Avatar længsel...

 

James Camerouns sidste filmiske bedrift, Avatar vækker forståeligt opsigt – og nu skrives der så også i medierne, bla Politiken, om ”Avatar-depression”. Tilsyneladende er der mange, som beretter om depressioner omhandlende længsel efter det univers,  der er på planeten Pandora i filmen.

Universet i filmen rummer bjergtagende fysisk skønhed – og især folket Navi’erne, som lever i en indbyrdes forbundethed med hinanden, naturen – alt sammen forbundet af og i den guddommelige energi/kraft Eywa.

Længslen efter at opleve den skønhed, kærlighed og forbundethed, som Navi’erne lever i, er forståelig. Når længslen kombineres med den kollektive vanemæssige tilbøjelighed om at kigge udad og lede efter forbundetheden udenfor én selv – som om den skal findes ”derude” – så bliver frustrationen og sørgmodigheden også forståelig. For så har vi en situation hvor vi længes efter noget, vi ikke selv tror vi besidder lige nu – og ovenikøbet ikke ved hvordan vi kan opnå.

Budda fortalte i sin tid en lignelse, som omhandler tiggeren, der bor i et træskur – og som tigger dagen lang. Tiggeren er i virkeligheden utroligt velhavende, da der under hans gulvbrædder befinder sig en kæmpe klump guld. Han ved det bare ikke, hvorfor han bliver ved med at søge rigdommen fra andre/udenfor sig selv.

Pandora’s vidunderlige rige – den kærlighedsfyldte forbundethed hos Navi’erne...det er i os – har altid været det, og vil altid være det. Levende væsner er alle forbundet – livsenergien vi deler, er i os alle – og når vi stopper op, og virkelig undersøger – kan vi erkende dét, som altid har været virkeligheden.

Der er en ubeskrivelig, ordløs rigdom i at erkende og aktualisere denne forbundethed – som langt overgår det, en film eller en bog kan vise og fortælle os. Oplevelsen hvor det går op for én,  at andre er DIG og du er andre, bringer os hjem igen til virkeligheden. Og til et liv med meningsfyldthed.

Film som feks Avatar, kan få os til at længes efter dét der er. Vi mærker intuitivt hvordan der tales til det åbne hjerte og vores eget visdomssind – men kommer til gribe ud efter sandheden, som om den findes derude...

Vågen undersøgelse af den fine, subtile og i virkeligheden altomfattende essens vi alle er en del af, kan bringe os tilbage fra drømmestadiet. Korte glimt, kan blive længere og hyppigere – vægtbalancen rykkes, og du vil opleve spontan kærlighed og forbundethed, som langt overgår dét som Avatar viser os..

Se ind.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
"I see you" __________________________

Claus V. Nielsen

Hej Jesper, Jeg synes det er godt set, at folk indeholder denne her længsel efter noget større, for det gør vi jo, vi søger konstant efter en dybere kærlighed og mening. Undersøgelser har også vist at religiøse mennesker - uanset trosretning - generelt er mere lykkelige end andre folk. Måske fordi de tør sætte deres lid til noget større. Men hvad så med resten? Hvis dette univers virkelig eksisterer inde i os selv og ud fra os, vil blomstre omkring os, hvorfor gør den det så ikke? Der må jo være en grundt til at mennesket higer efter noget og oplever denne "avatar-depression". Hvordan kan det være at så mange mennesker er ulykkelige og ikke formår at skabe deres eget "avatar-univers"? egentligt kunne det jo også kaldes "hobbit-univers", for længslen har altid været der. Måske er det meningen at vi skal hige og ikke nå et bestemt mål, for hvis vi er tilfredse med hvor vi står, hvordan skal vi så forblive innovative og nyskabende? Bare en lille tænke-tank...

Hej Seeker!

Det er da nogle spændende spørgsmål du rejser!

Og som er vanskelig at besvare for sådan een som mig, som hehe...altså ikke har min daglige gang i..lad os kalde det Avatar-universet, da bloggen nu tager udgangspunkt i den film  :-)

Så mine forsøg på at besvare dine spørgsmål er baseret på selvoplevede glimt og øjeblikke - og især på hvad jeg har fået fortalt, og som giver resonans hos mig.

For mig at se, er dét at opleve forbundethed med andre, en tilstand hvor ens "jeg" som isoleret og "i-sig-selv-eksisterende" enhed, er væk - eller meget reduceret.

I den daglige bevidsthed for langt de fleste af os, er vi via vanemæssige tilbøjeligheder og diverse vildfarelser, i en ganske anden bevidsthed, nemlig dén hvor vi virkelig opfatter det der "jeg" som virkeligt, ganske uafhængigt af alle de andre "jeg'er". Dvs uden forbundethed.

Vi kender jo alle til dét at have haft en vildfarelse/forvirring - noget vi troede var på en anden måde end det reelt viste sig at være. Jo dybere forvirringen er, jo vanskeligere kan den opleves at udrede. Men af og til kan vi ramle ind i en eller anden oplevelse, hvor vores hjerte og bevidsthed har været tilstrækkelig åbent, til at der har kunnet blive etableret en kontakt til dét der er bag ved det hele - vores åbne, vågne, spontant medfølende natur, som ikke er en konkret og midlertidig identitet.

Sådanne oplevelser kan igangsætte en udefinerbar længsel..der bliver prikket til noget vores bevidsthed genkender som værende sandt - men som "jeg'et" kan have lidt svært ved at forklare.

Hvis vi i vores daglige bevidsthed bruger nogle og halvfems procent af tiden på at dyrke "jeg'et" som noget der eksisterer ganske uafhængigt af andre mennesker - med alle de forstyrrende følelser der følger af det, - og af og til via en fantastisk film - et digt - et kursus - en kærlighedsoplevelse - you name it...oplever en helt anden bevidsthedstilstand i sædvanligvis meget korte glimt - ja det er så nok til at igangsætte en spontan genkendelse af at: dette er vidunderligt, fantastisk, "ren bliss" osv osv - og længslen efter at opleve det igen kan så opstå.

Jo mere vi får udredet vores forvirring på hvem og hvad vi egentlig er - og begynder at bruge flere procenter af vores daglige opmærksomhed på dét, fremfor at hælde næring til at gøre "jeg'et" mere og mere stærkt og vigtigt - jo mere faciliterer vi så også muligheden for at reelt at opleve denne medfølende og forbundne tilstand med andre mennesker og væsner.

Du spørger hvordan vi skal forblive innovative og nyskabende hvis vi er tilfredse. Når du oplever reel, spontan medfølelse og forbundethed med alle mennesker, vil ordet "tilfredshed" langt fra være dækkende for den tilstand... Det er en tilstand der er vanskelig at beskrive ordentligt med ord. Og jeg tror at innovation og nyskabelse kan nå uhørte niveauer hvis flere af os er i den bevidsthed.

Mange af os tror at hvis vi ikke er drevet af hhv viljen til at være klog, stærk, smuk, god - og hhv frygten for ikke at være kloge, stærke, smukke, gode - så vil vi fuldstændig miste vores motivation for noget som helst.

Når vi er hinsides frygt og deslige - men hviler i vores egen natur, som er alt og alle og ingenting på samme tid, så sker der altså ting og sager med kreativitet, spontan og upartisk kærlighed overfor alle..med meget mere :-)

Og så er der selvfølgelig gradbøjninger..for nu beskriver jeg denne tilstand som noget absolut - men vi kan jo være i mere eller mindre kontakt med vores egen natur. Selv oplever jeg, at være mere idérig og innovativ når der hersker vågenhed, fred og ro indeni, end når der er tanke- og følelsesuro. Og det er at være tættere på min egen natur, når jeg er dér - end når "pop-corn sindet" råder :-)

Og når der er vågenhed, fred, ro - indeni, ja så sker meget tit dét at der simpelthen er PLADS og ÅBENHED i hjertet og bevidstheden til at jeg MÆRKER at være forbundet med andre. Kontakt til kilden. Ikke længere at være solstrålen, der hævder at være vigtig - men en kiggen ind i hvad jeg _egentlig_ er...solen.

 

- Ingen tvivl om AVANTI griber med dens ekstremt flothed med dens eminente 3D effekt - men storrytellingen er ganske banal og beklagelig ... og alligevel sætter den så megen tanke / føle respons i aktivitet som læst på bloggen her! Film er fantastisk at dvæle ved - lade tiden løbe - mens den fæstner sig - og åbner for nyt eller bekræfter!
Avatar længsel...