Holder du vejret, når livet går for stærkt?
17/02/2026 (103 hits)
Holder du vejret, når livet går for stærkt?
Måske lægger du ikke mærke til det.
Men prøv et øjeblik at stoppe op.
Er dit åndedræt roligt og frit –
eller ligger det højt i brystet?
Når tempoet i hverdagen stiger,
holder mange næsten vejret uden at vide det.
Ikke bevidst.
Men fordi kroppen forsøger at følge med.
Jeg kender det selv.
Perioder, hvor jeg har været mere i hovedet end i kroppen.
Hvor tankerne har kørt videre, selv når jeg satte mig ned.
Tankemylder er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig.
Det er ofte et tegn på, at du har været i gang længe.
At du har båret meget.
Og måske sat dig selv lidt til side undervejs.
Vi ved i dag, at en stor del af vores mentale liv foregår automatisk.
Tankerne gentager sig – især når vi er pressede eller stressede.
Ikke fordi vi gør noget forkert,
men fordi hjernen er indrettet til at genbruge velkendte spor.
Problemet opstår, når disse spor igen og igen kredser om bekymringer, ansvar og det, vi ikke nåede.
Så bliver tankerne ikke bare tanker –
men en belastning, der også sætter sig i kroppen.
Mange forsøger at tænke sig ud af det.
Det har jeg også selv gjort.
Men ofte er det ikke tankerne, der har brug for mere opmærksomhed.
Det er kroppen.
Når vi er pressede, bliver åndedrættet hurtigere og mere overfladisk.
Det er kroppens måde at være klar på.
Men hvis beredskabet varer ved,
kan kroppen have svært ved selv at finde tilbage til ro.
Åndedrættet kan derfor ses som et spejl af vores indre tilstand.
Og samtidig som en stille vej tilbage.
Når åndedrættet falder til ro,
får nervesystemet et andet signal:
at kampen kan slippe.
at der er plads til hvile.
For mig er hvile ikke noget, jeg skal præstere.
Det opstår, når kroppen får de rette betingelser.
Terapihaven er et af mine holdepunter. Også om vinteren.
I februar sætter jeg mig ofte i drivhuset.
Her er der læ og varme, mens haven udenfor ligger stille og venter.
Jeg lytter til lydene.
Mærker kroppen falde lidt mere til ro.
Ser mine to katte finde deres plads, hvor der er trygt og lunt.
De har ikke travlt.
De skal ikke nå noget.
Og de minder mig om, at jeg heller ikke behøver at præstere hele tiden.
Ofte sker der noget stille i de øjeblikke.
Åndedrættet finder sin egen rytme.
Spændinger giver en smule slip.
Det kræver ikke svære øvelser.
Nogle gange er det nok at sidde stille et øjeblik og lade åndedrættet være.
I pausen kan sindet blive stille nok til,
at vi igen kan mærke os selv.
Vi lever i en tid, hvor pausen let forsvinder.
Ikke fordi vi ikke ved, den er vigtig –
men fordi tempoet trækker os med.
Måske er det netop i pausen,
at vi finder det, vi længes efter:
nærvær, klarhed og en følelse af at være hjemme i os selv.
Åndedrættet er altid med os.
Det er enkelt.
Det er gratis.
Men det er ikke altid let at finde tilbage til en rolig rytme alene – særligt ikke når kroppen har været i beredskab længe.
I mit arbejde som psykoterapeut arbejder jeg med sammenhængen mellem stress, krop og nervesystem – blandt andet gennem samtale, kropslig opmærksomhed og haveterapi.
For mig handler det ikke om at præstere ro, men om at skabe de betingelser, hvor åndedrættet og kroppen igen kan finde den.
__________________________
Haveterapi ved Psykoterapeut Inge Pedersen
Web: https://terapioasen.dk/
