Der findes et meget smukt udtryk for det, som Atlanterhavslaks gør, når de skal gyde. Når tiden nærmer sig, søger de væk fra oceanet og bevæger sig mod den ferskvandsflod, hvor de selv stammer fra. Og tilsyneladende finder hver enkelt laks præcist det sted, hvor de i sin tid klækkede. De hopper og danser mod flodens strøm, glinser med deres sølvskæl og slår med halerne, uanset hvor stærk en modstrøm, de er oppe imod. For de har et mål, en destination, som er vigtigere end noget som helst andet.

Man kalder det, at de "homer". De søger hjem til deres eget inderste udspring for at føde noget nyt. Og det er så smukt et billede, synes jeg. For når man er i færd med at føde noget nyt, møder man ofte en masse modstand. Strøm, vild- og blindveje, skift fra en slags vand til en anden. Vandfald, der brager mod en, og som kun er mulige at passere, hvis man foretager spring, som trodser enhver tanke om tyngdekraften.

Men laksen ved, hvor den skal hen. Den mærker det i alle sine celler. Den ved, at den må hjem. Og fordi det ligger så dybt og instinktivt i den, lykkedes det helt mirakuløst for den, selvom det virker som en håbløs opgave.

Jeg er ved at føde noget nyt i denne tid. Og der er vandfald, farlige klipper og grumme laksefiskere, der står på lur med deres kroge for at hive mig i land. Men jeg "homer". For jeg kender min destination. Og når man først har genkendt den i sine celler, ved man, at intet kan forhindre og forstyrre retningen i det lange løb. Uanset hvad der sker.                                                                                                                     Kærligst
Jane Mejlhede       __________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut, healer og underviser med sjælen som vejviser

Læs mere https://janemejlhede.com