I går var en helt særlig dag. Det var det blandt andet, fordi jeg holdt fri. Eller så fri, som man nu kan holde, når man lige skriver et par arbejdsrelaterede mails, får lavet nogle brochurer færdigt, ordner diverse hængepartier. Og den slags. Men alligevel. I går var en ganske særlig dag, hvor jeg næsten holdt fri og gik ned til vandet, da jeg havde sendt børnene afsted i skole.

Der lugtede af råddent tang dernede, og horisontlinien var forsvundet et sted på vejen til Sverige. Alt var underligt fortættet, klamt og fugtigt, og jeg stod lidt og så ud over havet og tænkte, at efteråret ind imellem kan være så sejt i konsistensen, at man har svært ved at forestille sig, at det nogen sinde vil snige sig over i en vinter, der senere kan føde et forår.

I går var en helt særlig dag, fordi jeg var blevet sat i stævne af fortiden, som jeg næsten cyklede frontalt ind i på Strandvejen for et par uger siden. Den viste sig i skikkelse af en person, som jeg ikke har set i mange, mange år, men som har kendt mig på tætteste hold helt tilbage til før min undfangelse. Nu skulle vi så drikke kaffe, og det blev et bevæget møde med udveksling af nyt, og en tur nedad mindernes gade, hvor de personer, som engang var levende hos os, stadig bor, selvom vi andre for længst er flyttet videre.

Der blev talt meget over den kaffe. Grinet og klemt en enkelt tåre. Måske to. Og hun holdt mig både forsigtigt og hårdt på én gang, da vi skiltes. “Du er så forandret” sagde hun, mens hun kiggede langt ind i mine øjne. “Og så er du alligevel helt den samme.” 

Det gik jeg så og tænkte over, mens jeg vandrede videre i min særlige dag. Hvordan tiden drager afsted med os allesammen. I nogle tilfælde mere hærgende end i andre. Og vi forandrer os alle, uanset om vi har lyst til det eller ej. Alligevel er det godt at vide, synes jeg, at der også er noget, der er konstant. Som gør, at man alligevel er helt den samme, som man var engang. Jeg tror, at det “noget” er sjælen, som stikker ud gennem personligheden ind imellem. Og jeg blev så glad over den tanke, faktisk. At jeg på den måde har en følgesvend, som altid har fulgtes med mig. Og som vil blive ved med det altid. 

I går var en helt særlig dag. Og da jeg havde drukket min kaffe var solen begyndt at skinne. Jeg gik ned til vandet igen, hvor lugten af tang nu var blæst væk af vinden, som også havde pustet så meget til horisontlinien, at den var kommet til syne. Jeg tænkte på min smukke veninde, hvis vingefang og blik for detaljen er større end de flestes, og som om morgenen havde sendt mig en lang mail, hvor hun blandt andet havde skrevet om oktobers skønhed. Og mens jeg tænkte på det, lagde jeg mærke til hvordan træerne lige nu bærer alle tænkelige løvfarver i sig, og hvor næsten hjerteskærende smukt det er mod en lysende klar og blå himmel.

Det er sandt, at jeg ikke er den samme. At intet og ingen nogen sinde er det. Alligevel er der noget grundlæggende, som altid er uforandret, som er konstant og evigt. Min sjæl. Havet. Efteråret der på et eller andet tidspunkt vil glide ind i en vinter, der senere folder sig ud som et forår. Og i går var en ganske særlig dag. Ligesom i dag.

 

Kærlig hilsen
Jane Mejlhede, Healer og clairvoyant psykoterapeut          

 

__________________________

Jane Mejlhede. Psykoterapeut og spirituel vejleder.
Læs mere https://janemejlhede.com