Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Tålmodighed. Hvordan får man noget til at blomstre?

For næsten fire uger siden, var der én, der havde stillet en Amarylis-plante på mit køkkenbord. Der er ikke meget ved sådan en grøn stilk og et par blade i noget pottemuld, selvom jeg kunne mærke, hvordan der var noget indeni planten, der glødede og gnistrede og længtes efter at slippe fri.

 

Jeg stillede den på en hylde i køkkenet. Et sted, hvor den fik lys. Ved siden af Buddha og Maria, som har våget over den, når jeg ikke selv har haft mulighed for det. Ind imellem har jeg givet den lidt vand, men ellers har den bare stået der på sin hylde og tronet med alle sine indlejrede løfter om skønhed, sarthed og sansebombardementer.

 

En enkelt gang eller to, har jeg drejet den lidt efter lyset, så den ikke skulle vokse sig skævt, og jeg har forsigtigt proppet den en smule længere ned i jorden, så ikke al dens higen efter vækst, skulle ende med at kappe dens rødder, så den væltede.

 

Jeg har ikke kunnet forcere noget som helst med den. Jeg KAN ikke få den til at blomstre og åbne sig, før den er klar til det. Men nu gør den det. Langsomt, langsomt folder den sig ud, og den er så smuk, at den næsten tager kvælertag på mit hjerte, som den står dér og fylder mit køkken med sit glødende lys.

 

Jeg sad og kiggede længe på den i morges, da jeg drak min kaffe og ungerne tøflede rundt for at komme i tøjet og blive gjort klar til dagen i dag. Og jeg tænkte på, at der er ting, vi ikke kan forcere, uanset hvor meget vi ønsker det, uanset hvor meget vi længes efter, at noget skal folde sig ud og vise sit inderste væsen. 

 

Men med tålmodighed og kærlig omsorg krydret med lidt ekstra opmærksomhed fra fx Buddha og Maria, så frisætter livets små og store mirakler sig næsten helt af sig selv. Og det er næppe tilfældigt, at jeg får øje på det netop i dag, som med sin magiske dato fortæller mig, at lige om lidt har vi givet opmærksomhed, kærlighed, tålmodighed, omsorg og næring nok til, at lyset kan spire frem. Og få alt til at folde sig ud og blomstre, som det var meningen, at det skulle.

 

Må du få en smuk 12-12-12...

 

Kærligst fra Jane Mejlhede, spirituel vejleder.

__________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut og spirituel vejleder.
Læs mere https://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tålmodighed. Spirituel vejleder Jane Mejlhede skriver på Levlykkeligt.dk