Forstå lykke, glæde og nærvær med mindfulness

Forstå lykke, glæde og nærvær med mindfulness. Der er ikke noget du behøver at forstå – slip det.

There would be no society if living together depended upon understanding each other.
Eric Hoffer

Vores tid bliver ofte brugt på at analysere og forstå - forstå fortiden eller tænke på vores fremtid. Prøver at forstå hvad der skete eller hvorfor noget er som det er.
Vi vil så gerne forstå, blive enige, få ret, gøre os bemærket, vise hvem vi er, kunne tale med om dette og hint, vise omverden at vi da forstår og kan tale med om tingene. Vi lever i en kultur hvor det er vigtigt at forstå.
vi siger: ”forstår du mig ikke” -  ”jeg forstår”  - ”det forstår jeg ikke”.

Det er som en usynlig og altafgørende faktor dette gennemtrængende behov for at forstå. Hvad som helst, men forstå det skal jeg og jeg kan næsten ikke leve med noget som er helt uforståeligt for mig.
Vi beskæftiger os selvfølgelig også helst med det vi forstår og taler så vidt muligt også helst med de mennesker vi kan identificere os med og forstå. Måske vi i virkeligheden helst vil se spejlet af os selv.

Gruble og gruble kan vi over ting vi synes er uforståelige. Angriber måske endda de mennesker der siger og handler helt uforståeligt, i hvert fald verbalt.
Prøver at få dem til at give mig ret, i det jeg mener. Få dem til at se det forkerte i det de selv siger. Taler helst med dem der siger: ” jeg er enig, jeg giver dig ret”.

Når vi er beskæftiget med at skulle forstå, fjerner vi os samtidig fra nuet og nærværet. I nuet er der ikke noget at forstå – her er der bare væren -  væren og nærvær til det der er  - det kan ikke forstås. Forståelsen handler jo om noget der var før. Nu står tiden stille. Du skal bruge tid til at forstå.

Tid opsluger nærvær
Tid opsluger nærværet. Tid og logik til at sætte ting ind i en ramme af forståelse. Helt perfekt og helt fantastisk at vi mennesker kan det.
Og det fjerner os fra nærvær, fra dette nu. Fra den lykke der ikke er afhængig af at skulle have forstået noget – den lykke der er i sig selv. Om vi har forstået eller ej – lige lykkelig. Lykkelig her. Øjeblikket hvor noget skal forstås er et fravær af nu. Du bliver ikke lykkelig af at forstå.

Viden vil aldrig nogensinde gøre dig mere lykkelig. Om du så vidste alt hvad der var at vide. Om du så havde hele jordens leksikon inde i dit hoved, om du vidste mere end nogen anden på denne jord. Ville du alligevel ikke blive mere lykkelig, den viden vil kun gøre dig klogere. Ikke mere nærværende, slet ikke mere tilstede, du vil måske endda blive mere fraværende pga. at skulle styre al den viden – klog på viden men fraværende. Du vil være i din viden, men ikke her hos os, i dette nu.
Her er der ikke noget at forstå. Der er bare hvad der er. Og så er der noget nyt – og igen noget nyt – lige her og nu – hvis du prøver at forstå det – ja så fjerner du dig en lille smule fra her og nu – og hvis du virkelig virkelig prøver hårdt på at forstå det – at få ret, få det til at give mening, ja så fjerner du dig bare endnu mere.

Slip forståelsen
Når du kæmper for at forstå, så prøv at give slip nogen gange, bare slip det.
Du sidder f.eks i en heftig diskussion med en anden, mærker at det du egentlig vil opnå er den andens forståelse af dit synspunkt og viceversa. Prøv næste gang og se om du kan stoppe dig selv, lade det hvile, slippe den energi – slip at blive forstået. Forstå at der måske i sidste ende ikke er nået at komme frem til i den diskussion, andet end at opnå vinder og taber. Jeg har ret du har uret. Er det det værd ?
Det er at være ligeglad, men på den glade måde. Ikke resigneret, ikke den holdning der hedder: ”Du får ret, jeg får fred”, men at acceptere nuet som det er, uden at behøve at lægge noget til det eller trække noget fra det.
Selv når det nogen gange er uretfærdigt,  prøv alligevel at slippe. Sig til dig selv: ”hvad så om jeg ikke forstår det”.
Du kan slippe det og sige ”pyt med det”  og rodfæste dig selv i at være den der ikke behøver at forstå. Jeg behøver ikke forstå alt. Det er ok jeg ikke forstår alt og er enig i alt. Accepterer det uforståelige. Du kan spørge dig selv hvad forståelsen egentlig vil give dig. ?
Og du kan begynde at vide og acceptere, dybt inde i dig selv, at ting sker med eller uden vores forståelse alligevel.

Prøv om du evt. kunne give slip på noget du har haft et behov for at forstå. F.eks noget du vil have en forklaring på, noget du er uenig i, noget du synes er uretfærdigt eller direkte tarveligt – se om du kan slippe det – lade det fare.

Det er forståeligt at ville forstå og vi behøver det ikke altid.
Øv dig i at være lykkelig uden et svar på hvorfor.
Lykkelig uden grund. Med eller uden forståelse.

Og selv bag den endelige forståelse, meningen med det hele. Det helt store hvorfor og hvordan ? selv der, er der bare et nyt spørgsmål.
Om vi skriger til himlen - ” giv mig et svar” !!
Vil der altid, hvad svaret end er, være et nyt hvorfor, der efterspørger til en ny forståelse.

Det behøver vi ikke forstå, vi kan bare være. Uden. Opleve rent. Føle.
Være I oplevelsen uden at forstå den. Her er der en enorm frihed.

Og svaret kan måske så være: ”Fordi”

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kære Ivan, Tak. Venligst HCA

Selv tak - glæder mig du kan lide det

 

Ivan

.

:-)Jep!
Dej ligt citat - og svært at være uenig med! Hvor har jeg dog spilt meget tid med at prøve af forstå istedet for at acceptere og nyde øjeblikket. Man behøver absolut ingen grund til at være lykkelig - andet end ønsket om at være det og selv det er måske ikke nødvendig.... Joy
Forstå lykke, glæde og nærvær med mindfulness. Læs mere