Find dit formål og formlen for lykke

Kan du huske hvordan man som barn kunne ønske sig et bestemt stykke legetøj helt vildt. Hvordan man gik og tænkte på det, og håbede at få det til jul, og så - åh lykke - pakke op og mærke følelsen i hele kroppen af sit højeste ønske opfyldt. Og så pludselig opdage nogle få måneder efter, at netop det stykke legetøj ligger ubrugt hen i hjørnet, mens vi nu har kastet al vores kærlighed, længsel og forventning på noget nyt.

Vi er så hurtige til at forelske os i det der er uden for os, hvor vi sætter alle vores drømme og håb på et eller andet eksternt objekt. Derfor oplever følgende cirkel tusindvis af gange i vores liv:

  • Vi føler noget mangler i vores liv for at vi er “hele”
  • Vi identificerer en “ting” som vil fylde hullet
  • Vi arbejder, betaler, tigger, lyver, snyder for at få den ting
  • Vi opnår ejerskab, vi bliver eller vi oplever den ting
  • Vi føler os berusende beriget
  • Vi opdager ubevidst at den ting alligvel ikke fyldte vores hul
  • Vi begynder at kigge efter noget andet

 

Og sådan går det videre og videre

Reflektér kort over dit liv indtil nu. Hvor mange gange har du gentaget ovenstående cyklus igen og igen, bare med andre ting en din barndoms legetøj? Er det en forfremmelse, en pige du er forelsket i, en god karakter i skolen, en ny bil eller sko eller taske - eller måske en rejse, et maraton eller en bjergbestigning. Uanset hvad, så tigger smerten i hjertet om at blive fyldt og kærtegnet, og din rationelle hjerne er top motiveret til at hjælpe det på vej. Den råber af dig at netop lige denne ting vil være det fix der endeligt giver dig ro og fylder din tomhed og forfølger det ved at få dig til at tænke på det dag og nat.

Når vi ikke er komfortable med hvem vi egentlig er, når vi er for bange til at se dybt ind i os, når vi ikke kan lide os selv særlig meget - så vender vi os mod den eksterne verden for at give os et skud af det vi har kaldt “lykke”. Vi tror dybt i os, at bare vi får, oplever, ser, bliver et eller andet, vil vi endelig blive lykkelige.

Vi oplever et konstant pres på at finde meningen og tilfredsstillelsen udenfor os selv. Jeg er sikker på at du kender den tomhed der opstår med regelmæssige mellemrum efter vi har forsøgt at fylde vores hjerte med noget eksternt. Det er den kolde, gysende fornemmelse af tomhed eller meningsløshed det rammer dig sent søndag aften, efter en anstrengende arbejdsdag, mens du ligger søvnløs i sengen og vender og drejer dig. Det er den følelse af at der må være noget andet i livet. Det kan være en frygtindgydende eller udmattende følelse. Mange dulmer den følelse med arbejde, mad, alkohol, stoffer, sex, underholdning eller apati.

Min erfaring er at jo længere du ignorerer den, jo mere bygger den op inden i dig. Du kan blive ved med at prøve at skubbe den til side, men på et tidspunkt er du nødt til at konfrontere den.

Så længe vi kigger uden for os selv, vil vi aldrig stilne følelsen af tomhed.

Det er et forholdsvis simpelt koncept at forstå, når vi kigger på vores eget liv og indser hvor tit vi har hamret hovedet mod væggen igen og igen. Men det er svært at stoppe og bevidst trække os ud af den onde cirkel. Og det er rigtig svært at bruge den viden til rent faktisk at ændre vores liv.

Vi hører det tit - at lykke eller glæde kommer indefra. Jeg har taget turen og set det virke i praksis at finde glæden dybt indefra. Jeg har selv oplevet at jagten på eksterne ting, personer, hændelser ikke bringer nogen form for varig glæde, men kun syntes at øge presset på dig.  Samtidig oplever vi jo også alle at der er værdi i at opnå noget i livet, selvom det ikke er måden at udvikle et lykkeligt liv. Så hvordan kan vi bygge bro over ikke at jagte lykken og glæden ude for os selv, samtidig med at vi stræber efter gode ting i livet?

Det er et komplekst og interesant spørgsmål - hvordan lever vi livet så vi både kultiverer en kontinuert indre kilde til glæde samtidig med at vi stræber efter de ting som er med til at gøre livet godt? Det kan være drømme som at eje sit eget hjem, at se verdenen, at tage lederskab, at få børn … Her er skitsen til en måde at se og takle det store spørgsmål på.

Det simple svar:

“Jeg prøver så hårdt jeg kan, men hvad end der sker, lader jeg det ikke påvirke mig”

Det lidt mere komplekse svar:

Start nu!

Start i dag på din rejse. Uanset hvor du er, lige nu, er et øjeblik hvor du kan redefinere dit liv. Ethvert sekund er et øjeblik hvor vi kan vælge at handle. Når du starter i dag er du længere fremme om en måned, et år, fem år. Hvad er det for et liv du dybest set ønsker at leve? Hvordan ønsker du at være? Start med at reflektere over det i dag og lav én lille ændring i dag. Gør dig selv den tjeneste at stille op med dit bedste selv nu i dag for dit livs vigtigste rejse.

Ingen kan lide at høre det, men vi skal allesammen uden undtagelse dø en dag - forhåbentlig om lang tid, men det er et uundgåeligt fakta ved vores liv. Mange af os tænker ikke meget over det, eller tror måske ligefrem at netop vi kommer til at blive en undtagelse for reglen. Hvis det virkelig skulle være tilfældet, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Resten af os har et begrænset tidsrum tilbage til at skabe et meningsfuldt og glædesfuldt liv. Når du starter i dag betyder det, at du lever dit liv til sit absolutte fulde til dit sidste åndedrag.

Find dit formål i livet

Hvad er den største gave du kan bringe til verdenen? Hvad er dit dybeste formål med livet? Vi er her alle med et styrende formål. Hvad er dit?

Nogle eksempler kunne være:

  • Mit formål er at bringe kærlighed ind i verden
  • Mit formål er at skabe
  • Mit formål er at bygge en familie
  • Mit formål er at udforske
  • Mit formål er at lære
  • Mit formål er at lære fra mig

Reflektér over dit liv. Hvilke oplevelser har betydet mest for dig? Hvilke hændelser - små eller store - har ændret dig mest? Hvad er du draget af når du kigger dybt i dit hjerte? Hvad vender din hjerne altid tilbage til? Hvilke aktiviter bringer dig i flow? Og omvendt - hvad vil du absolut ikke bruge tid på? Hvad vil du fjerne fra dit liv? Hvad holder dig tilbage?

Min rejse har taget 10 år indtil nu - fra jeg opdagede at der var en anden måde at leve på, til jeg indså og dybt følte mit livs formål. At opdage mit egentlige formål i livet har givet mig muligheden for at forfølge og udforske alt hvad der ligger på den vej og samtidig øjeblikkelig genkende de ting og hændelser der ikke ligger på vejen - og dermed undgå dem. At kende ens formål er som at komme hjem og vide hvor alting er og straks vide hvis nogen har flyttet noget til et uvant sted.

Min lærer på vejen var Marc Druin, en canadisk indianer med det smukke indianernavn Hawk of the Yellow Wind. Hans visdomsord bliver ved med at være en inspiration for mig - Marc siger: “If you dont know your purpose, make it your purpose to find your purpose”! Det er så vigtigt for vores chance for success med vores liv vi kender vores formål. Det gør de tusindvis af små valg vi skal tage hele tiden så uendelig meget lettere.

Og har du først fundet formålet og de rette omgivelser for det, begynder der at ske små mirakler. Ting du ikke troede var muligt, begynder at ske af sig selv. Personer du ikke troede kunne hjælpe dig, begynder pludselig at støtte dig af sig selv. Muligheder du ikke drømte om begynder at dukke op.

 

Men du må have tålmodighed og fokus på at selvom der er tilbageslag, så flytter du dig hele tiden den rigtige retning. Husk det hurtige svar: “Jeg prøver så hårdt jeg kan, men hvad end der sker, lader jeg det ikke påvirke mig”. For selvfølelig er der tilbageslag. Selvfølgelig går ting ikke så hurtigt som du gerne ville have. Hverken din indre transformation eller dine bestræbelser på at få de ydre omstændigheder til at støtte dit formål. 

Nogle gange tager det lang tid og det involverer svære beslutninger at finde de rette omgivelser. Hvis dit arbejde virkelig hindrer dig i at opfylde dit formål, men du ikke har muligheden for at sige op og finde noget andet, så find omgivelser udenfor som gør du kan leve dit formål. Du kan være frivillig, du kan rejse, du kan mødes med ligesindede, du kan dyrke din hobby…

Gør dit bedste og giv slip på resultatet

Når du har fundet de rette omgivelser, så begynder du sikkert at sigte efter at gå til næste niveau. Hvis vi som eksempel tager arbejdslivet, lad os forestille os at du har fundet det helt rigtige arbejde. Efter et stykke tid begynder du at tænke på om du kan gøre endnu mere med dig selv i en mere ledende position, og du begynder at få den der kildrende fornemmelse af anerkendelse, af selvforståelse hvis du blev forfremmet. Men pas på - vi falder så let tilbage i den omvendte logik; Hvis bare jeg får den forfremmelse bliver jeg lykkelig.

Det er godt med mål, men du må hele tiden være bevidst om ikke at miste dit formål af syne. Du vil altid opleve ting ikke falder ud til din fordel, og det er ok. De gange hvor ting ikke lykkes selv om du udelukkende forfølger din inderste og dybeste formål, de gange har også et formål. De er der for at lære dig at vokse. For at lære dig at tilpasse og ændre tilgang. Vid du gjorde hvad du kunne og giv så slip. Gør alt det rigtige du kunne få at få den forfremmelse og giv så slip. Reflektér og lær og læg en ny vej.  Vejen frem er altid ukendt, også selvom vi ser noget vi tror er den rigtige vej. Der er tusinder veje til dit formål som du ikke kan se lige nu.

“At give slip giver os frihed, og fried er den eneste forudsætning for glæde. Hvis vi, i votes hjerte, stadig holder fast på no get - vrede, frygt eller begær efter ting eller hændelser - kan vi ikke være frie.”  - Thich Nhat Hanh

Dit mantra skal være “I dag, som hver dag, gør jeg det bedste jeg kan fra mit hjerte, men jeg er upåvirket af hvad der sker”

Stop med at bekymre dig om hvad der sker. Du kan ikke kontrollere hvad der sker. Se livet som et eksperiment; du lave en handling og du får et resultat tilbage. Din opgave er at bruge det resultat til at vokse.

Istedet, begynd at være tilstede i centeret af dig selv.

“Selv hvis ting ikke udvikler sig som du forventer, mist ikke modet eller gov op. Den der adviser vedholdenhed vil vinde til sidst.”  - Daisaku Ikeda

Reflektér og tilpas

Så du fik det job, den forfremmelse, det hus, den pris. Tillykke! Hvad virkede for dig på vejen? Hvad virkede ikke? Hvad vil ændre fremover? Hvor var du helt tro mod dit formål, hvor glippede det engang i mellem? Har dit formål ændret sig undervejs som du lærte? Hvad vil du gære anderledes fremover?

Giv dig selv tid til at svare på disse reflekterende spørgsmål, og tid til at bruge indbygge den visdom som dine svar åbenbare, i dit liv. Det er sådan vi vedbliver at være centreret og forbundet til vores formål og vores virkelig selv.

Fortsæt med at opsøge mennesker og hændelser som beriger dit liv, og som samtidig opfylder dit formål. Lad vær med at bestige et bjerg eller løbe en maraton fordi det er cool eller det vil se godt ud i andre menneskers øjne. Bestig bjerget fordi du er fascineret af den vilde natur, løb maratonet fordi du ønsker at træne dit sind til at være stærkere end kroppen. Gør aldrig noget for at opnå andre anerkendelse, med mindre det er på vejen til dit formål. Dit formål kan udfoldes i hvert eneste lille hjørne af dit liv - hvis du begynder at se efter.

Du vil leve det bedste du kan fra dit hjerte, hvert eneste øjeblik. Og du vil opdage skønheden i dig selv og i verden.


 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Find dit formål og formlen for lykke. Læs mere