 3.000 kr. af dit lønkrav.

 Du udvider din søgning geografisk, og begynder at tænke, at du godt kan klare en times ekstra transport hver dag på trods af at du ved, det ikke hænger sammen med børnehavens lukketider: ”Vi finder ud af det, og bedsteforældrene kan hjælpe til.”

 Du accepterer det nye job, selv om du ikke får pension. ”Arbejdsopgaverne er spændende og det er et trin op ad karrierestigen” tænker du måske, men glemmer at tage højde for, at du ud af din nye løn nu også selv skal indbetale det fulde beløb på din pensionsopsparing.

 Det kan også være at du tænker ”Fast arbejdstider er ikke noget problem” selv om det i utallige tilfælde har været rigtig praktisk for dig at du hidtil har haft flextid.

 Du tænker at du skal have et job, koste hvad det vil, for ”Det er det man skal”.

 Uanset hvilke forhold du måske kunne have lyst til at gå på kompromis med, så pas på.

 Pas på, at du ikke lader dig forblænde og forføre af, at der endelig er nogen der gerne vil ansætte dig. Hold hovedet koldt og sørg for at spørge ind til alle de forhold der er vigtige for dig at få afklaret. Lad være med at tænke at ”det kan jeg ikke tillade mig at spørge om” eller ”det er lige meget”. Hvis det er vigtigt for dig, er det vigtigt at få spurgt om.

 Spørg dig også for i dit netværk: Kender du nogen, som kender til forholdene i virksomheden? Tjek din nye chef, og virksomheden generelt, på nettet. Du kan være helt sikker på, at de har tjekket dig. Saml så mange informationer som overhovedet muligt, og brug din sunde fornuft. Mærk efter og fornem om du faktisk vil kunne trives. Det er sjældent du bliver rigtig glad for noget du er gået alt for meget på kompromis med.

 Sådan kommer du videre: Tjekliste til at finde det rigtige job

 Mit bedste råd til dig lyder: Beskriv i detaljer det job du gerne vil have. Tænk over hvilke arbejdsvilkår du gerne vil have, hvilke arbejdsopgaver du gerne vil have og hvilken virksomhed du godt kunne tænke dig at arbejde på.

 Du kender bedst dit fag og din branche, så tænk over om der er nogle forhold, som kendetegner den type af job du søger, og noter dine ønsker.

 Hvis du laver denne lille øvelse, sidder du tilbage med en beskrivelse af dit nye job som gør det nemmere for dig at undgå at gå alt for meget på kompromis med dine ønsker og krav.

 Hvert eneste job du søger og hvert eneste job du kommer til samtale på, holder du op mod denne tjekliste. På den måde får du hver eneste gang tjekket efter, om du nu også søger og siger ja til det rigtige job, og du går ind til dine kompromiser med åbne øjne.

 Arbejdsvilkår

  • Hvilke rammer er vigtige for dig i dit job?
  • Hvor mange timer og i hvilket tidsrum arbejder du?
  • Hvor lang er afstanden mellem dit hjem og jobbet?
  • Hvad er din forventning til lønnen og personalegoder?
  • Hvilke ønsker har du til personlig og faglig udvikling?

 

Arbejdsopgaver 

  • Hvilke arbejdsopgaver drømmer du om at beskæftige dig med?
  • Hvilke ansvars- og funktionsområder har du?
  • Hvilke faglige og personlige kompetencer har du i spil?
  • Hvad er dine succeskriterier?
  • Hvor høj grad af frihed har du til at løse dine opgaver?

 

Virksomheden

  • Hvilken størrelse har virksomheden?
  • Hvilken branche er der tale om, og hvordan er virksomheden placeret i denne branche?
  • På hvilket niveau i organisationen er du placeret?
  • Hvor mange medarbejdere eller ledere (hvis nogen) refererer til dig?
  • Hvilken stillingsbetegnelse har du?
  • Hvordan matcher dine personlige værdier virksomhedens værdier?
  • Hvordan bliver du selv ledet?

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Rigtige job - så brug denne Tjekliste. Læs mere