Autoriseret Psykolog og Ledelsesrådgiver Henrik Juul

Barndomstyveri ved højlys dag

Barndomstyveri ved højlys dag

En uheldig bivirkning ved voksenlivet synes at være, at vi bliver tiltagende alvorlige
– på den ufede måde.

Dagbladet Information bragte for kort tid siden en artikel skrevet af nogle af vores mest førende kapaciteter inden for børns udvikling. Titlen var ”Fra barndom til Faktura” og handlede om det uheldige i, at børn alt for tidligt skal præstere, konkurrere, sammenlignes og vurderes i daginstitutioner og skoler, for hurtigst muligt at kunne performe på arbejdsmarkedet og bidrage til den økonomiske vækst. Mens de i virkeligheden har brug for mere kreativitet og dans.

Jeg er helt enig i de grundlæggende betragtninger, men vil her pege på flere af de negative konsekvenser samfundets krav har.

En ret lang barndom er – eller måske rettere var - et af vor arts særlige kendetegn. En udstrakt tid, hvor hjernen har frihed til at udvikle sig og udfolde sine bevidsthedsmæssige potentialer og fysiske muligheder, på basis af den store mangfoldighed af stimuli omverdenen giver.

Hvor lang er den efterhånden, den barndom? En gang strakte den sig vist til 13-15 års alderen. Men nu? Er den der overhovedet? Jo, spædbarnealderen og tumlingeperioden må vel anses for at være barndom. Men for stadig flere børn slutter legen, og barndommens frihed til at være sig selv, allerede her. Måske har vi efterhånden lidt for travlt med at klæde selv helt små ud som mini-voksne, dresse dem op i sexet modetøj, melde dem til talent- og andre konkurrencer, lade dem følge med i voksent ”ulykkes, bekymrings- og urealistisk flødeskumsoverflade TV”. Selv om det kan være sjovt og virke uskyldigt, kan det også stjæle noget af deres barndom fra dem.

”Det originale kræver frihed og et miljø,
der stimulerer det kreative, skabende”

Når børn ganske tidligt skal indlære faglige færdigheder i daginstitutioner og skole, presser vi voksenlivets værdier og begrænsede mentalverden ned over og i hovederne på de små. De udstyres herved med strukturer, der gør dem relativt ensidige i måden at være til i verden på, og hvis konsekvens er at begrænse og afgrænse uhensigtsmæssigt og alt for tidligt. Samtidig kan disse oplevelser give nogle psykiske ar og kickstarte børnenes overlevelsesforsvar urimelig tidligt.

Politikere og eksperter taler meget om, hvad børn har brug for. Jeg er heller ikke i tvivl om, at mange velmenende instanser ønsker at give børn og unge det bedste. Men hvor meget ved vi egentlig om, hvad de nye små mennesker har brug for i den fremtidsverden de kommer til at leve i? Det er ikke mange år siden man mente, at det at lære salmevers udenad var helt nødvendigt i skolens første klassetrin! Gad vide, om den psykologisk-pædagogiske ekspertise om 25 år vil anse vor tids børneudviklingsbestræbelser for oldnordiske og primitive?

Jeg tror at voksnes strukturer, rammer og målretning gør ubodelig skade ved at blive præsenteret alt for tidligt, eftersom det er en gold og reduceret verden i forhold til barnets fantastiske og magiske univers.
Dette er ikke en tale til fordel for fri opdragelse. Men børn skal have nogle år i fred til at følge deres medfødte natur, som er kendetegnet ved en uhæmmet tændt trang til at udforske verden. Derfor skal de ikke allerede i vuggestuerne presses ind i vores kasser, men gives rum og tryghed til at udforske og mærke verden med hele kroppen samt deres utroligt avancerede og kvalificerende nysgerrighed.

Det er naturligvis oplagt at lege fx sprog og musikalitet ind hos dem, men traditionel ensrettende læring er ofte rimelig åndsforladt og risikerer at kvæle mulighederne for at opfostre originaler, der har bevaret kontakten til deres autentiske indre menneskelige natur.

Det originale kræver frihed og et miljø, der stimulerer det kreative, skabende.
Og verden har, ved Gud, brug for nytænkende og skabende mennesker med en blid omgang med hinanden, som også har udforsket livets skole.
Mennesker, der kun er proppet med udvendig viden og er trænet i at præstere det forudsigelige, har vi nok af.

Se i øvrigt, hvordan nutidens pensionister åbner sig, bliver kreative og nærmest til nye mennesker, når de bliver fri af arbejdslivet. Også selvom de har haft tilfredsstillende jobs. Det siger mig, at der lever noget utrolig fint i mennesker, som bare ikke kommer ret meget i spil, om overhovedet, i et liv, der er meget struktureret og domineret af ansvarstungt arbejde.

Lad ikke arbejdslivets smalsporede univers starte for tidligt.
Giv barnet en lang opdagelsesrejse ind i barndommens muligheder for at udvikle original og brespektret intelligens.

 

__________________________

Henrik Juul
Privatpraktiserende autoriseret psykolog og ledelsesrådgiver.
Læs mere på: https://henrik-juul.dk/

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Kære Henrik,

Jeg vil blot sige dig tak, for et velformuleret indlæg, som indeholder mange sandheder, som vi voksne sjældent har modet til at se i øjene.

Som det er nu, så opdrager vi vores børn til at være automatiske højtydende forbrugere, der forvirret famler rundt i den ydre verden efter deres egen identitet. Der vil de naturligvis aldrig finde den, og det er så også en af grundende til voksende misbrug og kriminalitet.

Hvorfor søger de efter sig selv udenfor sig selv?

Fordi det er det vi har lært dem!

Hvornår mon vi starter med at åbne vores øjne for de kendsgerninger der skriger os lige op i ansigtet?

Svaret blæser i efterårsvinden.

Kh
HCA

 

Hej Henrik

Super godt, og aktuelt indlæg. Især er jeg vild med denne formulering:

Mennesker, der kun er proppet med udvendig viden og er trænet i at præstere det forudsigelige, har vi nok af.

Den rammer spot on, og er en udfordring for både forældre og unger. Netop forældrene kan rent faktisk gøre en forskel som modvægt til denne uheldige udvikling.

Jeg har selv oplevet en nærmest magisk forvandling hos mine egne unger, ved bevidst at adskille anerkendelse på deres gøren og væren. Det er bestemt ikke en lille udfordring, og den har mestendels været min.

Den største fadæse man som forældre kan gøre, er at hoppe på limpinden, og tro på at ungernes fremtidige succes, alene er afhængig af deres score i diverse færdighedstests. Men presset er unægtelig stort.

Vi må se og anerkende de unikke væsner de er. Tillade og accepterer alle følelser de måtte rumme, uden hverken at fordømme eller favorisere. Oven på det fundamet kan der fint stilles konkrete krav til læring og viden.  

Vi sidder selv med nøglen til at sætte den forandring igang, vi gerne vil se. 

kh Søren

 

børns udvikling af kreativ, åndelig og brespektret intelligens af psykolog Henrik Juul