Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Hvem har du skældt ud i dag? Noget om at tale til andre, som om de rent faktisk er mennesker.

Jeg har købt en ny printer. Og det er jo ikke fordi det i sig selv er en sindsoprivende eller -løftende begivenhed, hvis ikke det var fordi, at det medførte en samtale, som siden har fået mig til at reflektere over noget.

Men jeg har altså købt en ny printer, fordi den gamle var gået i et eller andet mode, som betød, at alle røde og gullige nuancer blev udskrevet som grøn og blå. Og ja - jeg har prøvet at skifte blæk og rense printeren og gøre alt muligt andet, som man kan komme til at gøre, med det resultat, at jeg altid fik den endelige besked, at jeg skulle kontakte forhandleren. Som så kunne fortælle mig, at garantien netop var udløbet (Den er sjovt nok altid netop udløbet, når ting går i stykker...?), og derfor måtte jeg så købe en ny printer. (Hvilket stiller et andet spørgsmål, som handler om, hvorfor det tilsyneladende så sjældent kan betale sig at reparere ting, men det er en anden sag)


Jeg slæbte min nye printer hjem i min cykelkurv, og da jeg havde fået pakket den ud, skulle jeg installere den og sætte den op, og hvad man nu ellers skal. Og så var det, at den medfølgende installations-CD ikke var kompatibel med min Mac. Derfor måtte jeg en tur på nettet og finde et sted, hvor jeg kunne downloade det, jeg skulle bruge. Og af en eller anden grund ender sådan noget altid for mig med, at jeg bliver kastet rundt fra den ene til den anden side, indtil jeg ender i et blindt link. Det gik der så nogle timer med.

Og ja, da de timer var gået, var jeg på en måde lidt træt af det. For jeg havde faktisk kalkuleret med at bruge den tid på noget andet. Men nu skulle jeg altså have printet noget. Og mellem alle de blinde links og vildveje endte det med, at jeg fandt et telefonnummer, som jeg kunne ringe til. Telefonkø (med rædselsfuld ventemusik), tryk dit, dat og 9, hvis du vil tilbage til hovedmenuen. Det gjorde jeg så også et par gange, indtil jeg endelig kom igennem til en venlig mand, som gjorde mig opmærksom på, at jeg åbenbart skulle have trykket dat og dit i stedet for. Men hvis jeg gav ham produktionsnummeret på printeren, så kunne han måske godt hjælpe mig alligevel.

Det gjorde jeg så, og bum, så sendte han mig et link, som jeg kunne bruge til at downloade, hvad jeg nu skulle bruge. Så vidt så godt. Jeg får printeren installeret, printet og halser videre i mit nu temmeligt forsinkede dagsprogram. 

Næste dag skal jeg printe noget mere, tænder printeren og... Intet... Jeg prøver alt. Genstart, alverdens menu-knapper, rette papiret og sågar at ignorere den for en kort periode, så den lige kunne stå der og tænke over dét. Det virkede dog ikke efter hensigten. Printeren var og blev fuldstændig kold overfor enhver tilnærmelse.

Så der var ikke umiddelbart andet at gøre, end at forsøge at afinstallere hele printerhalløjet og starte installationen forfra igen. Det gik der så igen en del tid med.

Og nu kommer så samtalen. For mens jeg sidder og glor på skærmen, (sådan nogle installationsprocedurer er åbenbart også altid sådan noget med, at man hele tiden skal trykke “Fortsæt”, “Godkend”, “Vælg placering” osv, hvilket betyder, at man faktisk ikke har en ærlig chance for at foretage sig noget som helst andet samtidigt) men mens jeg sidder der, bliver jeg ringet op af “min” printer-support-mand. Som bare lige vil høre, hvordan det går. Med printeren forstås.

Det syntes jeg, var sjovt. Og jeg spurgte ham, om han sad med en krystalkugle, hvor de følger med i alle deres kunders installations- og afinstallationsprocesser. Og så fik vi os lidt en printer-snak, mens jeg trykkede videre på min skærm.
Og inden han lægger på, er det så han siger det. At det har været så rart for en gangs skyld at tale med en kunde, som ikke var sur, eller skældte ud, men som faktisk fik ham til at grine. Og hvis bare han havde sådan én samtale om dagen, ville hans job godt nok være helt anderledes.

Jeg blev paf, da han sagde det. Jeg blev faktisk nærmest mundlam, og bagefter har jeg gået og tænkt meget over det. Hvad sker der for, at man er nødt til at være helt vildt sur og vred og skælde ud på andre? Jeg forstår det simpelthen ikke. Og det er ikke for at pudse min egen glorie, for jeg kan også være hamrende træt, irriteret, vred, indebrændt, sur, frustreret, gal og højspændt hysterisk. 

Jeg kan blive vanvittig over at stå på hovedet i køledisken og grøntafdelingen hver eftermiddag, og spekulere over, hvad jeg nu skal finde på at servere for mig selv og tre børn, hvor 3/4 er vegetarer og 1/4 bare MÅ have kød til snart sagt ethvert måltid. Jeg kan blive helt lammet af skræk, når jeg tømmer postkassen, som bugner af rudekuverter, der rumler truende mod mig. Jeg kan blive udmattet og nærmest flosset helt ud i cellerne af træthed af at sove alt, alt for lidt, fordi jeg sidder og skriver til langt ud på natten og alligevel skal tidligt op næste morgen, for at passe mit arbejde og sende mine børn i skole. Jeg kan blive fuldstændigt rasende frustreret over den tid, jeg spilder på at ordne noget, som bare skal fungere, og som ikke gør det. En printer fx. Jeg kan blive hjerteskærende ulykkelig, når en af mine relationer går i hårdknude, eller hjertebånd, som har været knyttet tæt, langsomt går i opløsning og forsvinder. Jeg kan være ved at blæse omkuld af regnen, blæsten, mørket og kulden og alt muligt andet.

Men skal andre egentlig undgælde for det? Er det rimeligt, at jeg overfalder en printer-support-mand, der bare passer sit job, at jeg råber ad mine børn, eller bare taler til dem med en stemme, der hviner af undertrykt irritation? Er det okay, at jeg hælder spande af brok udover mine venner og veninder, fordi jeg bare har brug for at få LUFT, og så er jeg da i hvert fald af med det? Er det rimeligt, at jeg skubber til folk i bussen, at jeg står og trommer med fingrene ved kassen i Brugsen, mens jeg laver himmelvendte øjne mod kassedamen og kigger på mit ur? At jeg ikke orker at smile til nogen på gaden, at jeg sender tydeligt irettesættende blikke til den unge kvinde, der sidder med et skrigende barn på caféen, at jeg laver en scene, fordi min telefon har fået en løs forbindelse, og ingen skal spise mig af med en latterlig Nokia-låne-model, hvor batteridækslet er sat fast med gaffa-tape, mens de reparerer min egen?

Jeg er ikke fortaler for, at vi allesammen skal gå rundt og foregive peace & harmony og dyb, indre lykke, hvis ikke det rent faktisk er sådan, vi har det. I mit univers er der masser af plads til også at være vred, frustreret, irriteret, ulykkelig osv. Men ind imellem. Bare nogle gange. Kan man så ikke godt lige trække vejret, inden man reagerer sine mønstre ud på andre mennesker? Kan man ikke lige overveje, om man kunne skabe en bedre situation, ved at være en anelse mere venlig og imødekommende? Både overfor de mennesker, man møder, men i virkeligheden jo også mod sig selv? 

Jeg var ikke super-positiv og lykkelig, da ham printer-manden ringede. Jeg var sådan set ret irriteret. Men jeg talte til ham, som om at han rent faktisk var et menneske. Hvilket det også viste sig, at han var. Tænk at én eneste daglig samtale af den slags, kan gøre så stor en forskel for ham... Og kunne det ikke være meget, meget rart, for os allesammen, hvis vi gjorde bare en lillebitte indsats? For at behandle hinanden en anelse mere menneskeligt. Allerede i dag? Fx lige nu...???     Kærligst Jane Mejlhede     __________________________

http://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
En fortælling om medmenneskelighed og om lige at stoppe op og trække vejret, inden man overfuser sine omgivelser