Autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver Henrik Juul

Tordentale til Toppen

Om innovation
Jeg har lige læst en artikel i et ledermagasin, der understreger det vigtige og helt logiske: at man som leder skal have flere lederhatte på sin hattehylde og kunne forstå at bruge de rigtige hatte i de rigtige situationer.

Jeg har set mange eksempler på, at såvel ensidigt bureaukratiske som strategisk orienterede ledere totalt overser og ikke sjældent decideret dræber innovative tiltag allerede inden undfangelsen. Som slet og ret helt spolerer ethvert optræk til parringsdans. Ubevidst, naturligvis. Ret meget bedre er det ikke, når man oplever innovativt orienterede kreative ledere der er ude af stand til at grounde ideerne og give deres biks ro og retning. 

Gud ske lov har jeg også set fantastiske ledere, der er ekstremt bevidste og virtuose i brugen af deres hatterepertoire.

Innovationskompetencer findes stort set altid i en organisation. De kan fare åbenlyse rundt eller leve tilbagetrukket og stilfærdigt i organisationens gemmesteder.
At være innovativ leder drejer sig derfor ikke om at man alene selv skal tænke hatten flere meter op over issen. Det handler om at være et åbent ledermenneske, der har øje for - og evne til - at forbinde mennesker og deres idéer, som er i stand til at se mulighederne i organisationen og helt specielt lægge grobund til et klima, der inviterer til nytænkning hele horisonten rundt. Hos de andre ledere, alle ansatte, kunder, leverandører.

 At åbne til virkelig originalitet – og delagtiggøre andre heri - er for en del mennesker en meget blufærdig proces.  Ægte nytænkning har derfor oftest de bedste vækstbetingelser i et arbejdsmiljø præget af venlighed og tolerance.

Som innovativ leder skal du lede og katalysere processerne, således at idéer og initiativer kommer til at danse sprudlende kædedans med hinanden. Lad den kreative intelligens skabe sig. Du skal turde give lov til at fx rammer, set-ups og gamle indstillinger sprænges til atomare småstykker, og derefter facilitere at noget af det lander i nye, originale former og kombinationer.

Hvad skal denne hat så hedde? Man kunne fx bruge betegnelsen en ”mangefarvet permeabel proces-facilitator-hjelm til en leder, der har hjertet på rette sted". Hjelmen skal yde dig en vis beskyttelse, da kreativt kaos ikke altid opfører sig pænt. Men den må ikke være lukket, da tanker og idéer skal kunne trænge ind og ud.


Venlig hilsen fra
Henrik Juul, erhvervspsykolog i Conscious Leaders 

__________________________

Henrik Juul
Privatpraktiserende autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver.
Læs mere på: http://henrik-juul.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lad ideerne danse sprudlende kædedans med hinanden