Kender dine børn også forholdsreglerne omkring ituslåede sparepærer?

Sparepærer er godt for miljøet, når bare de ikke går i stykker. Sådan tænkte jeg i hvert fald forleden, da jeg satte en ny sparepære i en lampe. Midt i den proces kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg helt havde glemt at give den viden videre til mine halvvoksne drenge, der er på vej til at flytte hjemmefra. Jeg prøver nemlig at klæde dem godt på til at bo alene, men denne information var smuttet. Måske har du det på samme måde med dine store børn? Måske trænger du også til at få opdateret din viden?

Du ved måske allerede, at hvis en i familien er så uheldig at slå en sparepære i stykker, er der specielle forholdsregler, fordi de indeholder kviksølv, som afgiver dampe, når de går i stykker. Men har du også husket at fortælle det til dine børn, hvis de er store nok til at være alene hjemme? Når børn er alene hjemme, bliver de måske nervøse eller kede af det, hvis de kommer til at slå noget i stykker, måske også bange for at blive opdaget. En af måderne, de kan reagere på, er at skynde sig at rydde op, enten for at hjælpe mor og far, eller måske i håbet om ikke at blive opdaget. Hvis det drejer sig om en pære, vil de rigtig kvikke måske også vide, hvor de nye pærer er, og hvordan man skifter den. Men hvad gør de så med den ituslåede pære? Ja, de vil jo nok samle den op, måske med kost eller ved at støvsuge. Ups, det må man absolut ikke. Sparepærer indeholder kviksølv, som afgiver dampe, der især er skadelige for gravide og mindre børn, hvis pæren går i stykker. Disse kviksølvsdampe, må ikke spredes, da dampene derved holder sig i hjemmet i flere uger. Derfor skal der altid luftes grundigt ud, hvis en pære er gået i stykker.

Miljøstyrelsen skriver bl.a.:
”Det er ikke nogen god ide at lade børn rydde op efter en knust sparepære. For det første er børn mere følsomme over for kviksølv og for det andet er de ofte ikke så omhyggelige som voksne. Gravide og mindre børn er mere følsomme over for kviksølvdampe end andre. Gravide bør derfor - så vidt muligt - ikke rydde op efter en knust sparepære. Hvis du er gravid og en sparepære går i stykker, kan du åbne vinduet og forlade lokalet. Få en anden til at rydde op. Hvis der er mindre børn i lokalet, er det en god ide at tage dem ud, inden der ryddes op. I tilfælde af at ikke alle rester kan fjernes, holdes børn så vidt muligt væk fra området de efterfølgende 14 dage. Det er ikke en god ide at lade små børn lege med sparepærer, da de kan gå i stykker i hænderne på børnene.”

Jeg vil ikke komme yderligere ind på de øvrige forholdsregler, da Miljøstyrelsen har udarbejdet en skrivelse, som du kan læse her: http://www.mst.dk/Borger/Kampagner/sparepaere/

Som det ses af ovenstående, er det især vigtigt at vide besked med, hvordan du kasserer sparepærer, hvis du er gravid eller har mindre børn. Men som sagt, er det også vigtigt at lære dine børn det, når de er store nok til at være alene hjemme. Ligesom det selvfølgelig er en af de oplysninger, der er vigtig at give dine børn, inden de skal til at flytte hjemmefra. Det er sjældent en pære smadrer, men gør den det, kan du sikre dine børn (eller børnebørn) ved at give denne viden videre.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kender dine børn også forholdsreglerne omkring ituslåede sparepærer