Er du sommetider en dresseret elefant?

I det at være tro overfor vores autentiske jeg, og ville understrege det med en handling, løber vi sommetider ind i at vi mangler fantasi til at forestille os andre måder at gøre tingene på, end den vi plejer. Vi begynder måske at tvivle på om vi er på rette spor. Giv ikke op!

En fantastisk kraftfuld måde at finde nye veje på, er at læse og lytte til ”universelle” fortællinger, som udfordrer det vi ”plejer” at gøre og som hjælper med at åbne op for nye måder at handle på. Ofte er disse fortællinger skrevet med en humoristisk tilgang og i en form som gør det stort set umuligt for os at lukke øjnene for mulighederne i at ”adoptere” det nye alternativ. En bog, der har gjort en stor forskel for mig er ”lad mig fortælle dig” – livskloge fortællinger, af Jorge Bucay. (Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan helt sikkert findes brugt).

En af fortællingerne i bogen handler om Demian, der ikke tror han kan, det han gerne vil og derfor beder om hjælp hos fortælleren.

Svaret var:

Tænk på elefanten i cirkus. Den er tøjret til en lille pæl, med en lænke som den har om det ene ben. Og den bliver stående, til trods for at den så let som ingenting ville kunne hive pælen op af jorden og gå sin vej. Hvorfor går den så ikke bare? Den tror ikke den kan! Fordi den har været bundet til pælen lige siden den var meget, meget lille!
Den gang kæmpede den sikkert bravt for at komme fri, men der var pælen stærkere end den. En dag gav den op, accepterede sin magtesløshed og affandt sig med sin skæbne. Den magtesløs er præget i dens hukommelse og det værste er at den aldrig siden har sat spørgsmål ved denne erindring. Aldrig siden har forsøgt at sætte sin styrke på prøve igen.

Vi er alle sammen lidt ligesom cirkuselefanten. Vi går rundt i verden og er bundet til hundredvis af pæle, som tager vores frihed fra os!
Vi går rundt og tror at ”vi ikke kan”, fordi vi da vi var små forsøgte og ikke lykkedes med det.
Og når vi en gang imellem mærker lænkerne og rasler med dem, skæver vi til pælen og tænker:

Jeg kan ikke og jeg kommer aldrig til at kunne.

Det er hvad der sker. Du er begrænset af erindringen om en Demian, som ikke eksisterer længere, som ikke kunne.
Den eneste måde at finde ud af om du kan, er ved at prøve igen og lægge hele din sjæl i det.....Hele din sjæl!

Måske denne fortælling også kan hjælpe dig, når du strander.

Ha’ en dejlig dag.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Er du sommetider en dresseret elefant?