Heidi Strandberg Andreasen

Lader du din angst og dine følelser styre dit liv?

Tænker du nogen gange over, hvorfor du står i livet, som du gør? Hvordan dine tidligere valg og beslutninger har haft betydning for dagen i dag?

Jeg tænker, at det er et spørgsmål, der ikke nødvendigvis er nemt at svare på. For nogle af vores valg og beslutninger, bliver taget i affekt uden den helt store bevidsthed. Eller sådan er det i hvert fald for nogen. Jeg tør godt være ærlig; jeg har også været der. Når det gør rigtig ondt, kan vi alle nemlig være tilbøjelige til at handle os ud af det. Smerten er for stor, så alt inde i os, skriger: ” Lad mig komme ud af denne situation”. I hvor høj grad dine beslutninger bliver taget i affekt, altså imens du står midt i følelsernes vold, handler om hvor vidt du har evnen til at trække vejret ned i maven; og hvor vidt du er villig til at mærke det, der gør ondt. Hvor vidt du er villig til at mærke alle de følelser, der vælter rundt i dig. Det handler om at turde være med al det kaos, der kan være indeni dig, når du møder de svære følelser; som afvisning, svigt og afmagt. Når du ikke føler dig elsket, ikke set og mødt. Når du oplever angst og vrede.

Det er helt normalt at reagere med modstand og med undgåelse. Det er så normalt, at det bliver lige så normalt ikke at kunne gøre det, der er vigtigt i livet, fordi dine følelser har taget styringen.

Lad os tage et par eksempler:

Hvis det er vigtigt for dig at pleje dine sociale relationer, men ofte oplever ikke at kunne gennemføre det, du bliver hjemme på sofaen i stedet: Læg mærke til, hvad der forhindrer dig i at tage af sted?

Hvis det er vigtigt for dig at have en kæreste, men har et mønster med at droppe enhver, der synes interessant, bare fordi en lille ting, går galt? Læg mærke til, hvad der forhindrer dig i at blive i et parforhold?

Hvis det er vigtigt for dig at rejse ud i verden, men ikke har modet og vælger at blive hjemme; Læg mærke til, hvad der hindrer dig i at rejse ud?

Hvis det er vigtigt at kunne sige fra overfor din lidt pressede chef, men ikke får det gjort; Læg mærke til, hvad der forhindrer dig i at sige fra?

Mange ville, uden at tænke sig om, sige, at det er ”menneskerne derude”, at det er ”den farlige verden”, der hindrer dig – at det er den ”pressede chef, der er hård i munden”, ”at det er kæresten, den er gal med”

Drop undskyldningerne; det er fordi du ikke tør være med dine følelser.

Hvis nu du turde være med din angst for ”Hvad andre tænker om dig”, eller turde være med din angst for ”Hvad nu hvis jeg besvimer om lidt”, så tog du ud og plejede dine sociale relationer, også selvom du var bange; Og det gjorde du, fordi det at pleje sociale relationer er vigtigt for dig.

Hvis nu du turde være med din angst for at føle dig afvist, ikke elsket, svigtet eller ikke set, så kunne du øve dig i at have en kæreste, også selvom du var bange; Og det gjorde du, fordi det er vigtigt for dig at kunne være i et parforhold.

Hvis nu du turde være med din angst for, ”Bare der ikke kommer nogen og overfalder mig”, ”Bare der ikke sker mig noget”, så rejste du ud i verden, også selvom du var bange; Og det gjorde du, fordi det er vigtigt for dig at opleve verden.

Hvis du turde være med din angst for ”At din chef ikke lytter til dig”, ”At din chef ser dig som værende doven”, så sagde du fra og stillede krav; også selvom du var bange; Og det gjorde du, fordi det er vigtigt for dig, at kunne gøre det.

Gevinsten ved at undgå er tydelig; du mærker midlertidig lettelse ved at slippe for at blive konfronteret med det svære. Men prisen du betaler er dyr. Kampen mod følelserne tager så meget styring i dit liv, det er svært at gøre det vigtige. Svært bare at være dig med alt det, der indebærer.

 

Hiv ansvaret hjem til dig selv!

Du er nødt til at hive ansvaret hjem til dig selv. Det handler om, at du tør møde de følelser, der opstår i dig, når tingene bliver svære for dig. I virkeligheden er vi alle virkelige angste for vores følelser.  Når du først tør rumme dine følelser, det vil sige lade dem være til stede inde i dig på trods, bliver det muligt at gøre flere ting, end du lige umiddelbart måske kan, når du helst vil løbe væk fra dem.

Hvis ikke jeg havde haft modet til at blive i følelsen af at føle mig usikker, afvist og såret, havde jeg nok ikke været i et parforhold i dag.

Hvis ikke jeg havde haft modet til at mærke min angst, havde jeg aldrig gennemført min rygsækrejse.

Hvis ikke jeg havde haft modet til at miste min faste indtægtskilde for nogle år siden, havde jeg ikke haft mit drømmejob i dag.

Lader du dine følelser styre dit liv?

Så er her en ganske simpel og enkel teknik til, hvordan du kan øve dig i at give plads til dine følelser, så du kan træffe bedre og mere rationelle beslutninger for dig, der ligger i tråd med dine værdier. Teknikken er så simpel, fordi du har redskabet ved dig, inde i dig, i hvert eneste øjeblik. Næste gang du oplever at blive væltet omkuld af en følelse, gør følgende:

 

Stop op, flyt din opmærksomhed mod dit åndedræt. (Ja det er så simpelt)

Brug dit åndedræt som anker, som et skib kaster anker i stormen.

Træk vejret langsomt ned i maven; ånd langsomt ud igen.

Forestil dig, at du trækker åndedrættet ind i den svære følelse.

Vid at følelser ikke er farlige, om end de kan føles ubehagelige.

Du kan gøre det, der er værdifuldt for dig – også selvom følelserne vælter rundt i dig.  

Stormen kan ikke længere vælte dig omkuld.

 

Har du lyst, så begynd med at øve dig lige NU: Tre bevidste vejrtrækninger, ned i maven! Og mærk :-)

_________________________

Kærligst

Psykoterapeut og mindfulness-instruktør

Heidi Strandberg Andreasen

www.PowerFlow.dk

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Styrer angst eller andre følelser dit liv? Så brug denne effektive øvelse i situationen