Kæmp for (K)ærligheden - det gjorde vi!
I 2010 var vores forhold i frit fald. Det tænker jeg på over morgenkaffen, på årets første søndag, mens jeg stille pakker 2015 ud. Jeg har lidt sommerfugle i maven - jeg er spændt - det lover godt. Jeg er meget taknemmelig over alt det jeg i forvejen har, og ønsker egentlig bare at jeg får lov at give en masse i år. At gøre en forskel for nogen.
Jeg læste i går en artikel om utroskab
Den var anderledes end de gængse, der ofte er meget sort/hvide i min optik. Den rørte mig. Mange mennesker har sikkert oplevet at føle sig svigtet af sin partner her henover julen, som traditionelt set er højtid, også for utroskab. Hvorfor?
Hvad er det for mekanismer der er i spil?
Skal det føre til et brud, eller til et wake-up call? Er tilliden brudt her, eller var der et sted hvor tilliden eller filmen var knækket allerede? Vil i hinanden? Hvor stor er villigheden til at kæmpe for kærligheden og ærligheden?
Afsindigt mange forhold kunne reddes, fordybes og udvikles
Hvis den mængde energi det “koster” at skilles, investeres ind i forholdet i stedet. Det læste jeg engang.
Min elskede mand og mig, har været sammen i 23 år. Vi har haft udfordringer undervejs. Han har engang overvejet at gå fra mig. Og jeg har engang overvejet at gå fra ham. Med de ovenstående kloge ord in mente, var jeg villig til at give det en rigtig stor chance først. En dygtig terapeut-kollega spurgte mig: “Gitte, hvor meget er du villig til at investere?” Det fik mig til at reflektere. Undersøge, hvad jeg ønskede, hvad jeg var villig til og hvad jeg selv ønskede at byde ind med, i puljen. Hun spurgte mig igen og igen, det samme spørgsmål, en hel time. Til slut var jeg ikke længere et sekund i tvivl om, hvor jeg selv stod.
Mellem Jul og Nytår 2009/10, sagde jeg til min mand:
"Jeg elsker dig helt sindsygt meget. Jeg ønsker af hele mit hjerte at du vil gå med mig, på en ny vej. Det behøver ikke at gå hurtigt, vælg det tempo der passer til dig. Men der skal ske noget. Et eller andet, der bringer dynamik ind i stagnation. Jeg er ikke længere villig til at være en del af en fastgroet dynamik. Men jeg er villig til, sammen med dig, at investere ALT hvad jeg har i mig, tage et hvilket som helst frit fald, i èt år. Hvis intet har rykket sig på det år, så går jeg. Så er jeg nødt til at finde min egen vej....
Det ændrede stagnationen
Fordi jeg gjorde noget andet end jeg plejede at gøre. Og han gik med. Han sagde JA. Jeg har ikke ord for hvor taknemmelig jeg er for det, og for den fordybelse, det liv og den enorme fortrolighed og dybde der er vokset mellem os. Jeg skal love for der skete noget på det år! Jeg havde været "tilfreds" med små skridt, men det blev fuldt skrald på gashåndtaget, what a ride!
Vi startede med at gå i parterapi
Det var første skridt. Det tog lidt tid og meget mod at få skubbet skuden fra land, men på et tidspunkt var noget vristet løs og verden åbnede sig. Så tog det hele fart - og livet tog en drejning jeg aldrig havde turdet håbe på.
Det lykkedes. Vi gjorde det!
Sådan går det ikke altid. Nogle har mere brug for hjælp til at gå fra hinanden, på en ordentlig måde. Fordi det nogen gange er det rigtige valg. Men vi hører mest de triste historier, ikke sandt? Derfor vil jeg gerne dele min - fordi det nogen gange virkeligt betaler sig, at investere alt, i et år.
Jeg pakker stille og roligt 2015 ud.
Det lover godt.
Gitte Olesen
ID Psykoterapeut og Mentor
__________________________
Gitte Olesen, blogger og hverdagsfilosof
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer