Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Når tæppet bliver trukket væk under fødderne på dig. Sådan kommer du igennem krisen

De fleste af os synes, det er forfærdeligt at være i en krise. En rigtig krise. 

Sådan én, hvor man får gulvtæppet hevet væk under sig og opdager, at der ikke var et stabilt gulv nedenunder. 

Sådan én, hvor man pludselig ikke kan holde sammen på sig selv. Hvor man ikke længere kan overskue livet, hvor alt synes menings- og retningsløst, hvor man ikke kan finde glæde ved noget.

Sådan én, hvor der er så meget uro i kroppen, at det føles som om, at man ikke kan være i den. Hvor alt virker håbløst, tungt og fremmedgjort.

Vi kan blive kastet ud i kriser af mange årsager. Oftest er der en eller anden udefrakommende begivenhed, som sætter den igang. Ind imellem kommer den snigende langsomt men sikkert, og uanset hvad vi gør, kan vi ikke rigtigt undslå os den.

Men når vi så befinder os i den. Krisen. Og vi ikke kan være nogen steder og mindst af alt i os selv. Så viser det sig ofte (omend som regel først bagefter), at den var en invitation. At den, uanset udefrakommende begivenheder, i virkeligheden var en hvisken fra vores egen sjæl. 

For der er altid noget, der kalder os hjem. Der peger på, hvor vi har potentiale til at vokse, lære og få indsigter, som for altid kan ændre de mønstre, vi ellers har slæbt med os gennem livet, som om de var det eneste og sande udtryk for, hvem vi i virkeligheden er.

Når vi er i krise, trækker de fleste af os på de strategier, som vi plejer at benytte os af. Så vi kan fx gå ind i smerten, sorgen, angsten, vreden - hvilke følelser krisen nu bringer med sig - og vi kan tro, at vi dermed healer os selv gennem rummelighed og accept. Eller vi kan fx gå videre. Distancere os fra følelserne, gøre os selv kolde, hårde og afvisende, og vi kan tro, at vi dermed healer os selv gennem bevidsthed og opmærksomhed.

Men når vi er i krise, og ønsker at heale os selv - ikke blot som et plaster på såret, der slukker den øjeblikkelige smerte, men hvis vi virkeligt vil lytte til vores sjæls kalden og transformere og frisætte noget dybt i os selv - så skal vi måske vælge en tredje vej. En ny vej. Den vej, som nok er den sværeste for os alle at lære at vandre på, fordi det er den, som på én gang skabes af både/og og hverken/eller. 

Hvis vi tør blive stående på den knivsæg, hvor vi hverken går ind i eller distancerer os - fra vores følelser, tanker og os selv - vil vi opdage, at der er noget, der åbner sig. Hvis vi træner os i at kigge vores egne motiver, handlemåder og identifikationer efter i kortene, kan vi se, at der opstår en port i åbenheden. At der er noget, vi kan gå igennem, og når først vi har gjort det, er noget for altid transcenderet.

Vi er blevet en anden og dog den samme. Vi blev kaldt hjem af vores sjæl, og det lykkedes for os at overgive os så meget, at vi tog et skridt ad ukendt vej og opdagede at vejen førte tilbage til os selv. Til vores sande styrke, vores klare intuition, visdom og selvansvar, til vores kærlighed til os selv, andre og verden omkring os. Vi kan trække vejret frit for en stund.

Til næste gang vores sjæl kalder endnu en del af os hjem.

Kærligst Jane Mejlhede Integrativ Healing

__________________________

http://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kriser kan være en gave til personlig udvikling. Læs hvordan