Psykoterapeut og spirituel vejleder Jane Mejlhede

Dommedag - eller kan man knibe ballerne sammen for at forhindre en fødsel?

“Mor - går jorden under i morgen? Kommer vi til at dø?” spurgte den ene af mine børn i går, da vi sad og spiste aftensmad. “Jeg er bange” sagde den yngste, som har fødselsdag første juledag, fordi jeg for 8 år siden helt bogstaveligt kneb ballerne sammen og tog en indånding så dyb, at den varede sytten timer for ikke i al fremtid at ødelægge resten af børneflokkens juleaften.

 

Jeg kiggede et kort øjeblik desorienteret på dem, fordi den verdensopfattelse, de her luftede, stemmer så lidt overens med min egen, at jeg ikke helt kunne regne ud, hvad de talte om. Men så kom jeg i tanker om, hvad det var. Og det gik op for mig, at de stillede de spørgsmål, fordi det er et billede, som hænger i det kollektive. Som et muligt udfald, som en joke, som en frygt, måske som noget man kan gøre nar ad, men ikke desto mindre som et billede, der er kommet til at udgøre en del af bevidstheden.

 

Nej..!! Selvfølgelig kommer jorden ikke til at “gå under” i dag. Jeg tror i det hele taget ikke, at jorden går under, medmindre vi mennesker fortsætter med at behandle hinanden, vores omgivelser, systemer, strukturer, naturen, dyrene og alt andet, som vi har gjort gennem mange, mange år. Og lige præcis dét, tror og håber jeg er utænkeligt. For enhver med bare et minimum af perspektiv kan se, at så kører vi os selv og alt levende direkte mod den afgrund, hvorfra intet liv nogen sinde vender tilbage.

 

Så måske er “Dommedag” mere en metafor. Måske er det nu, vi skal begynde at pudse de kritiske, dømmende briller, så vi kan se rent og klart. Måske er det nu, vi skal begynde at se, at vi er nødt til at ændre fundamentale strukturer, hvis ikke vi vil sejle al skønheden i sænk. Og at de strukturer først og fremmest findes i os selv. I mig. Og i dig. 

 

Måske betyder dagen i dag, at vi begynder lige så stille at vågne op. Til os selv, til det ansvar vi har for os selv og hinanden. Til hvor mange flere dimensioner livet indeholder, hvis vi tør give bare en anelse mere slip på de egoer, vi bærer, og som har holdt planeten så fast, at den nu snart trækker vejret i små, hviskende gisp under vægten af alle de levende væsner, som lider på den.

 

Jeg ved ikke noget om “Dommedag”. Jeg ved ikke noget om, hvad det betyder, at planeterne står på en helt særlig og sjælden måde. Jeg ved ikke, hvorfor Maya-kalenderen slutter. Og om det i det hele taget er nu. I dag. I år. Eller om der er en vis usikkerhedsmargin i dén beregning, præcis som der er, når man beregner, hvornår en fødsel kommer til at ske. 40 uger +/- 2-3 uger på hver side af termin. Det må alligevel give et vist spænd, hvis vi regner med, at Mayaernes kalender er over 2000 år gammel.

 

Men jeg mærker, at der sker en helt masse. Hos mig selv og mange af de mennesker, der omgiver mig. Vi er mange, der går gennem processer i denne tid, som er så intense, at de ind imellem kan være vanskelige at navigere i. Og måske er det en måde at få ryddet op i det gamle, så der bliver plads til det nye.

 

I mit verdensbillede symboliserer dagen i dag en ny begyndelse. Den symboliserer, at vi nu er klar til at gå ind i en ny tid, hvor vi en efter en og i flok slår øjnene op for miraklet. For livet, som blomstrer alle steder, for ansvaret vi alle er bærere af. For friheden, vidderne, sandheden og de uendelige dimensioner, der ligger i at hæve sig bare en anelse over sit eget lille, lukkede perspektiv. For den ubegrænsede kærlighed vi alle er en del af, og som vi derfor grundlæggende bare kan give fra. 

 

Jeg tror “Dommedag” handler om, at foretage det store skift, som betyder, at vi holder op med at fokusere på alt det, vi vil have, det vi kræver, forlanger, mangler, fortjener og har ret til. Jeg tror det handler om, at vi holder op med at lege vores små griske købmandsbutiks-lege, som stikker snuden frem i de fleste relationer og situationer, og som sørger for, at hvis jeg gør noget for dig, så skal du også gøre noget for mig. Og helst noget, som er lidt mere værdifuldt, så jeg kan sidde med min lille privatbank af tjenester og sørge for, at der hele tiden kommer mere ind, end der kommer ud. Eller hvis der kommer mere ud, så er det bare fordi jeg er sådan et “godt” menneske. Og det er i virkeligheden bare en anden måde at sætte værdiløsheder ind på den indre privatkonto.

 

Jeg tror, vi skal begynde at åbne. Jeg tror, vi skal begynde at give slip, forære, nære, dele, drage omsorg, være opmærksomme, skænke og give ud. Uden at det bliver en del af et regnestykke, hvor vi hele tiden er bevidste om, hvem der skylder den anden hvad. Jeg tror, vi skal stå frem med de gaver, vi indeholder. Jeg tror, vi skal sprede dem ud, til dem, der kan se deres værdi. Jeg tror, vi skal skabe vores eget fundament og samtidig være en del af støtten under hinanden. Jeg tror, vi skal være mindre bange, og jeg tror, vi skal turde risikere lidt mere. Af os selv. Jeg tror, vi skal huske, hvem vi er, og hvorfor vi er kommet her. 

 

Jeg tror, vi måske bliver nødt til at knibe ballerne lidt sammen. Men når noget nyt skal fødes, så kan selv ikke den dybeste indånding forhindre det i at ske, præcist på det tidspunkt, som det er meningen, at det skal.

 

Glædelig “Dommedag” og lad kærligheden lyse i mørket.

 

Kærligst fra Jane Mejlhede

__________________________

http://janemejlhede.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dommedag. Om at tro på håbet, fordi det er derfra kærligheden fødes