ID Psykoterapeut Pernille Young

Den største udvikling i vores parforhold

Når jeg ser til tilbage på mit eget parforhold, så var det, da jeg begyndte at fokusere mere på mig selv i forholdet til min mand, at det for alvor begyndte at gå markant bedre. De opslidende sammenstød blev færre, da jeg begyndte at forholde mig nysgerrigt til mine egne reaktioner.

Min indstilling ændrede sig mere og mere ved, at jeg tog mere ansvar for min del og det var et stort skridt. Mit fokus var først og fremmest på mig selv, hvad der foregik indeni mig.

Det var en anden måde at møde verden på: En mere åben måde og faktisk også en mere sårbar måde. Sårbarheden gjorde mig godt, for den var mere ærlig og imødekommende. Før havde jeg travlt med at kæmpe og slås, og det var jeg blevet træt af.

Jeg indså, at alle mine kampe først og fremmest var kampe, jeg havde med mig selv. Selvom kampene og konflikterne udspillede sig i mit parforhold, var det ikke altid der, de skulle konfronteres. Det var alene med mig selv.

Det handlede ofte om mit forhold til mig selv. Mit forhold til mit indre barn, som ikke havde fået nok opmærksomhed og anerkendelse. Men stadig reagerede ved at blive vred på samme måde som, da jeg var barn. Eller den gamle følelse af at blive overset og glemt. Alt sammen gamle følelser, der var vigtige at forstå og se fra et voksenperspektiv.

Der var og er kun mig selv til at tage det perspektiv og det ansvar. Det føltes faktisk som om jeg blev mere voksen jo mere jeg forstod at tage ansvar for mine egne reaktioner og smertefulde følelser, som ofte havde mere med fortiden end med nutiden at gøre.

Selvansvarlighed blev kodeordet til mere klarhed og mere ro i parforholdet:

Hvad er mit og hvad er dit?

Hvad er vores?

Ofte kunne jeg blive forvirret og frustreret, for det var som at kæmpe i mørke, hvor det er svært at gennemskue, hvor grænserne går. Man bliver som par meget let viklet ind i hinandens reaktionsmønstre.

Jeg husker også, at jeg begyndte at gå ture helt for mig selv. Vi begyndte at holde noget af vores ferie hver for sig. Det var helt sikkert med til, at vi bedre kunne nyde hinandens selskab bagefter. Det havde også en langtidsholdbar effekt. Det var som en kærlighedserklæring i at anerkende både sig selv og hinanden. 

Kærligst

Pernille Young

pernilleyoung.dk

__________________________

ID Psykoterapeut Pernille Young
Web: www.pernilleyoung.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Den største udvikling i vores parforhold. Læs mere