Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Halloween - længes du også efter at komme hjem?

Hjemsøgt

I dag er det Halloween. Ifølge traditionen den dag og aften, hvor mørkets magter slippes løs for at håne og hjemsøge både os og de helgener, som fejres i kirken på Allehelgensdag.

På en måde lyder det jo uhyggeligt, og de børn, som jeg mødte i byen i går sidst på dagen, så da også skræmmende ud med deres edderkoppespind, deres hvid- og grønmalede ansigter, med deres sortsminkede øjne og deres bloddækkede og halv-iturevne tøj. (Det skal så siges, at en del af det skræmmende unægteligt forsvinder, når det befinder sig på en 4-5-årig, der samtidig sidder med cykelhjelmen halv nede over ansigtet i en cykelanhænger - sovende …)

Hjemsøgt. At søge hjem. Egentlig er det det, vi alle hele tiden gør. Om vi er klar over det eller ej. Vi søger hele tiden efter det sted, den person, den position eller den stabilitet, der er i stand til at få os hjem. Til os selv. Selvom vi allesammen et eller andet sted også godt er klar over, at den eneste, som grundlæggende kan tage os hjem, er os selv. Ikke i kraft af noget vi gør, ejer eller kontrollerer. Men i at være os selv i vores fulde autencitet.

Så selvom børnene nu hjemsøger os som døden selv i sin mest grusomme fremtoning, er det måske i virkeligheden skygger af os selv, vi møder på vores vej og ved vores dør. Som en meget direkte påmindelse om, at der også er noget af os, der søger hjem.

Måske kan du bruge dagen i dag på at reflektere over hvilke skygger og “mørkets magter”, der hjemsøger dig. Vi har allesammen noget i os, som vi ikke vil se. Døde og tilsyneladende grufulde aspekter, som kommer op til overfladen, når vi mindst venter det. Som kalder på at blive sluppet løs i bevidstheden, så vi kan opdage, at måske er det ikke så farligt alligevel. Måske er det bare et 4-5-årigt barn, der er faldet i søvn med fuld krigsmaling i sin cykelanhænger. Måske vil det barn bare gerne hjem.

Ha’ en uhyggelig(t) dejlig dag

Kærligst Jane Mejlhede. Integrativ-healing

__________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut og spirituel vejleder.
Læs mere https://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Halloween. Hjemsøgt - længsel efter at komme hjem. Læs mere