Se kontaktoplysninger og profil for Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

En stor del af arbejdet med personlig udvikling (og for den sags skyld også spirituel udvikling) handler om skygger. Om at se de sider, kvaliteter, værdier, følelser osv. i øjnene, som vi har skubbet ud af vores bevidsthed, fordi vi på et eller andet tidspunkt har oplevet, lært eller fortolket, at det ikke var acceptabelt at være sådan.

De aspekter ønsker vi at tage hjem, at blive bevidste om, i vores personlige udvikling, blandt andet fordi den energi, vi bruger til at holde dem på afstand med, er en energi, vi med fordel kan investere i noget andet og mere støttende for os. Og jo mere vi i øvrigt har skubbet væk og bruger ubevidst energi på at holde nede, jo mere kraft vil det få, når det alligevel dukker op (og det gør det altid) fx når vi er under pres. 

Så hvis du fx har et selvbillede, der dikterer dig, at du aldrig er vred, og at det er forkert at være vred, kan du helt sikkert nikke genkendende til, at du under stort pres ind imellem kan eksplodere i vredesudbrud, som chokerer både dig selv og de mennesker, der omgiver dig. Det føles ikke godt og kan have store konsekvenser fx for vores forhold til andre. I det hele taget er det ubehageligt for de fleste af os, når vi oplever, at der er noget, der ind imellem styrer os, og som vi ikke har den fjerneste kontrol over.

Personlig udvikling handler om at udvikle sig selv. Sit Selv. At blive en mere hel, ægte og autentisk udgave af sig selv. Spirituel udvikling handler (blandt andet) om at udvikle sin bevidsthed. At kunne dis-identificere sig med selvet i en sådan grad, at man kan opdage, at man også er en del af større helheder.

Men når vi arbejder med at udvikle os selv og fokusere på at blive bevidste om vores skygger, er der to faldgruber, som vi nemt falder i, og som til dels hænger sammen med, om vi arbejder med os selv udfra en personlig eller spirituel udviklingskontekst.

Lad os sige, at du fx har en skygge på vrede, som før nævnt. Men nu er du begyndt at arbejde med dig selv, uanset om det så er gennem terapi, kurser, selvhjælpsbøger eller med støtte fra dine tætteste omgivelser. Derfor er det begyndt at gå op for dig, at der er vrede i dig, og du begynder måske at lægge mærke til, hvordan den vrede kommer ud ikke blot som en overraskende eksplosion men også som irritation, frustration, fordømmelse og kritik (af dig selv eller andre), hvordan du bliver hård, kold, følelsesløs, over-empatisk eller lukker dig selv inde.

Det er godt at lægge mærke til. For forudsætningen for at udvikle os, er øget bevidsthed om det, vi har skubbet væk, men som jo stadig er der. Problemet med at lægge mærke til, og med at “tage sig selv i det” for rigtigt mange mennesker ledsages af en dom eller selvkritik. “Nej, nu kan jeg igen mærke, at jeg bliver irriteret over noget, som jeg jo godt kan se er helt uden betydning. Det skal jeg simpelthen holde op med” ,“det er også for dårligt, nu gjorde jeg det igen, hvor er det typisk” osv.

Men at arbejde med sine skygger og begynde at blive opmærksom på, hvor meget de fylder og styrer vores liv, er ikke det samme som at skulle kritisere eller dømme sig selv for at have dem. Engang i tidernes morgen skubbede vi i dette tilfælde vreden ud af vores bevidsthed, fordi vi forstod, at vreden var forkert. At vi var forkerte. Og det mønster fortsætter (og forstærker) vi egentlig bare, hvis vi straks forsøger at lave vreden om. Det bliver blot en ny måde at forsikre os om, at vi ikke må være vrede. Men sværere at være i, fordi vreden nu i en eller anden grad er hentet ind i vores bevidsthed. Det er en af grundene til, at personlig udvikling også er hårdt. At se det, vi har gemt væk og begynde at forstå, hvad det har gjort både ved os selv og ved andre, er næsten altid smertefuldt.

Så faldgrube nr. 1 er, at vi igen skubber vores skygge væk. Nu bare i en ny indpakning og ledsaget af den smertelige bevidsthed ikke nødvendigvis om, at vi gør det, men i hvert fald om at skyggen er der. Og at det må den ikke være. Så egentlig cementerer vi bare vores oprindelige antagelse om, at vi er forkerte, og udover at det jo altså dermed nærmest bliver dobbelt pinefuldt, er det samtidig en af de største årsager til, at vi ikke for alvor føler, at vi udvikler os. Nu har vi set det, og alligevel bliver vi ved med at gøre det samme.

Den anden faldgrube hænger mere sammen med den spirituelle udvikling, selvom det i praksis kan være svært at afgøre, hvor skillelinien mellem det personlige og det spirituelle nøjagtigt går. I mange spirituelle traditioner lærer vi, at vi “bare” skal dis-identificere os med det, der “tager” os - fx vreden igen. Når vi dis-identificerer os med noget, gør vi det til et objekt, som vi dermed er i stand til at se på udefra og anerkende, at det ikke er hele sandheden om, hvem jeg er. Heller ikke når og selvom vreden fylder det hele. 

Men i mange tilfælde bliver det at (tro at vi) dis-identificerer os med noget, der unægteligt ER en del af os selv, i stedet for en måde hvorpå vi igen skubber det væk fra os, og glemmer at det faktisk OGSÅ er os. Vi dissocierer fremfor at dis-identificere og forskellen ligger blandt andet i, at når vi dissocierer, mærker vi ikke følelserne og kroppen, men gør i stedet oplevelsen mental. Når vi dissocierer er det bare en anden måde igen at afvise og forkaste skyggen på, så vi nemt kommer til at tro, at vi ved at springe mellemregningerne over allerede er nået i mål. Hvis man da overhovedet kan tale om et egentligt mål i spirituel udvikling.

Begge faldgruber har det til fælles, at de negligerer accepten og selvomsorgen, som ligger i at tage ejerskab for det, der har været skubbet bort. At tage ejerskab betyder at møde det, mærke det og erkende det. Det betyder at integrere det som en del af ens selvopfattelse. Det er også en mental proces, men ikke udelukkende, og selvom det i princippet kan ske på et splitsekund, er det ofte en proces, der tager noget tid, fordi vores sind gennem så mange år har været vant til at skubbe det væk. Hvilket er endnu en grund til at udvikling tager tid, og at vi risikerer at falde tilbage i vores sædvanlige reaktionsmønstre.

At integrere betyder at åbne sig op for, at jeg også er (fx) vred. At give opmærksomhed til det sted indeni mig, som er sådan. At mærke, hvad det gør ved mig, hvor i kroppen det sidder og lytte til hvilke budskaber vreden har til mig. At gå på opdagelse i hvilke ressourcer der er i den. 

Men en vigtig pointe er selvfølgelig at understrege, at bare fordi du opdager en undertrykt del i dig selv, er det ikke det samme, som at du skal reagere det ud. En anden slags faldgrube i personlig udvikling, er nemlig den, at bare fordi vi “arbejder med os selv” giver det os pludselig carte blanche til at behandle andre på grænseoverskridende måder. At mærke fx vores vrede kan give os mulighed for at stå i vores egen sandhed og sætte sunde grænser, men ikke til at reagere vreden ud mod andre. Hvis vi tror det, skal vi nok lige rykke vores brikker tilbage til start.

Alligevel er den gode nyhed i det her, at du må være lige præcis, som du er! Du behøver ikke dømme, kritisere, afvise eller distancere dig fra noget som helst af det, du (også) er. Og når du alligevel kommer til at reagere dine mønstre ud på andre, hjælper det både dem og dig selv med en nærværende og ægtefølt undskyldning. Men hvis du gerne vil udvikle dig, personligt eller spirituelt, kan du øve dig i at blive mere vågen og bevidst om, hvad du har skubbet væk, og hvornår du skubber det væk igen ved enten at kritisere eller dissociere. Jo mere du instinktivt skubber det væk, jo større var din oprindelige smerte ved netop dette aspekt, og jo mere omsorg har du brug for at give dig selv i det. 

Kærligst Jane Mejlhede, Integrativ Healing og Spirituel udvikling.

Du kan læse flere af Jane Mejlhedes indlæg ved at klikke lige her: Jane Mejlhede blog på Levlykkeligt

Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut og spirituel vejleder.
Læs mere https://janemejlhede.com