Hypnose terapeut København K Rita Baving

Fra den anden side af det grønne klæde – fra rædsel til fuldkommen ro på sekunder

Den 13. marts 2013 vågnede jeg og København til snevejr.

Det var min fridag og den stod på hygge og selv-forkælelse med at ordne negle, fødder og hårpleje.
Da jeg havde dalret formiddagen væk, ville jeg ved 13-tiden lige smutte i Netto.

Jeg var lykkeligt uvidende om, hvor meget, jeg skulle komme til at smutte!
På fortovet på Blegdamsvej - hvor det hælder mest, med et bredt bælte af brosten og meget, meget sneglat, smuttede min højre fod, sparkede venstre fod væk og så var jeg luftbåren!
Min første og eneste kontakt med fortovet var højre håndflade .....og så knæk!

Jeg behøvede ikke at se efter, jeg vidste godt, hvad der var sket. Det eneste, jeg havde lyst til var at blive liggende i sneen til det blev forår og alt var godt igen. Og det gjorde jeg så - en lille stund. Men straks var der tre hjælpsomme unge piger omkring mig.

Derefter med ambulance til Rigshospitalet.

Og så var der jo så lige det, at jeg under overtøjet stadig var i nattøj! Under huen havde jeg en olie-fri hårkur i håret, hvilket fik en af ambulancefolkene til at udbryde "hue-hår" da han tog min hue af. Min hund var hjemme og skulle inden længe luftes og fodres, og jeg kunne ikke ringe til nogen, fordi min mobil lå hjemme til opladning!

Efter nogle timer med røntgen-billeder, trække håndled på plads og en hektisk gips og ny røntgen, blev jeg indlagt på ortopædkirurgisk afdeling og skulle have sat bruddet sammen med titaniums-plade og skruer. Jeg kunne vælge, om jeg ville være vågen under operationen eller sove?

Vågen? Ikke tale om! Aldrig!
Så jeg fik dejlig narkose, dejlig søvn og dejlig opvågning.

Det blev så forår og sommertøjet kom frem. Det betød, at der skulle stryges tøj. Det kunne håndleddet ikke lide! Og det kom sig aldrig rigtig efter, at jeg i august foretog en grundig støvsugning i hjemmet.

I starten af november ny røntgen på Rigshospitalet og undersøgelse af håndkirurg, afdelingslæge A.K. Et utroligt behageligt og roligt menneske, der gav sig god tid. Jeg overlod bare mit håndled til ham i fuldkommen tillid! Han var som en oase af nærvær. I de otte-ti minutter, han vred, skubbede og drejede håndleddet, var jeg i en næsten meditativ tilstand. Jeg følte mig så tryg ved ham.

Aftale: Kikkertoperation. På den anden side af den brækkede knogle (radius) har knoglen (ulna) været gået af led, da jeg gled og faldt. Der kunne være sket skade på bruskdele - menisken - her. Det skulle ryddes op, måske syes på plads og så ville man samtidig fjerne titanium-skinnen og de otte skruer på den anden knogle.

Fint, fint
.......rent bort set fra, at operation skulle ske ambulant og denne gang fik jeg ikke mulighed for at sove. Jeg ville være vågen under det hele!

De følgende måneder måtte jeg bekæmpe alle mulige skræk-tanker om operationen. Og så havde jeg mange uhyggelige drømme.

Nå, men jeg er jo hypnose-terapeut og kunne hurtigt berolige mig selv.
Og det lykkedes mig også at falde hurtigt i søvn og få sovet en god, lang nat inden operationen.

Så jeg mødte veludhvilet og nogenlunde rolig op på ambulatoriet om morgenen, den 11. februar.

Til min store lettelse, var det A.K., der tog imod mig og ovenikøbet anviste mig seng og skab og fandt hospitalstøj frem til mig. Det var ham og overlæge P.H., der skulle operere, så jeg følte mig helt rolig og tryg.

Blev kørt op på anæstesi-gangen, hvor der skulle lægges blokade i armen.
Og her mistede jeg fuldstændigt mit cool!

Pludselig overvældedes jeg af frygt. Jeg kunne slet ikke styre det! Jeg kunne mærke min puls i solarplexus: GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!
 

Med en pulsmåler på pegefingeren, kunne jeg også høre min puls!
Jeg plejer at kunne få både puls og blodtryk ned med vilje, men ikke nu.

Og det eskalerede den næste time og kulminerede, da jeg lå på briksen på operationsstuen.

Jeg var helt fra den! De to læger og sygeplejerskerne tog handsker og operationskitler på.
GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!
 

Jeg borede tre fingre hårdt ind i solarplexus og brugte alle de metoder, jeg kender til at aktivere det para-sympatiske nervesystem.

Min arm blev gjort klar, penslet gul og fik et sterilt ærme på og blodtryksmanchet.
Der blev sat stativ op og grønt operations-klæde lagt over det og det meste af mig.
 

GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!
Jeg borede fingrene dybere ned i solarplexus og forsøgte mig med dybe ind- og udåndinger.

De talte om blå kanyler og lyserøde kanyler.
GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!

De testede kikkert-kameraet og billedet vistes på en stor skærm i HD, lige ved siden af mig.
GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!

Jeg er uddannet skuespiller i England, jeg har stået og skulle på scenen i et engelsk teater, foran et engelsk publikum, i teater-klassikerne og været så nervøs, at jeg skulle kaste op, rystende over hele kroppen, frysende med sved boblende under sminken, for så at slippe nervøsiteten på scenen.
Det her var IKKE nervøsitet. Mind-Over-Matter havde nul effekt!

Jeg HAR haft angstanfald og altid kunnet ordne dem på minutter.
Men jeg kunne ikke "ordne" noget her.

Jeg har været i paniske situationer; en gang i en trafikulykke og to gange i forbindelse med overfald. Og alle tre gange har jeg været stære-blind! Synet virkede fint – men jeg var blind!
Men jeg var ikke blind her på briksen.

Jeg var BANGE! Så bange, som jeg aldrig i mit liv havde været før! Jeg var rædselslagen!

De pumpede blodmanchetten op og talte igen om blå eller lyserøde kanyler.
Jeg borede mine fingre endnu hårdere ned i solarplexus og vendte ansigtet så langt væk fra skærmen, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene.

Nu skete det! Om lidt ville jeg helt sikkert fornemme, at de skar ..... og hvad, hvis kameraet lå, så jeg kunne se det.... og hvad, hvis jeg kom til at se, at de stak kameraet ind i såret..... og....

GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG-GA-BUNG!

Så sagde A. K. mit navn og noget med "se" og "koraller".


Og så kunne jeg jo ikke lade være med at kigge!

Og jeg så, at de var INDE! De var IGANG! Og vi var UNDER HAVET!
Intet blod, kun vand (det var her kanylerne kom ind).
Det var  "koraller" og "sø-anemoner", der viftede i vandet.

Alt var forvandlet! Al rædsel havde forladt kroppen og tankerne. Jeg var igen i en tilstand af fuldkommen tillid og ro.

De næste par timer var de hyggeligste, jeg længe har oplevet.
A.K. forklarede mig, hvad vi kunne se på skærmen. Det, der lignede tynde, hvide sø-anemoner var knogle, der havde slidt mod knogle.

Da de konstaterede, at knoglen, der havde været brækket, nu var nogle m.m. kortere og de anbefalede at gøre den anden tilsvarende kortere, spurgte de, om det var OK med mig?
Ja, da!

De opgav kikkertoperation, fjernede udstyret og gik i gang med en almindelig operation.
Jeg kunne ikke længere se, hvad der foregik. Men jeg kunne høre, at de bankede, da de mejslede knoglen kortere, men jeg hyggede mig bare. Lå fantastisk! Hyggelig samtale om lidt af hvert.

To gange forlod sygeplejerskerne rummet og der blev så stille, så stille. Kunne kun høre A.K. og  P.H. tale dæmpet sammen, mens de arbejdede. De virkede så opslugte, at jeg tænkte, de nok helt kunne glemme, at jeg lå på den anden side af det grønne klæde. Det var de mest fredfyldte og hyggelige øjeblikke.

Resultat (med armen i gips): Bortset fra den første nat efter operationen, hvor der var gang i armen, har den været smertefri for første gang siden august, sidste år.

Jeg har den største respekt for og er så fuld af taknemmelighed til de to læger og personalet på håndkirurgisk ambulatorium.

Tak for at gøre noget, jeg var så bange for, til en spændende og befriende positiv oplevelse!

Rita Baving

__________________________

Rita Baving
Se mere på www.hypnose-terapeut.dk
 

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Fra rædsel til fuldkommen ro. Sådan oplevede jeg, at være vågen under operation af håndled