Om at stoppe kampen med sig selv

Jeg sidder og hører noget meget smukt og særpræget musik på dr. Kultur, og tænker over, at jeg netop nu er nået til det punkt i mit liv, hvor jeg begynder at slippe enhver forestilling om, at jeg skal være noget andet end den jeg er. Jeg skal stoppe kampen mod og med mig selv, og acceptere de små tegn på svækkelse efter sygdom og stress, og arrene i mit indre landskab, efter de store slag om kærlighed, territorium, og om at være betydningsfuld. Jeg skal stoppe min livslange konflikt med Gud om hans valg for mig, og give slip på behovet for at lægge skyld på hverken ham, mine forældre, tidligere elskere, eller livet i sig selv. Jeg skal stoppe den indædte spekulation om, hvordan jeg forbedrer og ændrer det, der er gået i stykker undervejs, eller som altid har været sårbart i mig. Stoppe bestræbelser efter, at føle mig større, mere værdig, mere sikker, mere rigtig, mere hel.

En sangskriver jeg engang kendte skrev, at meningen med livet er selve livet. Måske har han ret. Livet i hvert et åndedrag, hver en bevægelse, i hver en berøring, og hvert et blik. I al den poesi der findes omkring mig. Når solen danner billeder på min væg, og skaber et evigt vekslende spil mellem skygge og lys. Når store flokke af sorte fugle lander i træet uden for mit vindue, og går i ét med grenene, så jeg ikke længere kan se, hvad der er træ, og hvad der er fugl. Når musik strømmer ind i mit hjerte, forstyrrer mig, rykker ved mig, får mig til at føle. Livet bag ordene og mellem tankerne. Når det opleves.
Og jeg holder op med at vurdere mig selv.

Kærlig Hilsen
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk Center

__________________________