Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Min indre nazist

Der bor en lille nazist indeni mig. Det er ikke noget, jeg er stolt over at indrømme, men det er ikke desto mindre sandt. Der bor en lille nazist, og han er heldigvis ret ligeglad med andre mennesker, forstået sådan, at det ikke er dem, han har travlt med ind imellem at marchere i strækmarch henover. Det er mig, han stirrer dømmende på med sine små sorte, stikkende øjne, og kæber, der er hårde af sammenbidthed.

 

Jeg skriver “han”, og det er selvfølgelig noget underligt noget at skrive, når jeg er en kvinde, men når jeg ser ham for mig, så ser jeg et lille billede af Hitler i fuld uniform, sorte støvler, overskæg og ordene spyttende ud ad munden i vanvittigt raseri. I hvert fald er der noget sammentrukket og firkantet over ham.

 

Det er ikke så ofte, jeg støder på ham længere, min nazist, men for nyligt gjorde jeg det, og grunden til at jeg opdagede ham var, at jeg pludselig lagde mærke til, at mine kæbemuskler var helt ømme, da jeg vågnede om morgenen. For mange år siden sov jeg med bideskinne hver nat, fordi mine kindtænder stod i fare for at blive helt nedslidte og flade. Dengang vidste jeg ikke, at det var nazisten, der spillede fandango i mine nætter, og hvordan skulle jeg helt ærligt også vide det?

 

Min nazist ser gerne, at jeg lever et liv med orden, struktur, klare linier, firkanter og rationaler, der står skarpe som blitzlys. Jeg taler med ham, når han dukker op, selvom det er svært, når han sprutter, spytter og hvæser sammenbidt ud under det stikkende overskæg. På tysk. Det står efterhånden klart, at min nazist er rædselsslagen for alt, der ligger udenfor den hinkerude, han har kridtet op som sit territorium . Han frygter kaos, og alt, der ligger udenfor kontrol. Han har drivende mareridt om dunkle skove, man kan fare vild i og hvor man kan risikere at finde eventyrlige skatte. Han er bange for følelser, der hvirvler og blæser som storme, der lægger landskaber øde, han er bange for oceanernes bundløse dyb, hvor man drukner så nemt. Han er bange for det fremmede, det ukendte, det man ikke kan beregne. Han er bange for det kreative, intuitionen, det magiske, mærkelige og mystiske. Han er bange for at blive fortabt, hvis han ikke holder benhårdt på sin lille kridtstreg, for dér - lige præcis dér går grænsen, og reglen siger jo, at man ikke må male udenfor stregerne. Synes han.

 

Jeg forstår det godt faktisk. Og jeg har for længst set den lille dreng, han engang var, inden hans øjne blev sorte isklumper, mens man stadig kunne se den usikkerhed og utryghed han bar med sig, spejlet i dem.

 

Jeg plejer at synge for ham, når han bliver så vred, at hælene automatisk begynder at hamre mod hinanden. Helt, helt stille synger jeg for ham. Og når han er faldet en anelse til ro, stryger jeg ham forsigtigt over kinden. Jeg sidder sådan længe med ham nogle gange, indtil hans ansigt begynder at blive blødt og ordene langsomt dør ud i små krampetrækninger. Det er dér man kan se, at han bare er en lille bitte bange dreng, som har været nødt til at tage en uniform på for ikke at forsvinde i alt det farlige.

 

Man kan se på ham, at han begynder at slappe lidt mere af, som årene går. Fx er han holdt op med at vandkæmme sit hår. Og nogle gange har han sneakers på i to forskellige (dog dæmpede) farver. Her forleden, da han dukkede op, flettede jeg et gyldent julehjerte til ham af kærlighed og stilhed. Det gav jeg ham i hånden, og jeg så hans forbavselse, da hjertet begyndte at lyse for ham. Siden da har han siddet og stirret ind i hjertet. Jeg tænker, at han må have genkendt noget af sig selv...

 

Kærligst Jane Mejlhede

__________________________

http://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Min indre nazist. Vær blid mod dig selv. Spirituel vejleder Jane Mejlhede blog på Levlykkeligt.dk