Lykke og nærvær fordufter når vi vurderer og dømmer

Anonym

Det jeg gør, er det jeg gør - 

indtil jeg gør noget andet.

The major block to compassion is the judgement in our minds. Judgement is the mind´s primary tool of separation. Diane Berke.

Når vi vurderer og dømmer, fjerner vi os fra lykken og nærværet.

Vurderer os selv, andre og den verden der omgiver os. Vores indre samtale er hele tiden i gang: grim, flot, for lidt, for meget, for højt, for lavt, kan lide, kan ikke lide, osv.

Ikke altid bevidste om denne tankegang - vænnet os til det. Det er normalt.

Men der ligger ofte en undertone, en baggrundsstøj der handler om at vurdere og dømme - hvor vi laver vores plus og minus lister - en vejen for og imod – en stille og ubemærket vurdering.

Mange samtaler mennesker imellem handler ofte om at få ret i vores vurderinger, få vores dom og synspunkt godkendt, få anerkendelse for noget, at pointere eller at fortælle hvad der er korrekt eller ukorrekt.

Der ville blive meget stille og en del samtale ville forstumme hvis denne iver for bekræftelse i vores domme blev ligegyldige for os.

Prøv selv at være opmærksom på, hvor meget af din egen kommunikation med andre, måske i virkeligheden handler om at få ret, eller fortælle hvad du synes er godt og dårligt.

Selvfølgelig er vi også fri af evalueringerne, bare til stede, uden dom – accepterende - vi er i livet, i øjeblikket, i nuet, i lykken, uden denne vurdering af os selv eller andre.

Men vi begynder igen - helt ubemærket, at fortælle os selv, hvad der ikke skulle være sket og stiller os selv spørgsmålet: "var det godt nok..? det var bedre hvis !!"

En: jeg/eller de bør – burde og skal tankegang.

Den korrekte version af mig selv.

Vi kan ennda finde på at tro at der findes en slags "Korrekt" version af mig selv, en bedre version af mig selv end den der er lige nu. Vi bliver fastlåste og selvbebrejdende. Stiller høje krav til os selv og sammenligner os selv med andre.

Vi giver sjældent os selv og andre plads til fejl - og handler kontrolleret og gennemtænkt.

Prøv at vurdere lidt mindre på om det du selv og andre gør, er godt, dårligt, rigtigt eller forkert.

Hold vurderingen udenfor. Lad den passe sig selv. Når den hvisker…........ Så sig; "Hvad kommer det mig ved"

Se om du kan tillade dig selv, bare at gøre det du gør og lad det være godt nok.

En dag gør du måske noget andet. Slip kravene til dig selv lidt.

Sæt dine krav ned – giv plads til det du kalder fejl – vær mere fejlbarlig.

Sig ofte til dig selv: Det jeg gør, er det jeg gør – og det er ok som det er.

Verden er måske netop perfekt lige som den er og derfor er det - at indtil du gør noget andet, er det du gør det du gør.

Ellers havde du jo ikke gjordt det.