Meget vold blandt børn kan undgås

Jeg tror på at meget vold kan undgås med den rette viden og handlen. I går læste jeg i avisen om vold (og mobning) på arbejdspladsen, og hvor meget det koster samfundet. Jeg blev rigtig ærgerlig over at læse, at det bl.a. går ud over pædagoger, lærere og sygeplejersker. Jeg har arbejdet som alle tre arbejdsgrupper, og har derfor godt kendskab til hvad der sker i samspillene i disse grupper.

Forstå børn

Jeg har ofte indenfor netop disse faggrupper oplevet, at disse velmenende, dejlige, kærlige og hjertevarme mennesker har en tendens til at forklare for meget, og dermed prøve at få dem, de arbejder med til at forstå baggrunden for deres handlinger. F.eks. prøver mange der arbejder med børn, at få børnene til at forstå, HVORFOR børnene ikke må gøre som de gør, eller HVORFOR de skal gøre som der siges. Det er der ikke noget galt i. Børn skal da have en forklaring, de kan lære af. Men børns hjerner er først udviklet til at tage ansvar for relationer, når de er omkring 12 år. Indtil da er samspillet mellem børn og voksne, og konsekvenserne af det, udelukkende den voksnes ansvar. Det er derfor vigtigt, at voksne udviser lederskab og ansvarlighed, og undgår at være i defensiven i forhold til børn. Når voksne prøver at få børn til at lære at forstå, at de skal stoppe en bestemt uhensigtsmæssig adfærd, har de altså tabt på forhånd. Hvis børn ikke ”forstår” eller lærer det, skal der handling til i stedet for ord. Det nytter ikke, at blive ved at prøve at forklare, selvom det er både venligt og kærligt ment. BØRN SKAL IKKE FORSTÅ VOKSNE – VOKSNE SKAL FORSTÅ BØRN.

Man er derfor i defensiven, når man forklarer det samme for mange gange, eller fumler rundt i ordene. Man udstråler usikkerhed. Når andre oplever en usikker person, giver det ofte anledning til at gøre sig til overhund. Ikke fordi overhunden er et dårligt menneske, mere fordi dette menneske ikke selv føler sig god nok. Mange børn kommer fra skæve familieforhold, hvor der er overhunde og underhunde. Bliver den samværsform ikke ændret, er det en adfærd, der fortsætter i voksenlivet, fordi de som børn er ikke blevet rummet og forstået på den rette måde.

Stop skadende adfærd

Børn har brug for at blive set, hørt, forstået, holdt om og få aldersvarende grænser. Så i stedet for at forklare, kan de voksne udvise forståelse ved at spørge ind til barnets handling og sige, hvad de observerer barnet gør. Dvs. hvad der kan ses og høres. Lyt til barnets egen forklaring, giv det et kram. For når et barn ikke bliver rummet på denne måde, bliver barnet nogle gange aggressivt og voldelig, pga. afmagt. Det synes jeg godt nok er synd for barnet, at sætte det i den situation. For der er ingen – hverken børn eller voksne – der synes om sig selv, når de har en voldelig adfærd. Det kan godt være, de selv tror det og derved udtrykker, at de er lige glade. Men inderst inde er spiren til et voksende selvhad lagt. Og jo mere den spire får lov til at udvikle sig, jo mere selvhad, jo mere vold enten indad eller udad vil der opstå. Det er naturligvis voksnes opgave at forhindre dette. Men hvordan? Ud over at forstå og rumme børnene, må de voksne omkring børn, dvs. pædagogisk personale, lærere og forældre lære at mærke egne grænser. Først når man kan mærke og stole på sine egne grænser, kan man sætte dem på en autentisk måde, og derved udstråle integritet og sikkerhed. En sikkerhed som børn bemærker og som giver dem tryghed, fordi det er en person, der ved hvad børn har brug for – at blive beskyttet mod egne skadelige handlinger – overfor andre og sig selv.

Der er en engel bag facaden

På den måde vil meget vold kunne undgås. Og ved at vælge at tro på at alle har en positiv intention med deres adfærd. Det gør det nemmere at se det gode i både sig selv og andre. Undersøgelser viser også at de tanker og forventninger vi har til et barn, vil få barnet til at opføre sig som forventet. Heldigvis er der altid noget godt at finde, når man kigger ind bag facaden. Jeg har arbejdet med nogle af de mest adfærdsvanskelige børn og unge, der kunne tage pippet fra de fleste. Nogle gange viste overfladen et rent monster, men indeni fandt jeg altid en engel, som jeg fik et nært forhold til. Og dette samtidig med, at jeg satte grænser for barnets uheldige og skadende adfærd. De ”værste” børn, var dem jeg kom til at elske mest, for det var dem, der trængte allermest til det. Når man viser mennesker, at man forstår dem, rummer dem og holder af dem, bliver det lettere at hjælpe dem til en bedre adfærd uden vold. Jeg er aldrig blevet slået af børn, og det har ofte været voldelige børn og unge mennesker, jeg har arbejdet med. Jeg har også arbejdet med voldelige voksne, og fordi jeg stoler på mig selv, ser det gode i andre, og derved udstråler at jeg tror på det gode i dem, har jeg på trods af mange udsatte situationer heller ikke oplevet vold her.

Min opskrift på at undgå vold er – vær en tryg voksen, der er: - autentisk (fordi du mærker, hvor dine grænser er) - undlader overflødige forklaringer - ser det gode i andre og - udstråler forståelse og integritet. For at kunne det, skal du naturligvis huske at fylde noget godt i din egen glædesbeholder, for ellers er der jo ikke overskud af energi til andre.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Vold blandt børn kan undgås. Stop børns skadelige adfærd. Af terapeut Janne Buchardt