Profiltyperne - De arketypiske klassifikations-systemer

"Det er i menneskets lod, at sætte alting i system".

Jeg husker den sætning som i går og læste den første gang da jeg fik ”Bogen om Skak” af min onkel i gave på min 12 års fødselsdag.

Selvom bogen omhandler skak og er paradigmet i skakforståelse, ligger der også en dyb form for refleksion og visdom gemt i mange passager i denne fremragende bog, der ikke kun er et bidrag til skakverdenen, men i lige så høj grad også rummer menneskelig visdom og indsigt.
Startskuddet til at forstå den menneskelige intuition fandt jeg som dreng gennem denne bog, der den dag i dag stadig står på reolen i al sin pragt og skiller sig ud blandt mine bøger der omhandler naturvidenskab.

I dag er det blevet en trend at sætte os mennesker i system, plante os i nogle klart afgrænsede og veldefinerede kasser hvor der på siden står trykt hvad du er for en og hvilken skæbne der stilles dig i udsigt. Når man læser på kassen kan man se hvem der er hvad, men ikke hvorfor det er sådan, eller hvordan det er blevet sådan.
Disse kasser dækker en alenlang liste med systemer som;

Astrologi, Birkman, Calell 16PF, DISC, Enneagrammet, EON, FIRO-B, Holland's Theory of Career Choice, I Ching, INSIGHT, iPersonic, Kiersey-Bates Temperament Sorter, Lumina Spark, MBTI, Morfopsykologi, NLP, Numerologi, OCEAN, OPQ, PARIO, PON, PRISM, RMP, RSMP, Talents Dynamic Profile, Tarot, UCM, WEALTH Dynamics Test, Wealth Spectrum Test m.fl.

Jeg tænker; hvis eet af de systemer er det ultimative psykologiske profilværktøj der beskriver os mennesker korrekt i den sammenhæng det nu var tiltænkt, hvilket argument hviler dette på og hvorfor er der så mange systemer der i flere forhold rækker lidt ind over nogle andre?

Hvad forsvarer at sætte etiketter på os mennesker i den tro, at så kan vi se hvem der passer til hvem og hvor de sociale forhold eller menneskelige kvaliteter danner et fint match med miljøet?
Detailgransker vi systemerne, får vi straks at vide, at vi også besidder lidt af alt det andet, men en primær klassificering er uomtvistelig – den går igennem som personificeringen af det biologiske væsen vi er – på godt og ondt.
Så selvom vi altså er én type, er vi så også ”lidt af alt det andet”.

Jeg har valgt at kalde det De Arketypiske Klassifikationssystemer, hvis koncepter synes at være sat i verden for at beskrive den menneskelige habitus i en velafgrænset og snæver form.
Baggrundene for disse vidt forskellige systemer har et fællestræk, nemlig at beskrive hvordan mennesket fungerer ud fra en kategorisering, baseret på analyser.
I så fald det er muligt at sætte mennesket ind i en bestemt kasse fra den dag det ser verden for første gang og på sin vej gennem Livet, må systemerne antage, at der ikke sker nogen ændring hos individet, hverken neuralt eller i personlighedsstrukturen – med andre ord; sådan som du er født således forbliver du gennem livet.

Man tager så højde for i systemerne, at der kan komme påvirkninger fra andre aspekter i klassificeringerne, således siger man f.eks. i enneagrammet at ethvert menneske rummer egenskaber fra andre enneagramtyper. Ligeledes forholder det sig eksempelvis også inden for astrologien, Myers-Briggs modellen, NLP m.fl..
Da systemerne nu åbner op for en bred vifte af profiler, hvor én bestemt profil er den gennemtrængende, alt dette baseret på analyser og ikke målinger, hvorledes kan vi være sikre på at disse analyser bygger på en ramme der dokumenterer dens berettigelse?

Tager vi enneagrammet eller MBTI, baseres typen på en række udvalgte spørgsmål der betinger besvarelsernes ægthed, men tager ikke højde for den biologiske udvikling hos testpersonen – svarene betinges af alderen og den er ikke statisk, ej heller hjernens udvikling gennem Livet.
Tilsvarende problemstillinger finder vi i andre klassifikationssystemer og ser vi på astrologien er der ingen evidensbar dokumentation for at det er fødselstidspunktet der er afgørende og ikke undfangelsestidspunktet.

Her bygger systemet på empiri og igen analyser af bestemte menneskelige træk sat i et forhold til planeterne og deres positioner, hvilket giver os vor menneskelige karaktertræk og fortæller os hvorledes vor skæbne forvaltes bedst.

Med andre ord er det de intrapersonelle konstellationer der bestemmer de interpersonelle relationer - og det i sig selv ganske fornuftigt, som således danner en logisk ramme omkring vores personlighedsstruktur, der så afspejler vore relationer til vore omgivelser.

Problemet med den form for aksiomer relateres så direkte til de arketypiske klassifikationssystemer, dvs. man sætter præferencer op som understøtter systemerne uden at forholde sig den menneskelige biologi og neurale struktur der, som vi ældes også ændres.

Det er det jeg kalder ”Den Mentale Placeboeffekt”, det man inden for psykologien kalder Pygmalioneffekten (også kendt som Rosenthal-effekten). Denne form for selvopfyldende profeti har den amerikanske selvhjælpsguru og præstationsudvikler Anthony Robbins også set nærmere på i NLP’ens univers.

Han har stillet kritiske spørgsmål til de såkaldte Master NLP coaches og deres afvikling af sessioner med klienter. Forundringen går på hvorledes det han kalder middelmådige coaches, der aldrig burde have udført sessioner med klienter, kan skabe eminente resultater hos klienten og ser samtidig fremragende NLP Master coaches levere rigtig dårlige resultater hos klienter.
Det Robbins fandt ud af var, at selvom coachingen var kvalitativt bedre hos de fremragende Mastercoaches og fik skabt rapport, så beroede effekten af coachingen på klientens egen indstilling, forventning og holdning til det forventede resultat. Robbins ændrede derfor senere NLP til NAC, hvilket er en forkortelse for Neuroassociative Conditioning (Neuro Associativ Betingning) som jeg dog ikke vil behandle nærmere her.

Klassifikationssystemerne drager ingen paralleller til en pludselig ændret personlighedsstruktur der kan opstå gennem traumer, ulykker og andre personlighedsrelaterede påvirkninger. Det er jo ikke uset, at et menneske der eksempelvis før har været ekstrovert ændrer karakter og bliver introvert når der sker voldsomme begivenheder i personens liv.
Det er heller ikke uset, at personer ændrer sig over tid og ser tingene i et andet perspektiv end tidligere.

Præcis det samme forhold ses hos praktiserende psykologer, hvor det ikke er et spørgsmål som patient at udvælge en psykolog der ligger i byen, men derimod finde DEN psykolog der ikke kun evner at komme ind under huden på patienten, men i lige så høj grad også forstår at få patienten gjort forståelig i selve behandlingens positive effekt og implicit successmæssige resultat. Det er her man så at sige ’skiller fårene fra bukkene’.

Anvender man disse såkaldte ’psykologiske profilværktøjer’, betinger det en jævnlig evaluering af repræsentationen, før det har værdi. Men et spørgsmål presser sig på; er det overhovedet forsvarligt at gruppere, eller klassificere mennesker?

Neurovidenskaben påviser at vor hjerne er plastisk, den tilpasser sig de givne forhold og også miljøet. Vi skaber nye neurale motorveje som vanerne opstår, så den bløde substans inde i kraniet der udgør parametrene for at anvende disse værktøjer, befinder sig aldrig i en statisk tilstand gennem den biologiske tidshorisont vi mennesker er begrænset af.

En hårdkogt kriminel der siden han var 10 år, har levet en 25 år lang kriminel løbebane med vold og berigelseskriminalitet, begynder som 40 årig at reflektere over livet, bliver meditativ, dyrker mindfulness og tager kurser i filosofi . . . har han ændret type?

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Arketypiske klassifikationssystemer - hvad er de? Læs mere